Luk

Luk
Luk

Luk

L 81 Lov om ændring af lov om den faste voldgiftsret.

Af: Arbejdsminister Erling Dinesen ()
Samling: 1963-64 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 60 af 04-03-1964
Loven, der bygger på en indstilling fra arbejdsretskommissionen af 1956, indeholder ingen gennemgribende ændringer af lov nr. 536 af 4. oktober 1919 om den faste voldgiftsret, men kun mindre, af praktiske hensyn dikterede rettelser, der bl. a. tilsigter at lovfæste praksis, således som denne i tidens løb har udviklet sig på grundlag af den gældende lovs bestemmelser.

Endvidere ændres rettens navn til: "arbeidsretten" og i overensstemmelse dermed tillige titlen på loven af 1919. Dette tilsigter i første række at understrege rettens karakter af en egentlig domstol, men også at tilvejebringe større overensstemmelse med de i Norge og Sverige anvendte betegnelser for tilsvarende domstole.

Af de i øvrigt gennemførte ændringer skal kun enkelte nævnes.

Den i § 2, stk. 4, givne adgang til at oprette en eller flere tilsvarende retter ved kgl. anordning bortfalder, idet dette — efter voldgiftsrettens og regeringens opfattelse — alene bør kunne ske ved lov.

Det fastslås — ved en ændring i S 9 — at udeblivelsesdom kan afsiges af formanden uden tilkaldelse af rettens øvrige medlemmer.

Bestemmelsen i § 14, stk. 2, om adgang til kære af formandens kendelser vedrørende visse tvistigheder bortfalder. Bestemmelsen har aldrig været anvendt i praksis.

Lovforslaget gav ikke anledning til særlige bemærkninger i folketinget.

Det vedtoges uden udvalgsbehandling enstemmigt ved tredje behandling med 95 stemmer; 8 medlemmer (SF) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Helge Nielsen (S), P. B. Thisted Knudsen (V), Knud Thomsen (KF), Chr. Madsen (SF), Jacob Kirkegaard (RV) og H. Mose Hansen (U)