Ved loven gives der § 6, stk. 1, i lov nr. 372 af 23. december 1964 om valutaforhold m. v. (jfr. nærmest foregående sag) en tilføjelse, hvorefter det ikke i henhold til denne bestemmelse kan fastsættes, at udførsel skal foregå gennem et centralt eksportorgan. Samtidig er der i § 17, stk. 1, foretaget en ændring, som går ud på, at valutaloven skal bevare sin gyldighed ud over 30. juni 1965 uden nogen tidsbegrænsning.

Som begrundelse for disse ændringer anføres i bemærkningerne til lovforslaget:

Baggrunden for, at lov nr. 372 af 23. december 1964 om valutaforhold m. v. kun fik gyldighed indtil 30. juni 1965, var ønskeligheden af at koordinere lovens udførselsbestemmelser i § 6 med landbrugsministerens bemyndigelse i henhold til lov nr. 97 af 20. marts 1963 om afsætning af danske landbrugsvarer m. m. til regulering af afsætningen af landbrugsvarer til udlandet, hvilken lov ligeledes udløber den 30. juni 1965, jfr. i øvrigt den af folketingets udvalg angående lov om valutaforhold m. v. den 9. december 1964 afgivne betænkning. Man fandt således, at der ikke burde være hjemmel såvel i valutaloven som i afsætningsloven til at indføre centralsalg.

I forventning om, at der af landbrugsministeren vil blive fremsat forslag om uændret forlængelse af ministerens bemyndigelse i henhold til afsætningslovens § 2 til bl. a. at fastsætte, at eksport til lande eller lokale markedsområder, hvor det af hensyn til afsætningsforholdene skønnes nødvendigt, skal foregå gennem et centralt eksportorgan, foreslås, at bemyndigelsen til at iværksætte udførselsregulerende foranstaltninger i henhold til valutaloven udformes således, at der ikke vil være hjemmel til efter denne lov at etablere centralsalg. Centralsalg vil formentlig kun kunne komme på tale for egentlige landbrugsvarer, hvorfor det forekommer naturligt, at bemyndigelsen til at indføre centralsalg alene indeholdes i den specifikke landbrugsministerielle lov

Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte handelsministeren bl. a.:

„Som nævnt er udførselsbestemmelserne i valutaloven affattet generelt, og da jeg forstår, at den højtærede landbrugsminister i sit forslag til forlængelse af afsætningsloven vil søge bemyndigelsen bibeholdt til under visse forudsætninger at fastsætte, at eksporten af landbrugsvarer skal foregå gennem et centralt eksportorgan, har jeg taget konsekvensen heraf og foreslået, at bemyndigelsen i henhold til valutaloven til udførselsregulerende foranstaltninger begrænses, således at der ikke vil være hjemmel til at indføre centralsalg. Derved bortfalder den hidtidige dobbelthjemmel, og hjemmelen vil fremover — under forudsætning af det høje tings tilslutning hertil — alene være indeholdt i den lov, der udelukkende omhandler landbrugsvarer, altså netop de varer, hvor ønsket om et centraliseret salg kan melde sig.

Derimod finder jeg det mest naturligt, at den adgang til eventuelt at foretage en kvotering af eksporten blandt eksportørerne, som man altid har antaget lå i bemyndigelsen i valutaloven — og før den i vareforsyningsloven — til at iværksætte midlertidige udførselsregulerende foranstaltninger, fortsat opretholdes. Nødvendigheden af en eksportkvotering ud fra de i lovens § 6 opregnede hensyn kan jo komme på tale også for andre varer end landbrugsvarer, hvorfor det forekommer hensigtsmæssigt, at hjemmelen hertil fortsat bibeholdes i valutaloven. Jeg minder i øvrigt om, at jeg var inde på dette spørgsmål i den tale, hvormed jeg fremsatte forslaget til den gældende valutalov for det høje ting, og hvor jeg berørte denne eventualitet ud fra en handelspolitisk — eller markedspolitisk — vurdering, men spørgsmålet kunne jo også melde sig i forbindelse med en af forsyningsmæssige grunde motiveret eksportbegrænsning.

Jeg henleder i øvrigt opmærksomheden på, at ved det af den højtærede justitsminister fremsatte forslag til lov om ændringer i forskellige lovbestemmelser om straf, konfiskation m. v. er konfiskationsbestemmelsen i valutalovens § 15, stk.8, foreslået ophævet, således at den konfiskationsbestemmeIse, der herefter kommer til at gælde for de efter valutaloven strafbare forhold, bliver den i borgerlig straffelov indeholdte."

I folketinget mødte lovforslaget stort set tilslutning fra alle sider, idet der dog var nogen uenighed om formuleringen af den bemyndigelse til eksportkvotering, som er givet handelsministeren ved valutalovens § 6, stk. 1, og som han ifølge sin fremsættelsestale ønskede opretholdt uændret.

Under sagens behandling i et udvalg stillede Baunsgaard (RV) og Kai Moltke (SF) ændringsforslag om, at den nævnte bemyndigelse ikke skulle gælde, hvis der i en anden lov er hjemmel til gennemførelse af tilsvarende foranstaltninger.

Dette ændringsforslag, hvis formål var at fjerne en dobbeltbemyndigelse fra loven, støttedes ved 2. behandling af Bækgaard (Uafh). Fra venstres og det konservative folkepartis side havde man også en vis sympati for forslaget. Når man alligevel ikke kunne tilslutte sig det, begrundedes dette bl. a. med, at ændringsforslagets vedtagelse kunne give anledning til administrative vanskeligheder, hvor der var tale om grænsetilfælde.

Handelsministeren fastholdt sit ønske om, at man bevarede den omtalte dobbelthjemmel, der ikke var af ny dato, idet den også fandtes i den tidligere gældende valutalov.

Ved afstemningen forkastedes ændringsforslaget med 55 stemmer mod 20 (RV, SF og Uafh), idet 47 medlemmer (V og KF) afholdt sig fra at stemme.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt; 1 grønlandsk medlem tilkendegav, at han hverken stemte for eller imod.