Ved loven forhøjedes det i lov nr. 94 af 19. marts 1962 om teknisk samarbejde med udviklingslandene (årbog 1961-62, side 59), § 7, stk. 1, omhandlede rådighedsbeløb for udenrigsministeren til ydelse af statslån til udviklingslandene fra 100 mill. kr. til 300 mill. kr.

Om baggrunden for lovforslaget udtalte udenrigsministeren ved dets fremsættelse bl. a.:

„Samtlige partier har hidtil været enige i, at Danmark burde udvide sin bistand til udviklingslandene på linje med andre industrialiserede lande. Medens vort bidrag til FNs bistandsprogrammer har været så betydeligt, at det indtil for nylig har placeret Danmark blandt de største bidragydere regnet pr. indbygger, er det imidlertid en beklagelig kendsgerning, at vor samlede bistand i forhold til andre europæiske landes er yderst beskeden især sammenlignet med de tidligere kolonimagters, men tillige — regnet pr. indbygger — ligger væsentligt under Sveriges og noget under Norges.

De Forenede Nationers generalforsamling har allerede for flere år siden opfordret industrilandene til at bestræbe sig på årligt at yde mindst 1 pct. af nationalindkomsten som bistand til udviklingslandene. Fra dansk side har vi stemt for denne henstilling. Under De Forenede Nationers handels- og udviklingskonference i Genéve i foråret 1964 blev der på baggrund af det meget store betalingsbalanceunderskud, som udviklingslandene efter de foretagne beregninger forventes at ville få, såfremt de skal nå op på den vækstrate på 5 pct., der er fastsat for FNs udviklingstiår, på ny vedtaget en indtrængende henstilling om, at hvert enkelt industrialiseret land skulle bestræbe sig på at forhøje den årlige hjælpeydelse til udviklingslandene, således at denne kom op på 1 pct. af nationalindtægten. Det vil for Danmarks vedkommende sige ca. 500 mill. kr.

De erfaringer, der er høstet siden loven blev vedtaget for 2½ år siden, viser, at den bilaterale tekniske bistand kun kan forøges i relativt langsomt tempo. Forberedelserne til og forhandlingerne med modtagerlandene om bistandsprojekter er meget tidkrævende. Efter en forsigtig start har det sidste år imidlertid vist en stigende interesse hos udviklingslandene for at opnå langfristede statslån på lempelige vilkår i Danmark med henblik på indkøb af dansk industrielt udstyr. Der er ingen tvivl om, at denne lånemulighed har bidraget meget væsentligt til at gøre det klart for de interesserede udviklingslande, at Danmark ikke længere blot er et landbrugsland, men besidder en konkurrencedygtig industri, der kan levere meget af det udstyr, udviklingslandene har brug for og i de kommende årtier vil få stadigt stigende behov for, efterhånden som virkningerne af den tekniske bistand gør sig gældende.

........

Jeg vil gerne tilføje, at lånebeløbene ikke trækkes straks efter, at en låneaftale er afsluttet. Der kan gå endog meget lang tid, før modtagerlandet har truffet de fornødne beslutninger angående lånenes anvendelse og kontraktforhandlinger mellem importør og eksportør er afsluttet. Virkningerne på den danske økonomiske situation — der under alle omstændigheder vil være små — af den foreslåede udvidelse af udlånsmuligheden vil således blive strakt over en årrække. Nogen nævneværdig indflydelse på den økonomiske situation inden for de første år vil forslaget derfor ikke kunne få."

Lovforslaget mødte under dets behandling i folketinget tilslutning fra alle partiers ordførere. Efter 1. behandling henvistes det til behandling i et udvalg, der i sin enstemmige betænkning fremhævede som sin opfattelse, at den samlede danske bistand til udviklingslandene bør forøges, efterhånden som effektive projekter fremkommer gennem styrelsen for teknisk samarbejde med udviklingslandene, hvorved udvalget forudsatte, at disse bestræbelser fremmes mest muligt.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt.