I lov nr. 145 af 4. april 1960 om Danmarks erhvervsfond, § 16, var det bestemt, at loven skulle optages til revision senest i folketingsåret 1964-65.

I overensstemmelse hermed udarbejdedes forslaget til nærværende lov, der træder i stedet for 1960-loven, hvis bestemmelser man på flere punkter havde fundet tiden inde til at foretage ændringer i. Forslaget undergik i folketinget enkelte ændringer. I sin endelige form fik det følgende indhold:

§ 1. Danmarks erhvervsfonds midler anvendes i overensstemmelse med denne lovs regler til støtte for eksporten og til fremme af erhvervenes effektivitet og konkurrenceevne.

Fonden bestyres af handelsministeren.

§ 2. Fonden tjener som sikkerhed for de garantier og kautioner, der ydes efter loven.

Såfremt fondens midler ikke måtte være tilstrækkelige til at dække opståede tab, hæfter staten for garantierne og kautionerne, herunder de garantier og kautioner, der er ydet i henhold til den tidligere tilsvarende lovgivning.

§ 3. Der nedsættes et eksportJcreditråd med den opgave at træffe afgørelser om garantier og kautioner efter §§ 4-7.

Rådets formand udnævnes af kongen.

Handelsministeren udnævner til medlemmer af eksportkreditrådet en repræsentant for hver af følgende myndigheder, organisationer m. v.: handelsministeriet, udenrigsministeriet, finansministeriet, fiskeriministeriet, landbrugsministeriet, Danmarks Nationalbank, Danske Bankers Fællesrepræsentation, Provinshandelskammeret, Grosserer-Societetets Komité, Industrirådet, Landbrugsrådet og De samvirkende danske Husmandsforeninger i forening, Danmarks Fiskeeksportørforening, Håndværkerrådet samt Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Handelsministeren udnævner en næstformand blandt rådets medlemmer.

Medlemmerne udnævnes for 4 år ad gangen. Der udnævnes suppleanter for de af handelsministeren udnævnte medlemmer.

Der nedsættes et forretningsudvalg for eksportkreditrådet. Udvalget skal bestå af rådets formand og næstformand samt af indtil 3 andre medlemmer, der udpeges af handelsministeren.

Rådet afgiver årligt en beretning om sin virksomhed.

Handelsministeren fastsætter rådets forretningsorden, der bl. a. kan indeholde bestemmelse om, at sager, som har særlig handelspolitisk betydning, eller som angår garanti eller kaution, der frembyder særlig risiko, af rådet forelægges handelsministeren til afgørelse.

§ 4. Garanti mod tab i forbindelse med kontrakter eller tilbud vedrørende eksport af danske varer eller arbejds- og tjenesteydelser for udlandet kan gives til virksomheder, der er hjemmehørende her i landet, herunder pengeinstitutter og sådanne selskaber, sammenslutninger o. lign., der for egen regning overtager danske eksportørers fordringer på udlandet.

I særlige tilfælde kan garanti tillige gives med hensyn til eksport af varer af udenlandsk oprindelse, når eksporten skønnes ikke at ville påføre varer af dansk oprindelse konkurrence.

§ 5. Garanti i henhold til § 4 kan gives mod tab, der er en følge af,

1. at den udenlandske debitor, herunder en garanterende udenlandsk bank,

a) bliver insolvent eller inden en forud fastsat frist, efter at fordringen er forfalden, undlader at betale modtagne varer, arbejds- og tjenesteydelser eller at indfri en påtagen garanti eller

b) undlader at frigive stillede deposita eller garantibeløb, nar betingelserne herfor er opfyldt, eller

c) uden gyldig grund vægrer sig ved at modtage varen;

2. politiske forhold i debitors hjemland, såsom hindringer for overførsel af betalinger til Danmark, importforbud, krig, oprør og sådanne borgerlige uroligheder, hvorunder krigsvåben anvendes;

3. indførelse af eksportforbud her i landet eller tilbagekaldelse af allerede meddelt eksporttilladelse.

Garanti efter stk. 1 kan også gives i tilfælde, hvor eksporten finder sted gennem en virksomhed i et andet land på en sådan måde, at denne virksomhed kun hæfter for betalingen i det omfang, den selv modtager betalingen fra den endelige køber af varerne.

§ 6. Garanti kan ydes mod tab ved udlæggelse af lagre af danske varer i salgsøjemed i udlandet.

§ 7. Kaution kan ydes for lån i eksportøjemed til her i landet hjemmehørende virksomheder samt til finansiering af danske arbejds- og tjenesteydelser for udlandet.

§ 8. Der kan ydes garantier og kautioner inden for et beløb af 3 milliarder kr., heri indbefattet garantier og kautioner, der er ydet i henhold til den tidligere tilsvarende lovgivning.

§ 9. Eksportkreditrådet fastsætter den risikopræmie, der skal betales for en given garanti eller kaution.

De betalte risikopræmier anvendes til imødegåelse af tab og til dækning af de med eksportkreditrådets virksomhed forbundne udgifter. Et eventuelt overskud henlægges til Danmarks erhvervsfond.

§ 10. Handelsministeren fastsætter efter forhandling med eksportkreditrådet de nærmere bestemmelser for ydelse af de i loven omhandlede garantier og kautioner.

§ 11. Efter retningslinjer fastsat af handelsministeren — for produktivitetsfremmende foranstaltninger af vedkommende fagminister — kan der af fonden afholdes udgifter til følgende formål:

a. Udsendelse af eksportstipendiater samt ydelse af lån til eksportstipendiaters selvstændige etablering i udlandet.

b. Samarbejdende eksportørers ansættelse af ehsportkonsulenter.

c. Udstillingsvirksomhed i udlandet.

d. Generel propaganda for dansk eksport og kollektive foranstaltninger med eksportfremmende formål.

e. Produktivitetsfremmende foranstaltninger inden for industri, handel, håndværk, landbrug, fiskeri og byggeri m. v.

De til administrationen af fornævnte foranstaltninger fornødne udvalg nedsættes af vedkommende minister. efter forhandling med de interesserede erhvervsorganisationer.

§ 12. Den, der afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til brug for afgørelser efter denne lov, eller som i forbindelse med en ansøgning om støtte efter loven fortier oplysninger af betydning for sagens afgørelse, straffes med bøde eller hæfte, medmindre strengere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger eller fortielser over for pengeinstitutter i forbindelse med udbetaling af lån, for hvilke fonden har kautioneret.

§ 13. Lov nr. 145 af 4. april 1960 om Danmarks erhvervsfond ophæves.

Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte handelsministeren bl. a.:

„Loven af 1960 var i sig selv udtryk for en meget betydelig udvidelse af de faciliteter, den tidligere lovgivning havde budt danske eksportører. På eksportkreditforsikringens område skete der således dels en udvidelse af de risici, der kunne forsikres, dels en forhøjelse af risikodækningen i de ydede forsikringer, svarende til en formindskelse af eksportørernes egenrisiko. Denne udvidelse skete samtidig med, at kravet om ydelse af kredit er blevet stadig større i den internationale konkurrence.

Resultatet er blevet en stadig stigning i eksportørernes benyttelse af eksportkreditordningen. Garantiansvaret er i de ydede garantier således steget fra 860 mill. kr. pr. 1. april 1960 til nu ca. 2,2 milliarder kr.

Også med hensyn til de øvrige eksportfremmende foranstaltninger, til hvilke der inden for de på de årlige finanslove bevilgede beløb er ydet finansiel bistand, er der sket en betydelig intensivering af elcsportarbejdet. Dette har bl. a. fundet udtryk i større udstillingsvirksomhed, udsendelse af flere eksportstipendiater og eksportkonsulenter, fremstilling af eksportkataloger og eksportfilm m. m.

Forud for udarbejdelsen af det nu foreliggende lovforslag er gået en grundig drøftelse såvel i eksportkreditrådet som i handelsministeriets rådgivende udvalg vedrørende eksportfremmende foranstaltninger, hvor foruden de interesserede ministerier, erhvervenes hovedorganisationer er repræsenteret. Disse drøftelser har ført til forskellige forslag til ændring af eksportkreditordningen.

Alle under drøftelserne i eksportkreditrådet fremkomne forslag er medtaget i det nu foreliggende lovforslag, bortset fra et af bankerne fremsat forslag om at yde garanti for kursrisici. Dette forslag fandt ikke tilslutning hos rådets øvrige medlemmer."

Om de ændringer, lovforslaget indeholdt med hensyn til eksportkreditordningen, udtalte ministeren:

„Der åbnes nu mulighed for at forsikre tab, der opstår som følge af, at den udenlandske køber uden gyldig grund vægrer sig ved at modtage varen. Herved inddrages den største risiko, der er forbundet med betalingsformen: kontant mod dokumenter, under forsikringsordningen.

Medens der hidtil alene har været mulighed for at forsikre mod tab, når der foreligger en kontrakt, åbnes der nu mulighed for i visse tilfælde at forsikre mod tab, som opstår, forinden kontrakt foreligger, f. eks. på grund af manglende tilbagebetaling af beløb, der er deponeret i forbindelse med indgivelse af licitationstilbud.

Endvidere kan jeg nævne, at loven hidtil har været fortolket således, at eksportkreditgaranti kun kan gives til en eksportør. Som eksportører, der har adgang til at opnå eksportkreditrådets garanti, har man også anset sådanne statsinstitutioner, der driver erhvervsvirksomhed, som f. eks. den kgl. grønlandske handel.

Efter den nu foreslåede formulering af loven bliver der også adgang til at yde eksportkreditforsikring direkte over for en dansk bank, som måtte overtage finansieringen af eksportørens kreditgivning over for udlandet og den dermed forbundne risiko.

Efter lovforslaget åbnes der endvidere mulighed for at udvide transfereringsgarantiernes risikodækning, således at denne omfatter tab, der måtte opstå i forbindelse med, at en her i landet meddelt udførselstilladelse tilbagekaldes, eller at der indføres eksportforbud for de til udlandet solgte varer. Risikoen for, at sådanne tab bliver aktuelle, er vel ringe, og hovedmotivet for at foretage denne udvidelse er da også, at tilsvarende regler findes i visse andre landes ordninger.

Efter forslaget vil der blive klar hjemmel til at yde forsikring i forbindelse med forretninger, hvor den danske eksportør er underleverandør til et udenlandsk firma, der har kontrakten med den endelige køber, og hvor betalingen til den danske eksportør er betinget af, at hovedleverandøren opnår betaling fra den endelige køber.

En enkelt ændring af loven er af indskrænkende karakter, idet det foreslås, at den hidtil bestående adgang til at forsikre mod tab i forbindelse med reklamefremstød i udlandet udgår af loven. Der har blandt danske eksportører været meget ringe interesse for denne bestemmelse. Hertil kommer, at der er tale om foranstaltninger, der er lidet egnede til forsikringsmæssig behandling, hvorimod de passer bedre ind i lovens bestemmelser om tilskud til eksportfremmende foranstaltninger af kollektiv karakter."

Efter at have omtalt nogle ændringer, som var foreslået i eksportkreditrådets sammensætning, omtalte ministeren, at rammen for eksportkreditrådets samlede garantiydelse foresloges sat op fra 2½ til 3 milliarder kr., en udvidelse, som havde sin begrundelse i, at garantiansvaret efterhånden var nået op på 2,2 milliarder kr. og havde en fortsat stigende tendens. (Beløbet var i 1960-loven fastsat til 1½ milliard kr., men forhøjedes ved love af 21. februar 1962 og 13. marts 1963 til henholdsvis 2 og 2½ milliard kr.).

„Bestemmelserne i forslagets § 11 om eksport- og produktivitetsfremmende foranstaltninger er" — udtalte ministeren videre — „ændret i forhold til lovens § 12, således at man opnår en forenkling af lovteksten. Der er ikke herved tilsigtet nogen ændring af den fulgte praksis. Denne del af lovens område blev i 1962 grundigt gennemgået af et folketingsudvalg, der var nedsat i forbindelse med en ændring af loven. De principper, der er indeholdt i udvalgets beretning af 12. april 1962, danner grundlaget for den praksis, der i den forløbne tid er fulgt, og som det er hensigten fortsat at følge. Jeg skal i øvrigt om administrationen af lovens § 12 henvise til de årlige beretninger, som er tilstillet folketinget.

Endelig er lovens straffebestemmelse ændret, således at den ikke længere er begrænset til forhold i forbindelse med indgivelse af ansøgning til eksportkreditrådet, men tager sigte på hele lovens område."

I nogle afsluttende bemærkninger gjorde ministeren nærmere rede for eksportkreditordningens administration, efter at kompetencen til at træffe afgørelse i eksportkreditsager ved 1960-loven var blevet overflyttet fra handelsministeren til eksportkreditrådet.

Lovforslaget fik i folketinget en velvillig modtagelse fra alle sider, men gav alligevel anledning til nogen debat, der dog ikke så meget drejede sig om lovens grundprincipper som om dens administration og forskellige enkeltbestemmelser, der ønskedes nærmere overvejet.

I det udvalg, som fik sagen til behandling, opnåedes der enighed om at indstille lovforslaget til vedtagelse med enkelte ændringer, hvorom udvalget i sin betænkning udtaler:

„Ændringsforslag nr. 1, der er stillet af udvalget og tiltrådt af handelsministeren, går ud på, at Provinshandelskammeret og Grosserer-Societetets Komité hver får en repræsentant i eksportkreditrådet i stedet for Den danske Handelsstands Fællesrepræsentation.

Ændringsforslag nr. 2, der er stillet af handelsministeren og tiltrådt af udvalget, går ud på at ændre lovforslagets § 4 således, at det klart fremgår, at factoring-selskaber ligestilles med pengeinstitutter med hensyn til adgangen til at opnå garantier for eksportkreditrådet.

Ændringsforslag nr. 3, der er stillet af udvalget og tiltrådt af handelsministeren, går ud på, at bestemmelsen i lovforslagets § 8, stk. 2, hvorefter forhøjelse af gamntisummen skulle kunne ske med finansudvalgets tilslutning, udgår. Udvalget finder, at en sådan forhøjelse må ske ved lov, idet udvalget samtidig er opmærksom på, at en sådan ændring om nødvendigt må gennemføres med kort varsel.

Udvalget har drøftet betimeligheden af på ny at stille midler fra erhvervsfonden til rådighed for forbrugerrådets produktivitetsfremmende arbejde. Handelsministeren har imidlertid over for udvalget oplyst, at den andel af produktivitetsfondens midler, der administreres af handelsministeren, ikke åbner mulighed for at støtte forbrugerrådet, og en eventuel forhøjelse af støtte til forbrugerrådets samfundsnyttige arbejde må derfor henvises til kommende finanslove."

Med disse ændringer vedtoges lovforslaget enstemmigt.