Lovforslaget fremsattes i tilknytning til det ovenfor under nr. 26 omtalte forslag til næringslov.

I meget stort omfang er det næringsretlige grundlag for den gældende næringslov og beværterloven fælles. De har begge deres udgangspunkt i næringsloven af 1857, og bortset fra at næringsloven af 1931 i enkelte tilfælde direkte er citeret i den gældende beværterlov, således at disse henvisninger må ajourføres, vil en ændring i næringsloven nødvendiggøre tilsvarende ændringer i beværterloven, for at de to lovkomplekser fortsat kan være i harmoni med hinanden. De foreslåede ændringer tager derfor i alt væsentligt sigte på at bevare overensstemmelse mellem lovgivningerne for de to næringsområder. Det har derimod ikke været tanken at søge gennemført en egentlig revision af beværterloven.

I et vist omfang har udviklingen siden beværterlovens sidste revision i 1958 og — på et enkelt område — i 1963 dog gjort det naturligt at benytte lejligheden til at foreslå enkelte yderligere ændringer, som ikke står i direkte forbindelse med næringslovens revision. Om disse og enkelte andre af de i alt 18 punkter i lovforslaget bemærkes:

I beværterlovens § 10 fastlægges beværteres og gæstgiveres næringsområde. Ifølge paragraffens 1. stk., 2. pkt., må beværtere med ret til udskænkning af stærke drikke sælge indenlandsk stærkt øl og indenlandske destillerede stærke drikke ud af huset sammen med og som forholdsmæssigt tilbehør til tillavet mad. Denne begrænsning af tilladelsen til indenlandske drikkevarer har man fundet tiden inde til at ophæve, også under hensyn til vore forpligtelser i henhold til EFTA-konventionen.

I 2. stk. af § 10 er konditorers næringsområde fastlagt. Konditornæring henregnes, jfr. beværterlovens § 1, stk. 1, hvor intet andet er bestemt, til beværternæring. Traditionelt har konditornæring imidlertid også karakter af håndværksnæring. Det ved bestemmelsen fastlagte næringsområde har derfor ifølge praksis måttet suppleres med den afsætningsret, der ifølge den gældende næringslovs § 24 tilkommer håndværkere, d. v. s. at man i tilfælde, hvor man udøver faget, har adgang til også at forhandle produkter tilvirket af fagfæller. Ved indførelse af det nye næringsbrev som håndværker, handlende og industridrivende er afsætningsretten for håndværkere ikke begrænset. Lukkelovsmæssigt har konditorer imidlertid visse fordele, som de vil sætte over styr ved erhvervelse af et sådant næringsbrev. Som følge heraf har det været nødvendigt ved en ændring af den pågældende lovbestemmelse, jfr. lovforslagets § 1, nr. 6, udtømmende at fastlægge konditorers næringsområde. Det er samtidig fundet naturligt at give konditorer adgang til også at fremstille og forhandle brød.

Ved revisionen af beværterloven i 1958 blev der åbnet adgang for handelsministeren til for stormagasiners vedkommende at dispensere fra forbuddet mod, at beværter- eller gæstgivernæring med ret til udskænkning af stærke drikke blev drevet i lokaler, der tillige benyttedes til udøvelse af anden næring eller stod i direkte forbindelse med lokaler, i hvilke anden næring udøves. Siden bestemmelsens indførelse er der opstået behov for beværtningsdrift også i andre større forretninger såsom supermarkeder o. lign., og forslagets § 1, nr. 9, tager sigte på at imødekomme dette behov.

Ifølge beværterlovens § 22, stk. 1, kan politiet, i København magistraten, i sygdomstilfælde o. lign. tillade stadeholdere at benytte medhjælp. Den pågældende bestemmelse, der blev indsat i 1958, har vist sig uhyre praktisk. Imidlertid synes det rimeligt at lade stadeholdere få adgang til at anvende medhjælp i andre situationer end sygdomstilfælde m. v. Forslagets § 1, nr. 12, tager sigte på at give stadeholdere adgang til uden politiets mellemkomst at anvende ægtefælle og hjemmeværende børn og børnebørn over 18 år som medhjælp.

I den gældende beværterlovs § 26, stk. 8, er det fastsat, at bestyrere af marketenderier ikke må udøve handelsnæring, ligesom der ikke fra lokaler, som er indrettet til marketenderivirksomhed, må drives nogen næring, til hvis udøvelse der kræves næringsbrev. Baggrunden for dette forbud har været ønsket om at beskytte handlende mod en ubillig konkurrence fra marketenderibestyrernes side. Dette hensyn har man ment at kunne tilgodese ved en bevarelse af forbuddet mod, at der fra lokaler indrettet til marketenderivirksomhed drives nogen næring, hvortil næringsbrev udkræves, jfr. forslagets § 1, nr. 15.

Ved lovforslagets 1. behandling i folketinget var det særlig spørgsmålet om supermarkeders adgang til at drive beværternæring, som beslaglagde opmærksomheden, idet der var delte meninger om berettigelsen heraf.

Efter forhandlingens slutning henvistes lovforslaget til det udvalg, der var besluttet nedsat angående forslaget til en ny næringslov. Som det var ventet, nåede udvalget ikke at få tilendebragt sit arbejde inden folketingsårets slutning.