Invalidepensionen og folkepensionen har siden socialreformen i 1933 været ydet med samme grundbeløb. Det er imidlertid ofte gjort gældende, at der er så afgørende forskel på invalidepensionisternes og folkepensionisternes forhold, at det ville være rimeligt at fastsætte invalidepensionens niveau på grundlag af en selvstændig vurdering, hvor hovedvægten lægges på en sammenligning med niveauet på det arbejdsmarked, som invaliditeten udelukker fra.

På denne baggrund nedsatte socialministeren i 1962 et udvalg med den opgave at overveje de gældende regler om vilkårene for adgangen til at oppebære invalidepension og andre offentlige ydelser til invaliderede og på grundlag heraf at fremkomme med sådanne forslag til ændringer, som måtte anses for egnede til at fremme mulighederne for en mere individualiseret bistand.

Nærværende lov bygger helt på det af udvalget stillede forslag, idet der dog er foretaget en række ændringer af systematisk og redaktionel karakter og — af finansielle grunde — gennemført en overgangsordning i det første år efter lovens ikrafttræden.

Hvad loven i hovedsagen går ud på, er følgende:

Bestemmelserne om invalidepension udskilles fra folkepensionslovgivningen i en selvstændig lov om invalidepension m. f., jfr. herved den samtidig gennemførte lov om folkepension (nærmest foregående sag).

Der gennemføres en forhøjelse af invalidepensionsniveauet, navnlig for de sværest invaliderede. I denne forbindelse indføres en graduering af pensionsstørrelserne efter graden af erhvervsevnens nedsættelse (§§ 3 og 4).

Til de hårdest ramte — d. v. s. personer, der må anses for erhvervsudygtige i ethvert erhverv, eller som kun har ubetydelig erhvervsevne i behold — ydes et grundbeløb (som indtægtsreguleres), et invaliditetsbeløb og et beløb for erhvervsudygtighed.

Til personer, hvis erhvervsevne er nedsat i mindre grad, men dog med omkring 2/3, ydes grundbeløb og invaliditetsbeløb.

Til personer, hvis erhvervsevne er nedsat i mindre grad, men dog med mindst halvdelen, ydes invalidepension, bestående af halvt grundbeløb og halvt invaliditetsbeløb.

Ydelsernes størrelse fremgår af § 4. Herefter svarer grundbeløbet til folke- og enkepensionens grundbeløb. Beløb for erhvervsudygtighed og invaliditetsbeløb svarer hver for sig til halvt grundbeløb. Loven medfører, at en pensionist uden nogen erhvervsevne vil blive berettiget til et beløb, der er det dobbelte af det gældende grundbeløb, og de øvrige blandt de nuværende invalidepensionister vil opnå et beløb, der er 1½ gang det gældende grundbeløb.

I en overgangstid fra 1. april 1966 til 31. marts 1967 ydes invaliditetsbeløbet og beløbet for erhvervsudygtighed med noget lavere beløb.

§§ 5-9 indeholder reglerne om regulering af pensionens grundbeløb som følge af andre indtægter, de såkaldte fradragsregler. Reglerne svarer stort set til den gældende lovs regler herom.

Det følger modsætningsvis af loven, at beløb for invaliditet og erhvervsudygtighed ikke er genstand for indtægtsregulering.

Reglen om, at invalidepensionen ikke kan nedsættes under 1/3 af grundbeløbet, er ophævet som følge af indførelsen af invaliditetsbeløbet.

§§ 10-14 indeholder reglerne for ydelse af tillæg til invalidepensionen. Det hidtidige invaliditetstillæg erstattes af det væsentligt højere invaliditetsbeløb, jfr. § 4. Ved bestemmelserne forhøjes i øvrigt bistandstillægget (med 1.164 kr. til 2.532 kr. årlig). Det hidtidige såkaldte huslige bistandstillæg bortfalder, hvilket må ses i sammenhæng med det nye ikke-indtægtsregulerede invaliditetsbeløb og den stedfundne udbygning af hjemmehjælpsordningerne. Plejetillægget forhøjes med 2.772 kr. til 5.064 kr. årlig. Såvel bistands- som plejetillæg ydes dog i overgangsperioden (1. april 1966-31. marts 1967) med noget lavere beløb. De øvrige regler om tillæg svarer til de hidtidige regler herom.

De hidtidige regler om invaliditetsydelse, bistandsydelse og plejeydelse til personer, der er alvorligt invaliderede, og som, alene fordi de udøver erhvervsarbejde, er afskåret fra at oppebære invalidepension, er afløst af bestemmelserne i § 15. Herefter er de nævnte ydelser erstattet af en invaliditetsydelse, der beløbsmæssigt svarer til invaliditetsbeløbet. Til invaliditetsydelsen kan ydes samme bistands- og plejetillæg som til invalidepensionen. Kredsen af personer, der er berettiget til invaliditetsydelse, er udvidet derved, at personer, der på grund af alvorlig høreskade har svære kontaktvanskeligheder, nu er omfattet af bestemmelsen.

Begrundelsen for den omhandlede forhøjelse af invalidepensionens niveau er, at invalidepensionisterne befinder sig på alderstrin, hvor den ikke-invaliderede normalt har sin fulde arbejdsevne og tjener fuld arbejdsindtægt. Dette kompensationssynspunkt, der fører til en afstemning af pensionen efter det almindelige lønniveau, har kun fuld vægt for invalidepensionister, der befinder sig i den normale alder. Det er derfor i 8 2 bestemt, at invalidepension i almindelighed kun kan tilkendes personer under 60 år, således at personer over denne alder henvises til at søge folkepension efter den særlige dispensationsbestemmelse. Svært invaliderede har dog adgang' til at søge invalidepension til det 67. år, i hvilke tilfælde pensionen fastsættes til grundbeløb og invaliditetsbeløb. Endvidere er det fastsat, at invalidepension bortfalder ved det fyldte 67. år, hvor de pågældende overgår til folkepension. I øvrigt fastslås det, at invalidepension efter det fyldte 60. år hverken kan tilkendes, frakendes eller ændres til højere eller lavere pension bortset fra de forandringer, der følger af reglerne om fradrag for indtægter.

Invalidepension kan som hidtil tilkendes fra det fyldte 15. år, højeste pension dog først Ira det fyldte 18. år.

De gældende betingelser for adgang til at bevare invalidepension er ændret, jfr. § 26. Mens betingelserne hidtil har været de samme for at opnå og for at bevare pensionen, bestemmes det nu, at pensionen, når den fysiske eller psykiske invaliditet i det væsentlige er uændret, normalt bevares, så længe pensionistens personlige arbejdsindtægt ikke vedvarende overstiger et beløb svarende til det dobbelte af grundbeløbet for enlige.

I § 43 indeholdes en række detaljerede overgangsbestemmelser.

Lovens øvrige bestemmelser — om invalideforsikringsretten og ankenævnet, om begæring og udbetaling m. v., om forandring eller bortfald af ydelse, om klageadgang m. m. og om refusion, invalideforsikringsfonden m. m. — svarer stort set til den gældende lovs regler.

Loven træder i kraft den 1. april 1966.

Som det fremgår af ministerens fremsættelsestale og af lovforslagets bemærkninger, vil loven medføre betydelige merudgifter. Efter lovens fulde gennemførelse vil merudgiften andrage ca. 255 mill. kr. Da udgiften til beløb for erhvervsudygtighed samt invaliditetsbeløb vil være gradvis stigende, anslås den samlede merudgift i det 8. år efter forslagets vedtagelse til ca. 285 mill. kr.

Det bemærkes, som det vil fremgå af den samtidigt gennemførte lov om folkepension, at der ikke længere skal opkræves invalidepensionsbidrag, men alene et folkepensionsbidrag.

Lovforslaget fik en særdeles velvillig modtagelse i folketinget. Der var fra alle sider enighed om de hovedsynspunkter, lovforslaget var udtryk for. Der var dog enkeltheder, som flere af ordførerne ønskede nærmere drøftet, herunder bl. a. fradragsregler, som især kritiseredes af Søren Andersen (V). Flere af ordførerne beskæftigede sig med spørgsmålet om, hvorledes der skulle skaffes dækning for merudgifterne, og bl. a. Clara Munck (KF) fandt det uheldigt, at man afskaffede invalidepensionsbidraget.

I den af udvalget afgivne betænkning siges bl. a.:

„Udvalget har endvidere drøftet spørgsmålet om gennem tilskudsordninger at skabe mere ligelige vilkår for pensionister, der bebor lejligheder, som får lejenedsættelse som pensionistboliger, og for pensionister, der ikke bor i sådanne boliger, samt i det hele spørgsmålet om en vis udligning af de forskellige vilkår for pensionisterne, der er en følge af de forskellige lejeniveauer.

Der er i udvalget enighed om, at disse spørgsmål bør tages op til drøftelse i en større sammenhæng, og udvalget henstiller derfor til socialministeren at foranledige, at spørgsmålene bliver medtaget til behandling i det folketingsudvalg, som i den kommende tid skal beskæftige sig med problemerne i forbindelse med en normalisering af boligmarkedet.

Der har i udvalget fundet en drøftelse sted af de gældende fradragsregler for beregning af pensionerne. Socialministeren har over for udvalget givet tilsagn om at lade et ekspertudvalg undersøge de gældende fradragsregler inden for hele det sociale pensionsområde med henblik på en forenkling og lempelse af disse regler.

Udvalget har nøje overvejet mulighederne for at lade de fulde forhøjelser af ydelserne træde i kraft allerede fra den 1. april 1966, men under hensyn til de betydelige merudgifter, der vil være forbundet hermed, er der i udvalget enighed om at afstå fra at stille ændringsforslag herom...."

Herefter indstillede et flertal (socialdemokratiets, det radikale venstres og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med en af socialministeren foreslået ændring, som tilsigtede at forhindre, at en person fra et andet nordisk land for samme tidsrum kan modtage pension både fra dette land og fra Danmark.

Et mindretal (venstres medlemmer af udvalget) fandt de nuværende fradragsregler for strenge og stillede derfor ændringsforslag, som gik ud på en lempelse af disse.

Et andet mindretal (det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) mente, at der stadig burde betales et særligt bidrag, som kunne overføres til invalideforsikringsfonden til delvis dækning af statens udgifter til invalidepension m. v., og stillede derfor ændringsforslag, som tilsigtede at opretholde den bestående ordning med hensyn til invalide- og folkepensionsbidraget.

Ved 2. behandling forkastedes de af mindretallene stillede ændringsforslag, medens det af ministeren stillede vedtoges.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med denne ændring enstemmigt.