Da folkepensionen blev indført ved en lovændring i 1956, blev aldersrenteordningens fradragsregler lempet noget og dens ydelser forhøjet. Samtidig indførtes folkepensionens mindstebeløb, der tilkommer personer over 67 år uden hensyn til økonomiske forhold.

Der blev allerede da af de fleste partiordførere i folketinget givet udtryk for ønske om senere at bygge videre på det ikke-indtægts- bestemte mindstebeløb, så at den indtægtsbestemte folkepension med tiden kunne erstattes af en ikke-indtægtsbestemt, almindelig folkepension.

Den stedfundne udvikling har været præget af lempelser i fradragsreglerne og derigennem en gradvis frigørelse fra forsørgelses- princippet. Samtidig har lovgivningen fastholdt det princip, at ydelserne fra det offentlige skulle være tilstrækkelige til sikring af fuld forsørgelse.

En yderligere lempelse af fradragsreglerne måtte efter regeringens opfattelse i første række tilgodese personer med arbejdsindtægter, idet det måtte tillægges stor betydning, at fradragsreglerne ikke afholdt personer over pensionsalderen og deres ægtefæller fra fortsat beskæftigelse.

Regeringen fandt nu tiden inde til at optage disse spørgsmål til løsning ved en — eventuelt gradvis — overgang til en almindelig folkepension, der skulle ydes uden hensyn til modtagerens økonomiske forhold.

I december 1961 havde socialministeren nedsat en kommission med den opgave at overveje og undersøge spørgsmålene ved gennemførelsen af en sådan ordning, og forslaget til nærværende lov byggede med enkelte afvigelser — på den i kommissionens betænkning (nr. 324 af januar 1963) foreslåede ordning.

Om lovens indhold bemærkes:

Der gennemføres fra den 1. april 1970 fuld folkepension, så at pensionens grundbeløb fra denne dato udbetales til personer, der er fyldt 67 år, uden hensyn til modtagerens økonomiske forhold (§3, stk. 2).

I en 5-årig overgangstid Ira 1. april 1965 lempes reglerne om fradrag i folkepensionen på grund af indtægter. For personer over 67 år ses der således ved indtægtsberegningen yderligere bort fra et beløb, der i det første år udgør 1.000 kr., i det andet år 2.000 kr., i det tredje år 3.000 kr., i det fjerde år 4.000 kr. og i det femte år 5.000 kr., hvorefter indtægtsreguleringen bortfalder efter udløbet af det femte år for personer over 67 år (§ 5, stk. 3 a).

I overgangstiden opretholdes folkepensionens mindstebeløb for personer, der enten har så store indtægter, at de ikke har ret til den indtægtsbestemte pension, eller som ikke ønsker at søge den indtægtsbestemte folkepension (§ 3, stk. 2 a).

Tienestemænd og dermed ligestillede er indtil videre undtaget fra den ikke-indtægtsregulerede folkepension. Indtil videre opretholdes adgangen til folkepensionens mindstebeløb for denne gruppe, ligesom det forudsættes, at de — som hidtil — vil være berettiget til indtægtsbestemt pension, såfremt indtægtens størrelse ikke afskærer dem fra denne (§3, stk. 3).

Det er fundet rimeligt at gennemføre forbedringer også for det flertal af pensionister, der i det væsentlige kun har pensionen at leve af, og som derfor ikke får fordel af gennemførelsen af en ikke-indtægtsreguleret folkepension. Der ydes derfor et tillæg til pensionerne på 900 kr. årlig både for enlige og ægtepar samt et beløb for hver pensionist svarende til sygekassekontingentet. Fuldt tillæg ydes, når de øvrige indtægter ikke overstiger 1.000 kr. årlig for enlige og 1.500 kr. for ægtepar, og tillægget aftrappes gradvis ved større indtægter, indtil det falder bort ved indtægter på ca. 2.600 kr. årlig for enlige og ca. 3.100 kr. årlig for ægtepar (84, stk. 8).

Det fulde pensionstillæg kommer først til at gælde fra den 1. april 1967, så at der ud over sygekassekontingentet ydes 420 kr. årlig i 1965-66 og 660 kr. årlig i 1966-67 ( 8 4, stk. 8 a).

Under behandlingen i folketinget indsattes — som stk. 5 til 8 16 — en bestemmelse, hvorefter kommunalbestyrelsen efter aftale med den stedlige sygekasse af pensionstillægget kan tilbageholde et til sygekassekontingentet svarende beløb, som udbetales direkte til sygekassen.

For pensionister, der oppebærer huslejetilskud efter lov om boligbyggeri, ydes tillægget med halvdelen.

Kommissionen havde givet udtryk for den opfattelse, at udbetaling efter en indekskontrakt ikke burde bevirke fradrag i den almindelige ikke-indtægtsregulerede folkepension. I modsætning hertil indeholdt det oprindelige forslag regler om fradrag for indekstillæg svarende til de hidtidige regler.

Under behandlingen i folketinget opnåedes der enighed om, at udbetaling efter indekskontrakter ikke skulle medføre fradrag i den ikke-indtægtsregulerede pension. Lovforslaget ændredes derefter i overensstemmelse hermed (§§ 4 og 5).

Loven gennemfører endvidere en forhøjelse af alderstillægget med 50 pct. Tillægget ydes til pensionister, der er fyldt 80 år (§ 4, stk. 6). Efter 1. april 1970 vil tillægget blive ydet med det fulde beløb til alle over 80 år i forbindelse med den ikke-indtægtsregulerede folkepension.

Det hidtidige tillæg til en efterlevende ægtefælle, der efter kommunalbestyrelsens skøn kunne ydes for 1 år ad gangen med et beløb på højst 56 kr. månedlig, er afløst af en ret for den efterlevende ægtefælle til at oppebære ægteparrets pension i 3 måneder efter dødsfaldet (§3, stk. 6).

Kommunernes rådighedstillæg til personlige tillæg, jfr. § 4, stk. 7, nedsættes noget, navnlig fordi de nye pensionstillæg vil reducere behovet for personlige tillæg. Procenterne for rådighedsbeløbet nedsættes i to etaper, så at de i tiden indtil 31. marts 1968 udgør 5,5 pct. i hovedstadsområdet og 4,5 pct. i det øvrige land og i tiden efter 1. april 1968 henholdsvis 5 pct. og 4 pct. Nedsættelsen har medført, at der ikke længere er grund til at have forskellige procenter for rådighedsbeløbet i købstæder og i landdistrikter.

Der er gennemført en ændring af de hidtidige regler om, hvorledes der skal forholdes med invalide- og folkepensionen, når pensionisten indlægges på en særforsorgsinstitution eller lignende. Pensionen udbetales herefter, jfr. §17, i alle tilfælde til pensionisten i 6 måneder ud over indlæggelsesmåneden. I dette tidsrum stilles pensionister på særforsorgsinstitution således lige med pensionister, der indlægges på almindeligt sygehus.

Retusionsreglerne er ændret således, at staten — med virkning fra regnskabsåret 1965-66 — refunderer kommunerne 82 pct. af samtlige udgifter til folkepension.

Herudover indeholder loven en række ændringer af teknisk og redaktionel karakter.

Loven træder i kraft den 1. april 1965.

Nogle af bestemmelserne har efter deres indhold først virkning fra et senere tidspunkt, mens andre kun gælder i en overgangstid.

Af socialministerens fremsættelsestale og lovforslagets bemærkninger fremgår, at loven i forbindelse med de samtidig gennemførte forbedringer for enkepensionister, når forbedringerne er fuldt gennemført, fra 1. april 1970 vil medføre merudgifter for det offentlige på ca. 572 mill. kr. årlig. Heraf andrager ca. 335 mill. kr. den almindelige folkepension, mens resten, ca. 237 mill. kr. skyldes de øvrige forbedringer.

Provenuet af den allerede gennemførte halve procents forhøjelse af folkepensionsbidraget, der hensættes på en særlig konto i nationalbanken til udbygning af folkepensionen, anslås til 125 mill. kr. årlig.

Der må derfor senere fremskaffes yderligere midler til dækning af lovens merudgifter. Regeringen vil senere stille forslag om, hvorledes denne yderligere indtægt skal tilvejebringes.

Foruden fra regeringspartierne fik tanken om indførelse af fuld folkepension til alle uden indtægtsregulering tilslutning fra både venstre og det konservative folkeparti. De sidstnævnte partiers ordførere havde dog en række indvendinger mod lovforslagets udformning, ikke mindst den foreslåede pensionstillægsordning, og de tog skarpt afstand fra det oprindeligt foreslåede fradrag for udbetaling efter indekskontrakter.

Chr. Madsen (SF) ønskede ikke at medvirke til gennemførelse af fuld folkepension til alle uanset indtægt, men kunne gå med til en lempelse af fradragsreglerne og gik i øvrigt ind for de forbedringer, der var foreslået for pensionister uden andre indtægter. Fradragene for indekskontrakter ønskede han bevaret.

Iver Poulsen (Uafh) ønskede en forsikringspræget ordning og kunne ikke medvirke til den foreslåede ordning, der byggede på understøttelsesprincipper.

I betænkningen stilledes af socialministeren en række ændringsforslag, hvoraf de væsentligste er omtalt i det foregående. Disse ændringsforslag vedtoges ved 2. behandling, mens en række af Chr. Madsen stillede ændringsforslag forkastedes.

Venstre og det konservative folkeparti gav i betænkningen udtryk for deres principielle synspunkter.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 141 stemmer; 7 medlemmer (Uafh) samt Rosing (Grønl.) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.