Ved lovens § 1 foretages forskellige ændringer i lov om afgift af spiritus, vin og øl, jfr. lovbekendtgørelse nr. 288 af 10. september 1964 og lov nr. 362 af 18. december 1964 (se nærmest foregående sag).

De i loven indeholdte satser for afgift på spiritus og øl er en uændret gentagelse af de ved lov nr. 362 af 18. december 1964 gennemførte satser. Denne lov skulle imidlertid efter sit indhold ophøre at have gyldighed den 1. juli 1965.

Også afgifterne af vin var i det fremsatte lovforslag anført med uændrede satser. Disse ændredes imidlertid ved lovforslagets 2. behandling, hvor der efter forslag af finansministeren i udvalgsbetænkningen vedtoges en nedsættelse af afgifterne for udenlandsk bordvin, indført på flaske, undtagen mousserende vin, og for udenlandsk bordvin, her aftappet, med 1 kr. pr. l. Ændringerne, der vedtoges med 100 stemmer, mens 79 medlemmer undlod at stemme, har sammenhæng med den ved lov om ændringer i toldloven foretagne forhøjelse af toldsatserne for bordvin med 1 kr. pr. l, se herom ovenfor under nr. 24.

Som en konsekvens af denne afgiftsnedsættelse nedsattes afgiften af dansk frugtvin, afgiftsklasse 1 og 2, samtidig med et beløb, der ifølge et nyt ændringsforslag fra finansministeren i udvalgets tillægsbetænkning ligeledes ansattes til 1 kr. pr. l.

Ved lovens § 2 foretoges nogle ændringer i lov om forskellige forbrugsafgifter, jfr. lovbekendtgørelse nr. 14 af 14. januar 1964.

Således fordobledes den tidligere gældende afgift af glødelamper m. v. samt elektriske sikringer. I forbindelse hermed imødekom man et tidligere fremsat ønske fra den pågældende branche om en fælles afgiftssats for alle damplamper (udladningslamper), idet den tidligere opdeling i afgiftssatser havde vist sig uheldig.

Endvidere forhøjedes afgiften af mineralvand, limonade og lignende alkoholfri læskedrikke fra 30 øre til 40 øre pr. l.

Ændringen af bestemmelsen vedrører glødelampeafgift, og afgift på elektriske sikringer var ikke indeholdt i det oprindeligt fremsatte lovforslag. Ændringen skyldes et af finansministeren i folketingsudvalgets betænkning fremsat ændringsforslag, der ved lovforslagets 2. behandling vedtoges ved navneopråb med 90 stemmer mod 87, mens 2 medlemmer undlod at stemme.

Ifølge et ved 2. behandling vedtaget ændringsforslag trådte loven i kraft den 1. april 1965.

Lovforslaget fremsattes for folketinget sammen med:

forslag til lov om ændring i lov om tobaksafgifter,

forslag til lov om forhøjelse af vægtafgift af motorkøretøjer og benzinafgift m. v.,

forslag til lov om ændringer i lov om almindelig omsætningsafgift, forslag til lov om afgift af annoncer,

forslag til lov om afgift af elektricitet,

forslag til lov om forhøjelse af stempelafgift,

forslag til lov om forhøjelse af afgift af arv og gave,

forslag til lov om forhøjelse af indkomstskatten af aktieselskaber m. V.,

forslag til lov om ændring af lov om særlig indkomstskat m. v.,

forslag til lov om ændring af lov om beskatning af medlemmer af investeringsforeninger og

forslag til lov om udskrivning af indkomst- og fonnueslcatten til staten for skatteåret 1965-66.

Om baggrunden for disse lovforslag udtalte finansministeren ved fremsættelsen bl. a.:

„De seneste måneders økonomiske udvikling har intet ændret i regeringens opfattelse af, hvilken finanspolitik der skal føres i det kommende finansår. Selv om vi fortsat kan glæde os over en enestående vækst i industrieksporten og vi har fået underbygget vore forventninger om en rekordhøst i 1964, der vil spare os for betydelige valutaudgifter, står tilbage det store efterspørgselspres og den meget betydelige forøgelse af importen og det deraf følgende underskud på handelsbalancen.

Det er derfor fortsat nødvendigt at tilrettelægge finanspolitikken med det sigte at neddæmpe væksten i importen i 1965. Den i går meddelte nedgang i valutareserverne ved udgangen af januar understreger jo denne nødvendighed. Den ønskede forbedring af betalingsbalancen må dog ikke finde sted på bekostning af beskæftigelsen. Det er regeringens hensigt at søge en gradvis tilnærmelse mod ligevægtssituationen, og det er med henblik på dette dobbeltmål for vor økonomiske politik — bevarelse af den fulde beskæftigelse og samtidig reduktion af betalingsbalanceunderskuddet — at vi stiler efter en moderat stramning af finanspolitikken.

Efter regeringens skøn bør denne stramning udgøre omkring 200 mill. kr., således at vi på grundlag af det nuværende skøn kommer op på et kasseoverskud på godt en milliard kroner.

Når vi i dag med udgangspunkt i finanslovforslagets overskud på 300 mill. kr. skal ajourføre overslaget over den statsfinansielle stilling i 1965-66, må vi først notere os en stigning i de samlede statsindtægter på op imod et par hundrede millioner kroner. På den ene side kan forbrugsafgifterne efter de nyeste skøn, og når indgrebene mod indkøbsruterne tages i betragtning, antages at give ca. 225 mill. kr. mere end anslået på finanslovforslaget, hvortil kommer, at den budgetterede tilbagebetaling af grundstigningsskyld på 35 mill. kr. ikke skal finde sted. På den anden side kan selskabsskatternes provenu efter erfaringerne i indeværende år ikke sættes så højt,. men må nedsættes med ca. 50 mill. kr., ligesom der også må ske en mindre nedsættelse for formuebeskatningen og påregnes lidt større udgifter til børnetilskud. Herefter vil kasseoverskuddet stige til op mod 500 mill. kr. Ganske vist må vi regne med noget større lovbundne udgifter end anslået i finanslovforslaget, men under forudsætning af en meget stram kurs over for tillægsbevillinger vil jeg skønne, at denne stigning kan modregnes i de afsatte reserver.

Der mangler således ca. 500 mill. kr. i at nå det kasseoverskud, der må være målet.

På udgiftssiden i øvrigt må vi indregne udgifterne til dækning af tjenestemændenes og en række overenskomstlønnede gruppers efterslæb, i alt op mod 600 mill. kr. Januar-pristallet, der blev offentliggjort i sidste uge, udløste den dyrtidsportion, hvortil der var afsat plads på finanslovforslaget. Da pristallet nu kun skal stige med 0,6 points fra januar til juli for at udløse en ny portion, vil det være realistisk allerede nu at regne med en yderligere udgift på godt 100 mill. kr. der kommer til udbetaling fra efteråret.

Vi står således i dag i den situation, at vi ud over den ønskede styrkelse af overskuddet skal skaffe dækning for omkring 700 mill. kr. Da styrkelsen af overskuddet, som det fremgår af, hvad jeg lige har nævnt, kræver ca. 500 mill. kr., er der altså et behov for yderligere indtægter på ca. 1.200 mill. kr. til dækning af de udgifter, vi på nuværende tidspunkt har nogenlunde kendskab til; men hertil må føjes, at vi må påregne yderligere merudgifter i de kommende måneder, dels som følge af de forestående overenskomstfornyelser på arbejdsmarkedet, der på forskellig måde smitter af på statsbudgettet, dels som følge af forhandlingerne om omfanget af landbrugsstøtten i det kommende finansår.

......

Det er i princippet klart, at dækning i et vist omfang kan opnås gennem besparelser i forhold til det fremlagte finanslovforslag. Men lige så klart er det — når man gennemgår de konkrete bevillingsforslag og tager de store krav i betragtning — at mulighederne for at opnå store besparelser er små. Jeg nævnte ved fremsættelsen af finanslovforslaget, hvorledes regeringen kritisk har gennemgået styrelsernes bidrag og skåret kraftigt ned i disse.

Når hertil føjes, at det for at dække stigningen i lovbundne udgifter er nødvendigt at reducere de afsatte reserver væsentligt, vil man forstå, at det er vanskeligt at opnå yderligere besparelser i forhold til det fremsatte finanslovforslag.

Alt i alt må vi således fastslå, at der foreligger en åbenbar nødvendighed for at øge statens indtægter væsentligt i 1965-66.

Dette kunne være opnået ved gennemførelse af en merværdiafgift, idet en sådan indebærer muligheder for at indbringe et meget betydeligt provenu. Men regeringen erkender, at der må være rimelig tid til en forhandling med erhvervene, inden et lovforslag om merværdiafgift fremsættes, og at der også må være god tid for folketinget til at behandle lovforslaget. Gennemførelse af en merværdiafgift vil jo betyde en meget gennemgribende ændring af det bestående afgiftssystem.

Hvis der imidlertid skal gennemføres en skattereform med væsentlige lettelser i indkomstbeskatningen, kan det i det lange løb kun ske ved indførelse af en omsætningsafgift med et meget bredt beskatningsområde. Den gældende almindelige omsætningsafgift, der som bekendt opkræves i engrosleddet, må derfor afløses enten af en almindelig omsætningsafgift i detailleddet eller af en merværdiafgift.

Af de to afgiftsformer, der for befolkningen som forbrugere virker nogenlunde ens, må man foretrække merværdiafgiften, som indebærer de største fordele for erhvervslivet, og som også er den nemmeste at praktisere, både for erhvervslivet og for myndighederne.

........

Det er jo imidlertid ikke denne omlægning, som ligger for nu. Som allerede nævnt vil en merværdiafgift kræve yderligere forberedelse, og da regeringen endvidere skønner, at der ikke vil være realistiske muligheder for at gennemføre en detailomsætningsafgift med virkning for finansåret 1965-66, har den valgt at søge finansiel dækning dels gennem de nu af mig fremsatte lovforslag, dels gennem de af ministeren for offentlige arbejder fremsatte to lovforslag om takstforhøjelser for statsbanerne og postvæsenet og det af socialministeren fremsatte forslag om forhøjelse af follcepensionsbidraget.

Ved udarbejdelsen af disse dækningsforslag har regeringen haft følgende synspunkter for øje. Det drejer sig om at skaffe dækning for en overgangsperiode, indtil en mere omfattende omlægning kan finde sted. Man må derfor gå ud fra, at i hvert fald en del af forslagene vil blive midlertidige. Dette taler for, at man så vidt muligt søger at undgå etablering af ny administration og i stedet foretager forhøjelse af satser på områder, som skønnes at kunne bære en sådan yderligere belastning.

På den anden side er det stadig rigtigt, hvad jeg tidligere har fremhævet, at en række af vore forbrugsafgifter er spændt næsten til bristepunktet. Dette taler for at nøjes med moderate forhøjelser og til gengæld tage sådanne forhøjelser på mange områder, også uden for forbrugsafgifternes kreds, og at medtage et par nye afgiftsområder, således som der er stillet forslag om.

Endvidere har det for regeringen været et vigtigt synspunkt, at der over dækningsforslagene som helhed var en rimelig social balance. Dette synspunkt har yderligere ført til, at der nu forelægges et nyt forslag til udskrivningslov, hvori børnetilskuddene foreslås forhøjet og et særligt persontilskud foreslås indført.

Endelig er det naturligvis også af betydning at undgå en belastning af produktionen med yderligere omkostninger. Helt har dette dog ikke kunnet undgås, når de øvrige hensyn skulle tages og den bundne opgave — at skaffe fornøden dækning — skulle løses. Den belastning af produktionen, som bliver en følge af forslagene, vil dog også være moderat."

De nævnte lovforslag behandledes under ét i folketinget. Ved 1. behandling, der formede sig som en debat om regeringens økonomiske politik, fandt Peter Nielsen (S) lovforslagene nødvendige, for at en forringet stats- og samfundsøkonomi med stagnation og arbejdsløshed kunne undgås, men lovforslagene viste på den anden side, at det nuværende skattesystem ikke kunne løse problemerne. Man måtte overveje nye former for både forbrugsafgifter og direkte skatter, der sikrede, at skatterne gik ind i takt med velstandsstigningen. Dette kunne opnås ved en merværdiskat og en kildeskatteordning, der ville virke som selvregulerende faktorer. De yderligere sparemuligheder for staten var sikkert stærkt begrænsede. Enkelte af de foreslåede afgifter ville påvirke erhvervslivets omkostninger, og man måtte naturligvis i udvalget være opmærksom på dette spørgsmål. Socialdemokratiet var villig til forhandling i udvalget, men den sociale balance måtte ikke forrykkes, og slutsummen måtte nødigt ændres.

Henry Christensen (V) betragtede lovforslagene som et nyt udslag af regeringens skadelige siksakkurs. De foreslåede forhøjelser ville betyde, at to tredjedele af det kommende års forventede indkomststigninger placeredes hos staten. Der var efter Henry Christensens mening to hovedgrunde til de stadige krav om øgede statsindtægter, for det første den skæve udvikling i samfundsøkonomien, der især skyldtes, at man bevilgede hinanden indkomstforøgelser, der oversteg produktionsstigningen, for det andet statens kolossale merforbrug. For at løse de økonomiske problemer måtte man bruge andre veje end de sædvanlige. Man måtte fremme den private opsparing, også hos erhvervslivet, bolig- og huslejeproblemet måtte løses, inflationsproblemerne måtte analyseres og løses, og en skattereform måtte gennemføres med omlægning fra direkte skatter til forbrugsafgifter. Om merværdiafgiften var den rigtige form måtte nøje undersøges.

Den store stigning i statens udgifter var tilsyneladede kommet bag på regeringen. Der manglede overblik i finanspolitikken. Venstre kunne ikke acceptere en så stor udgiftsstigning og opfordrede regeringen til at foreslå en begrænsning i udgiftsstigningen, herunder i stigningen i de lovbundne udgifter.

På baggrund af disse udtalelser vendte Henry Christensen sig mod de lovforslag, der ramte produktionen og dens omkostninger: annonceskatten, elskatten og benzinafgiftsforhøjelsen, ligesom han gik imod forhøjelsen af selskabsskatten og arve- og gaveafgiften på grund af disse afgifters opsparingsskadelige tendens. Han havde desuden forskellige indvendinger mod andre af forslagene, som man måtte se nærmere på i et udvalg.

Poul Møller (KF) bebrejdede regeringen, at den ikke inden valget havde gjort vælgerne den økonomiske situation klar. Man havde hverken talt om inflationen, den dårlige handelsbalance eller om statsfinansernes stilling. Det var rigtigt, at hele folketinget var ansvarligt for de stigende udgifter, men regeringen havde forsømt sin pligt til at give folketinget det fornødne overblik over statsfinanserne og derigennem mulighederne for dækning af udgifterne.

Men det var nu ikke rigtigt, at det store behov for midler i lige grad skyldtes oppositionen og regeringen. Regeringen havde f. eks. ikke fulgt oppositionens råd om at forhøje folkepensionsbidraget, allerede da man indførte den fulde folkepension. Oppositionen havde været imod tvangslånet, der nu skulle tilbagebetales, hvilket indebar en forringelse af statsfinanserne på 300 mill. kr. fra det ene år til det andet. Og endnu manglede der oplysning om beløbene til landbrugsstøtten og til tjenestemændene. Finansministeren budgetterede nu med et overskud på 1.000 mill. kr., men det måtte i folketingsudvalget nærmere belyses, hvorfor ministeren havde valgt netop dette tal. Man måtte samtidig være opmærksom på, at overskuddene havde en tendens til at blive større end budgetteret.

De konservative kunne acceptere overbudgetteringen under forudsætning af, at overskuddet overførtes til nationalbanken og ikke anvendtes til statens almindelige udgifter. Det kunne være en rimelig politik at anvende en del af overskuddet til køb af obligationer, men i det omfang dette skete, gik pengene ud i omsætningen igen. Det ville være bedre at støtte obligationskurserne ved at få folk til at købe obligationer for deres egne penge. Der var imidlertid intet i regeringens forslag, der kunne fremme den private opsparing. Tværtimod ville de have en negativ virkning. Under forhandlingerne i udvalget ville det være nødvendigt at finde frem til vidtgående foranstaltninger til fremme af opsparingen, og man måtte begrænse statens udgifter. Hvorfor kunne der ikke gennemføres arbejdsbesparende foranstaltninger i statsvirksomhederne? I øvrigt ville der ikke være arbejdskraft nok til den foreslåede stigning i statens anlægsvirksomhed. Der var her en skjult reserve i budgettet, ligesom der også i skønnet over indkomstskatterne var en skjult reserve.

Nye skatter og afgifter var nødvendige, men ikke til så store beløb. Brugsforeningsskatten måtte realiseres nu, og man måtte arbejde henimod en skattereform med lettelser i de direkte skatter, eventuelt i forbindelse med indførelse af en merværdiafgift.

Baunsgaard (RV) gjorde opmærksom på, at der manglede væsentlige oplysninger, før man kunne nå til en forsvarlig løsning. Spørgsmålene om landbrugsstøtten og om overenskomsterne måtte afklares. Bortset herfra måtte man først undersøge, hvor meget statens udgifter kunne begrænses, og lovændringer til dette formål blev nok nødvendige. Man måtte dog undgå at beskære de store statsinvesteringer, der var nødvendige for den videre udvikling af samfundet. Så man på de foreslåede afgifter, måtte de radikale være imod elafgiften, annonceafgiften, guld- og sølvafgiften, benzinafgiften og arve- og gaveafgiften, og de nye regler i udskrivningslovforslaget om børne- og persontilskud var for vidtgående. Man kunne nok tiltræde afgiftsforslag til et beløb på 800-900 mill. kr. og var villig til at forhandle om dækning af det manglende beløb. Kunne man ikke opkræve et ekstrabeløb i direkte skat?

Aksel Larsen (SF) var enig i, at staten måtte have skatteindtægter for at løse opgaverne, og i forhold til de påtrængende offentlige investeringsopgaver var regeringens krav næsten for beskedne. Ganske vist kunne der spares f. eks. på militærudgifterne, men det ville regeringen jo ikke. Det nye forslag til udskrivningslov var klogt og rigtigt, og forslagene om forhøjelse af selskabsskatterne, den særlige indkomstskat, arveafgiften, stempelafgiften og om en annonceskat var ligeledes udtryk for en rigtig kurs. Med hensyn til annonceskatten ville det dog nok være bedre at indføre en regel om, at udgifter til annoncer kun kunne fradrages med 50 pct. ved opgørelsen af den skattepligtige indtægt, og i forbindelse hermed burde man begrænse fradragsretten for repræsentationsudgifter. Det var et fremskridt, at man nu ville gøre folkepensionsbidraget progressivt, men man burde gøre skridtet fuldt ud og inkorporere bidraget i indkomstskatten. Forbrugsafgifterne var han ikke lige så velvillig over for, og især da ikke elafgiften.

Regeringens formål var jo både at skaffe statskassen indtægter og at begrænse forbruget, men også de private investeringer burde begrænses. Det kunne man gøre ved at nedsætte afskrivningsprocenterne og ved at gøre afskrivningerne variable, så at navnlig eksportindustrien fik de højeste afskrivningsprocenter. Det mest påtrængende var imidlertid at få ligningen effektiviseret, så alle kom til at betale skat af deres fulde indtægter, yderligere burde man afskaffe opsparingsordningerne, der ensidigt begunstigede de store indtægter, og fremfor alt burde man afskaffe skattefradragsretten. En del af de nu foreslåede forbrugsafgiftsforhøjelser burde erstattes af nogle måneders ekstra indkomstskat. En del af kasseoverskuddet, som ellers opsamledes i nationalbanken, burde indgå i en boligfond til finansiering af 3. prioriteter i boligbyggeriet til en rimelig rente.

Rimstad (Uafh) fandt som flere af de andre ordførere, at lovforslagene var udtryk for en manglende linje i regeringens politik. Folketinget burde forlange, at hvert enkelt lovforslag fremtidigt blev ledsaget af en detaljeret redegørelse for forslagets virkninger på statsbudgettet, og hvis det betød en udvidelse af de eksisterende rammer, måtte det oplyses, hvorfra pengene skulle skaffes.

For at skaffe balance på budgettet havde regeringen nu stillet forslag om øgede skatter; man havde ikke tænkt på også at prøve at formindske udgifterne. Der manglede fuldstændigt forslag om forholdsregler til forøgelse af den private opsparing. De uafhængige kunne ikke gå med til, at der blev lagt nye byrder eller hæmninger på produktionen, og de var derfor imod benzinafgiftsforhøjelsen, forhøjelsen af omsen, annonceafgiften og elafgiften. Derimod var de uafhængige forbavset over, at man fra regeringens side ikke havde foreslået en forhøjelse af fjernsynslicensen, ligesom man undrede sig over, at regeringen ikke havde fundet udvej for beskatning af de stærkt valutaforbrugende selskabsrejser. De uafhængige kunne gå med til inden for de foreslåede afgifter at tilslutte sig afgifter til omkring 400 mill. kr. Herudover kunne der skaffes yderligere 200 mill., kr. på fjernsynslicensen og selskabsrejserne, i alt 600 mill. kr., og det måtte det ønskede overskud uden betænkeligheder kunne nedsættes til. Skulle finansministeren have brug for yderligere forbrugsbegrænsning, kunne man udskrive et tvangslån på 400 mill. kr. Der manglede så 500 mill. kr. i det af regeringen ønskede beløb. Dette beløb måtte kunne spares ved en minutiøs gennemgang af statsbudgettet.

Johan Asmussen (Uafh) vendte sig mod stempelafgiften, der forøgede erhvervslivets omkostninger. Han kunne heller ikke tiltræde forhøjelsen af gave- og arveafgiften, der svækkede lysten til opsparing, og aktieselskabsskatten var hans parti modstander af ud fra det synspunkt, at det var en urimelig dobbeltbeskatning. Det først fremsatte udskrivningslovforslag havde man ikke kunnet tilslutte sig, og det gjaldt naturligvis i endnu højere grad det nu fremsatte lovforslag. Rimelige børnetilskud var men enig i, men var den nu foreslåede forhøjelse sagligt begrundet? Forslagets regler om meget vidtrækkende persontilskud fandt han nærmest barokke. Der var imidlertid al mulig anledning til at prøve at få skatter ind på områder, hvor man ikke hidtil havde hentet skatter, og han ville derfor pege på den usaglige forskelsbehandling, der gav sig udtryk i brugsforeningernes skattemæssige stilling, og som nu måtte ophøre.

Finansministeren erkendte, at statens budgetkontrol ikke havde været tilfredsstillende, men dette forhold var man i fuld gang med at rette op. Med hensyn til besparelser var der allerede før finanslovforslagets fremsættelse taget hensyn til mulighederne herfor, og det ville sikkert blive vanskeligt at finde yderligere muligheder. Arbejdet med rationalisering af statsadministrationen var allerede i gang og ville naturligvis blive videreført.

Efter 1. behandling henvistes forslaget til udskrivningslov til det udvalg, der var nedsat angående det tidligere fremsatte udskrivningslovforslag, og de øvrige lovforslag henvistes til behandling i et nyt udvalg. I udvalget, hvortil senere henvistes forslag til lov om ændringer i lov om omsætningsafgift af motorkøretøjer, se nedenfor under nr. 31, førtes en indgående drøftelse af baggrunden for lovforslagene og mulighederne for en forligsmæssig løsning, og der indhentedes i forbindelse hermed en række oplysninger, der optryktes i et særligt bilagshæfte i tilslutning til udvalgets betænlming. Det lykkedes ikke at komme til enighed, og i betænkningen delte udvalget sig i forskellige mindretal.

Efter at finansministeren i udvalgets betænkning havde oplyst, at han havde til hensigt at trække lovforslagene vedrørende arve-
og gaveafgift, afgift på annoncer og afgift på elektricitet tilbage, indstillede socialdemokratiets medlemmer af udvalget de øvrige lovforslag til vedtagelse med nogle af ministeren foreslåede ændringer, hvorom henvises til årbogens omtale af de enkelte lovforslag. Holger Eriksen (S) kunne dog ikke stemme for forhøjelsen af den almindelige omsætningsafgift. Fra de andre mindretal i udvalget forelå følgende indstillinger:

„Et mindretal (venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) har erklæret sig villig til at medvirke til gennemførelse af nogle af de fremsatte forslag og ændringsforslag, såfremt det havde været muligt at opnå et samlet forlig om den fremtidige udgiftspolitik og den almindelige økonomiske politik. Da forhandlingerne herom ikke blev afsluttet, inden betænkning skulle afgives, kan mindretallet ikke medvirke til gennemførelse af forslagene og vil nærmere redegøre for sin stilling i salen.

Den stilling, et andet mindretal (det radikale venstres medlem af udvalget) har taget til de af regeringen fremsatte afgiftsforslag, og de ændringer, der fra mindretallets side er stillet under arbejdet, er udtryk for en bestræbelse for at medvirke til en bedring i den samfundsøkonomiske balance. Skal dette opnås, forudsætter det for det kommende år et højere kasseoverskud end i indeværende finansår.

Det er i øvrigt dette mindretals opfattelse, at en væsentlig årsag til den svigtende balance i dansk økonomi er et manglende middel til at øve den nødvendige finanspolitiske indflydelse. Det radikale venstre vil derfor i den kommende tid medvirke til at udarbejde sådanne ændringer i omsætningsafgifterne, at mulighederne for bedre finanspolitisk pleje kan tilvejebringes. Det radikale venstre lægger vægt på, at en skattereform udarbejdes på en måde, der medfører mindst mulig administrativt besvær for erhvervslivet samtidig med, at den sociale sikring i skattepolitikken bevares.

Et tredje mindretal (socialistisk folkepartis medlem af udvalget) anser det for nødvendigt, at der sikres staten de nødvendige indtægter til dækning af de lovbundne udgifter og investeringsbehovet såvel som til det kasseoverskud, der bl. a. vil være en forudsætning for, at boligproblemet endelig kan blive løst. De forslag, regeringen nu er standset ved efter sine forligsforhandlinger uden om udvalget med de borgerlige oppositionspartier, er imidlertid som helhed ringere end dens oprindelige oplæg, og det vidner hverken om overblik eller en fast politik, at den nu yderligere har bebudet en tredje skattebuket.

Mindretallet vil lade sin stilling til lovforslagene og regeringens ændringsforslag bestemme dels af de enkelte forslags indhold og økonomiske og sociale virkning, dels af den helhed, hvori de indgår."

Ved 2. behandling kom man nærmere ind på baggrunden for bemærkningerne i betænkningen. Det fremgik af debatten, at regeringen over for udvalget havde forelagt en liste over besparelser på statsbudgettet til et samlet beløb af ca. 245 mill. kr. De af ministeren i udvalgsbetænkningen foreslåede beskæringer af lovforslagene oversteg imidlertid dette beløb, og ministeren havde derfor bebudet fremsættelse af yderligere nogle afgiftslovforslag, idet det desuden var udtalt som forudsætning, at en merværdiafgift kunne træde i kraft fra den 1. januar 1966. I øvrigt beskæftigede man sig bl. a. med, at regeringen før afslutningen af forhandlingerne i udvalget havde fået tilslutning til sin økonomiske politik af 2 medlemmer af venstres folketingsgruppe, Westerby og Diderichsen. De 2 medlemmer udtrådte senere af gruppen.

Under debatten fremsattes af Henry Christensen (V) og Poul Møller (KF) følgende dagsordensforslag:

„Idet folketinget udtaler sin manglende tillid til den nuværende regerings evne til at lede og sikre en fast og sammenhængende økonomisk politik med det formål at genoprette balancen mellem produktion og efterspørgsel, mellem opsparing og forbrug og i den danske udenrigshandel,

går tinget over til næste sag på dagsordenen."

Senere i debatten fremsatte Aksel Larsen (SF) følgende 2 dagsordensforslag:

„Folketinget henstiller til regeringen ikke at gennemføre de påtænkte besparelser vedrørende børne- og ungdomsforsorgen på socialministeriets budget og vedrørende skoler og læreanstalter på undervisningsministeriets budget og fortsætter dermed behandlingen af den foreliggende sag"

og

„Folketinget opfordrer regeringen til at gennemføre væsentlige besparelser på de militære drifts- og anlægsbudgetter og fortsætter dermed behandlingen af den foreliggende sag."

Endelig fremsatte Baunsgaard (RV) følgende dagsordensforslag:

„Idet folketinget opfordrer regeringen til at fortsætte bestræbelserne for at tilvejebringe økonomisk balance og gennemføre en skattereform samt at stille sådanne ændringsforslag til finansloven, at størst mulige besparelser opnås uden at skade udbygningen på de 'sociale og uddannelsesmæssige områder,

fortsætter tinget behandlingen af de foreliggende forslag."

Det sidstnævnte dagsordensforslag vedtoges med 79 stemmer mod 77, mens 13 medlemmer undlod at stemme. Hermed var de andre dagsordensforslag bortfaldet.

Efter en kort udvalgsbehandling mellem 2. og 3. behandling vedtoges forslag til lov om ændringer i lov om afgift af spiritus, vin og øl samt i lov om forskellige forbrugsafgifter i den ændrede skikkelse ved 3. behandling med 90 stemmer (S, RV, Westerby, Diderichsen og Knud Hertling) mod 10 (SF); 79 medlemmer (V, KF, Uafh, 1 grønlandsk og 1 færøsk medlem) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.

Vedrørende afstemningerne over de øvrige lovforslag henvises til Årbogens omtale af de enkelte lovforslag.