Ved loven indsættes i § 88 i lov nr. 1.54 af 7. juni 1958 om lønninger og pensioner m. v. til statens tjenestemænd følgende nye bestemmelse som stk. 3:
„Antallet af portioner overenskomsttillæg fastsættes fra 1. januar 1965 til 97. Inden 1. april 1965 optager finansministeren forhandling med tjenestemændenes centralorganisationer om eventuel ændring af antallet af portioner, jfr. stk. 1 og 2. Finansministeren træffer nærmere bestemmelse angående udbetalingen af overenskomsttillægget for januar kvartal 1965."
Som begrundelse herfor udtalte finansministeren ved fremsættelsen bl. a.:
„Denne forhøjelse af tjenestemandslønningerne har til baggrund, at den lønudvikling, som har fundet sted i de senere år, har medført, at tjenestemændene har opnået væsentlig mindre lønstigninger end andre lønmodtagere. Fra tjenestemandsorganisationernes side er dette forhold blevet fremdraget bl. a. i forbindelse med forhandlingerne om helhedsløsningen, og ved fremsættelsen af det lovforslag om ændring i tjenestemandsloven, der blev fremsat som led i helhedsløsningen, udtalte jeg i min fremsættelsestale, at rigtigheden af de af organisationerne fremførte synspunkter vedrørende lønudviklingen ikke kunne afvises. Imidlertid var der på daværende tidspunkt ingen mulighed for at gennemføre en speciel lønregulering for tjenestemændene, hvilket da også blev accepteret af tjenestemandsorganisationerne .
At der foreligger et lønefterslæb for tjenestemændenes vedkommende, må vist også siges at være almindelig erkendt fra alle sider i det høje ting, ligesom det også fremgår af den af det økonomiske råds formandskab for nylig afgivne rapport.
Det må erkendes, at det ikke vil være rimeligt at fortsætte med denne tilstand, der dels giver anledning til utilfredshed blandt tjenestemændene og kan skabe et dårligt forhold mellem staten og dens medarbejdere, dels medfører betydelige vanskeligheder for staten med hensyn til at rekruttere og fastholde kvalificeret personale i tjenestemandsstillingerne.
Uanset det almindelige ønske om tilbageholdenhed i indkomstudviklingen måtte det derfor anses for nødvendigt at få dette problem bragt ud af verden, og det var regeringens skøn, at det — netop fordi det drejer sig om et lønefterslæb — ville være det rimeligste at få klarhed over, hvorledes problemet kunne løses, inden afviklingen af den almindelige overenskomstsituation finder sted, og inden finanspolitikken for det kommende finansår fastlægges.
Under disse omstændigheder opfordrede statsministeren på det møde, som regeringen den 19. oktober i år holdt med repræsentanter for erhvervenes og arbejdsmarkedets organisationer, til hurtigst mulige forhandlinger om tjenestemændenes lønefterslæbsproblem. Tjenestemandsorganisationerne reagerede positivt på denne opfordring, og der er herefter i perioden fra 30. oktober til 17. november ført en række forhandlinger mellem statstjenestemændenes centralorganisationer og Danmarks Lærerforening og mig.
Forhandlingerne har alene drejet sig om tjenestemændenes lønefterslæb, herunder for hvilken periode det skulle opgøres, og af hvilken størrelse det var. Udgangspunktet for forhandlingerne måtte være stillingen, som den var ved gennemførelsen af lønningsloven den 1. april 1958. Dengang havde en lønningskommission søgt at tilvejebringe en ligevægt mellem de forskellige grupper af tjenestemænd på den ene side og tilsvarende lønmodtagergrupper i det private erhverv på den anden side. Denne ligevægt var nu forrykket, og formålet med forhandlingerne måtte være at søge den genoprettet. Da den senest offentliggjorte lønstatistik for arbejdere på det private arbejdsmarked er for januar kvartal 1964, har der været enighed om at opgøre lønefterslæbet til og med dette kvartal. Der opstod i denne forbindelse et særligt teknisk problem, idet de overenskomstmæssige lønforbedringer samt forhøjelse af dyrtidstillægget på det private arbejdsmarked i foråret 1964 havde virkning fra 1. marts, medens de tilsvarende forbedringer for tjenestemændene skete fra 1. april. Ved sammenligningen af de to sæt lønninger må der tages hensyn til denne forskel.
Der er på det nævnte grundlag foretaget forskellige beregninger til vurdering af lønefterslæbets størrelse. Da disse beregninger imidlertid er behæftet med visse usikkerhedsmomenter og viser en vis spændvidde i lønefterslæbets størrelse, har der under forhandlingerne været enighed om, at størrelsen i nogen grad må fastsættes efter et skøn.
Under forhandlingerne fremsatte jeg forslag om, at det beløb, som skulle ydes tjenestemændene til udligning af lønefterslæbet, skulle komme til udbetaling ratevis. Denne tanke blev imidlertid afvist af tjenestemandsorganisationerne med henvisning til, at det drejede sig om et løntilgodehavende, som tjenestemændene havde måttet vente på i lang tid. Det var således ikke muligt at opnå enighed på dette grundlag, men da der under de videre drøftelser viste sig at være en vis samhørighed mellem antallet af portioner og tidspunktet for disses udbetaling, gik jeg trods betænkeligheder ind på at forhandle på dette grundlag. Det lykkedes herefter at opnå enighed om den ordning, som fremgår af lovforslaget og bemærkningerne til dette.
Som tidligere nævnt vedrører den foreslåede ordning kun tjenestemændenes lønefterslæb til og med januar kvartal 1964, og det er i lovforslaget bestemt, at der inden 1. april 1965 skal optages nye forhandlinger med tjenestemændenes centralorganisationer om eventuel ændring af antallet af overenskomsttillægsportioner. Disse forhandlinger vil så omfatte virkningerne for tjenestemandslønningerne af lønudviklingen på det private arbejdsmarked siden januar kvartal i år, herunder også de overenskomstmæssige forbedringer, der måtte fremkomme som resultat af forhandlingerne mellem det private arbej dsmarkeds hovedorganisationer.
Med hensyn til den i lovforslaget indeholdte bemyndigelse for mig til at træffe nærmere bestemmelse om udbetalingen af lønforhøjelsen for januar kvartal 1965 kan jeg sige, at jeg af hensyn til statsfinansernes virkning på den almindelige likviditet har anset det for ønskeligt, at udbetalingen finder sted på den måde, der fremgår af lovforslagets bemærkninger. Det vil sige, at forhøjelsen for januar måned udbetales pr. 1. februar, medens forhøjelsen for februar og marts måneder udbetales pr. 1. marts. Denne udbetalingsform tjener til at sikre en pengemæssigt mere rolig udvikling, og jeg er glad for, at tjenestemændene har vist forståelse for dette synspunkt.
Efter tjenestemandsloven kan antallet af overenskomsttillægsportioner fastsættes med hjemmel på bevillingslov. Jeg har imidlertid under hensyn til spørgsmålets rækkevidde, herunder også navnlig dets økonomiske rækkevidde, fundet det rigtigst, at det forelægges som et særligt lovforslag til behandling i det høje ting.
Jeg vil gerne føje til, at jeg agter at anmode det ærede finansudvalg om tilslutning til en forhøjelse af det midlertidige tillæg til bestilling stillæg og finanslovshonorarer fra 17 til 31 pct. fra 1. januar 1965. Hermed vil bestillingstillæg og honorarer — i overensstemmelse med de tilstedeværende forudsætninger for reguleringen af disse ydelser — have fået en forhøjelse, som svarer til den forhøjelse, tjenestemandslønningerne vil få gennem fastsættelsen af overens- komsttillægsportionernes antal til 97."
Efter aftale med partierne blev lovforslaget sat til 1. behandling allerede samme dag, som det var fremsat. Begrundelsen herfor var, at det — med henblik på tilvejebringelse af de fornødne midler til tjenestemandslønningernes forhøjelse — ledsagedes af et forslag til lov om afgiftsforhøjelser (jfr. ovenfor under nr. 25), hvilket forslag påregnedes gennemført efter en forholdsvis hurtig behandling.
Det heromhandlede lovforslag henvistes efter 1. behandling til lønningsudvalget, der i sin enstemmige betænkning udtalte:
„Udvalget har holdt 2 møder og har herunder haft samråd med finansministeren, der endvidere skriftligt har besvaret forskellige af udvalget stillede spørgsmål.
Under behandlingen af lovforslaget har udvalget gennemgået forskelligt statistisk materiale vedrørende lønudviklingen for tjenestemændene og på det private arbejdsmarked, hvilket materiale har været stillet til udvalgets rådighed til belysning af grundlaget for den foreslåede forhøjelse af tjenestemændenes overenskomsttillæg med 49 portioner.
Under samrådet med finansministeren har udvalget modtaget en række supplerende oplysninger bl. a. vedrørende baggrunden for det foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt for ydelsen af det yderligere antal overenskomsttillægsportioner samt vedrørende de forhandlinger om tjenestemændenes lønforhold, som efter lovforslaget skal optages med tjenestemandsorganisationerne inden 1. april 1965. Udvalget har endvidere med finansministeren drøftet spørgsmålet om muligheden for en hyppigere regulering af overenskomstillægget end hidtil med henblik på at undgå, at der fremtidig opstår et så betydeligt lønefterslæb for tjenestemændene som det nu foreliggende. Ministeren gav herunder udtryk for, at han var enig med udvalget i det ønskelige i fremtidig at undgå en sådan ophobning af løntilgodehavende for tjenestemændene, og at man, da en automatisk virkende ordning næppe var gennemførlig, måtte tilstræbe hyppigere forhandlinger om overenskomstillægget, hvis udviklingen skulle tilsige dette.
Udvalget indstiller herefter enstemmigt lovforslaget til vedtagelse uændret."
Lovforslaget vedtoges uændret og enstemmigt.