Luk

Luk
Luk

Luk

L 65 Lov om ændring i lov om invalide- og folkepension.

Af: Socialminister Kaj Bundvad (S)
Samling: 1963-64 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 404 af 18-12-1963
Ved loven forhøjes grundbeløbet for indtægtsbestemt folkepension og invalidepension med 33 kr. månedlig for ægtepar og 22 kr. månedlig for enlige og for ægtepar, når kun den ene ægtefælle oppebærer pension.

Endvidere forhøjes lommepengebeløbet til pensionister, der opholder sig på alderdomshjem og plejehjem for kronisk syge, med 6 kr. månedlig.

Loven trådte i kraft den 1. april 1964.

Af bemærkningerne til lovforslaget anføres:

„Ved lov nr. 100 af 20. marts 1963 gennemførtes som et led i helhedsløsningen et særligt tillæg til personer, der oppebærer indtægtsbestemt folkepension, invalidepension og enkepension. Tillægget udgør 15 kr. månedlig til ægtepar, når begge ægtefæller opfylder betingelserne for at oppebære pension, og 10 kr. månedlig til enlige og til ægtepar, når kun den ene ægtefælle opfylder betingelserne for at oppebære pension, og tillægget gælder for tiden 1. april 1963 til 31. marts 1964. For samme periode blev fastsat et særligt lommepengebeløb på 3 kr. månedlig til pensionister med ophold på alderdomshjem og plejehjem for kronisk syge.

Det blev i bemærkningerne til lovforslaget udtalt, at det særlige tillæg ville blive indregnet i pensionernes grundbeløb for tiden efter 1. april 1964. Det var ligeledes forudsat, at grundbeløbene skulle forhøjes yderligere fra 1. april 1964 i takt med de lønforbedringer, der ville blive gennemført på arbejdsmarkedet som 2. del af helhedsløsningen.

Pr. 1. marts 1964 vil en typisk lavtlønnet i henhold til overenskomstnævnets kendelse af 5. april 1963 opnå en lønforbedring på ca. 3 pct. Regeringen har derfor anset det for rimeligt, at pensionisterne — udover den forbedring, der er en følge af loven om særligt tillæg til pensionisterne — opnår en tilsvarende forbedring af pensionen, d. v. s. en forhøjelse af grundbeløbet på 18 kr. månedlig for ægtepar, når begge ægtefæller opfylder betingelserne for at oppebære pension, og på 12 kr. månedlig for enlige og for ægtepar, når kun den ene ægtefælle opfylder betingelserne for at oppebære pension. Hertil kommer en yderligere forhøjelse af lommepengene med 3 kr. månedlig - - - ."

Merudgifterne ved den yderligere forhøjelse af grundbeløbet for folkepension, invalidepension og enkepension og den yderligere forhøjelse af lommepengene, som er betinget af 2. del af helhedsløsningen, ansloges til 61 mill. kr. årlig. Statens merudgifter herved bliver i finansåret 1964-65 ca. 40 mill. kr. og i finansåret 1965-66 ca. 50 mill. kr.

Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget sammen med det nedenfor omtalte forslag til lov om ændring i lov om pension og hjælp til enker m. fl.

Det fik tilslutning fra alle partiers side med undtagelse af de uafhængige, hvis ordfører, Iver Poulsen, fremhævede, at partiet var imod det forsørgelsesprincip, hvorpå folkepensionen bygger, og at den videre udbygning af folkepensionen — som han meget gerne så - burde ske efter forsikringsprincippet. Han kunne derfor ikke stemme for lovforslaget.

Chr. Madsen (SF) var meget skeptisk indstillet over for lovforslaget, idet han fandt, at det ikke nær gav pensionisterne den andel i den almindelige velstandsstigning, som de med rimelighed havde krav på. Han betvivlede i øvrigt, at kravene i den af Danmark tiltrådte internationale konvention om minimumsnormer for social tryghed var opfyldt.

I den af udvalget afgivne betænkning indstillede et flertal (udvalget med undtagelse af Chr. Madsen) lovforslaget til vedtagelse uforandret. Mindretallet (Chr. Madsen) stillede ændringsforslag, som tilsigtede en forhøjelse af de foreslåede beløb.

Som bilag til betænkningen var optrykt et bilag, som bl. a. viser, at den danske folkepensionsordning opfylder de i den nævnte internationale konvention stillede krav.

Lovforslaget vedtoges ved tredje behandling uændret og enstemmigt med 135 stemmer; 5 medlemmer (Uafh) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Niels Mørk (S), Jacob Sørensen (V), Asger Jensen (KF), Chr. Madsen (SF), Grethe Philip (RV) og Iver Poulsen (U)