Luk

Luk
Luk

Luk

B 16 Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en kommission til undersøgelse af visse forgiftnings- og forureningsfarer.

Samling: 1965-66
Status: Bortfaldet
Forslaget til folketingsbeslutning havde — ligesom et i den foregående samling fremsat forslag (årbog 1964-65, side 595) — følgende ordlyd:

Folketinget opfordrer regeringen til at nedsætte en kommission, der skal fremkomme med forslag til en bedre beskyttelse mod de farer, som den moderne teknologiske udvikling i stigende grad frembyder.

Kommissionen skal især undersøge følgende områder:

1. Sundhedsfarer ved reststoffer og tilsatsstoffer i fødemidler.

2. Forureningsproblemer, såvel luftforurening, grundvands- og drikkevandsforurening som forurening af havvand og overfladevand.

3. Giftstoffers og affaldsstoffers indflydelse på den vilde natur.

Kommissionen skal kunne stille forslag såvel om konkrete lovmæssige foranstaltninger som om udbygning og koordinering af de kontrollerende organer.

Da det drejede sig om en genfremsættelse, kunne ordførerne ved første behandling for en stor del henholde sig til tidligere udtalelser om sagen. Det samme gjaldt indenrigsministeren, der fortsat var villig til at søge de rejste problemer belyst på bedst mulig måde.

Det udvalg, der blev nedsat af folketinget til behandling af beslutningsforslaget, udbad sig, efter hvad ministeren oplyste, den 30. april i fjor en række oplysninger, herunder en fortegnelse over love, der indeholder bestemmelser vedrørende forgiftnings- og forureningsfare. „Dette materiale, ret omfattende, foreligger nu, og det vil naturligvis efter anmodning blive fremsendt til det udvalg, jeg påregner bliver nedsat til behandling af beslutningsforslaget.

Jeg skal sluttelig sige, at jeg naturligvis erkender problemernes alvor og store betydning og er særdeles villig til med bistand af embedsapparatet i indenrigsministeriet at deltage i drøftelser af eventuelle løsninger."

Som i den foregående samling henvistes forslaget til behandling i et udvalg. Dette afgav ikke betænkning, men udtaler i en af udvalget afgivet beretning:

„Udvalget har holdt 3 møder og herunder haft samråd med indenrigsministeren. Det har endvidere haft samtale med sundhedsstyrelsens ledende embedsmænd med ansvar for forgiftnings- og forureningsspørgsmål.

Som svar på et spørgsmål om de relevante love og deres administration har udvalget modtaget et meget værdifuldt og omfattende materiale, der giver oversigt over hele dette lovgivningsområde og dets administration. Udvalget har endvidere modtaget en redegørelse for internationalt samarbejde, især hvad den herhenhørende forskning angår.

Over for udvalget er det fremhævet, at forskningen på området er ringere udbygget i Danmark end i de fleste andre vesteuropæiske lande, og at det administrative kontrolapparat er svagt, især i sine yderste led. Det er oplyst over for udvalget, at en bedre administrationspraksis er under kommissionsforberedelse, og at der er afsluttet eller fremskredet kommissionsarbejde med sigte på en revision af vandvindings- og spildevandsloven.

Fra sagkyndigt hold har man frarådet at lade hele området underkaste en kommissionsundersøgelse, hvorimod det kunne anbefales, at der inden for de nærmeste år kunne tages skridt til nedsættelse af en ekspertgruppe, der kunne gøre indstillinger om foranstaltningernes koordinering og prioritering.

Udvalget kan tilslutte sig den opfattelse, at det næppe i øjeblikket vil være muligt at gennemføre det i forslaget anførte kommissionsarbejde. Den meget afgørende betydning, som forgiftnings- og forureningsfaren har, gør det på den anden side nødvendigt, at folketinget nøje følger udviklingen på disse områder. Udvalget skal derfor henstille til overvejelse for det kommende stående udvalg for videnskab og forskning, at dette udvalg lader disse problemer få en vigtig plads i sit arbejde. Der vil således med udbytte kunne afholdes et orienteringsmøde om disse emner for folketingets medlemmer i fællesskab med videnskabsmænd og teknikere."
Partiernes ordførere
Børge Schmidt (S), Søren Jensen (V), Niels Ravn (KF), Svend Haugaard (RV), Erik Østergaard (U) og Niels Westerby (LC)