Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag, der sigter til:

1. at øge Danmarks årlige u-landshjælp med 100 mill. kr. — i indeværende finansår med 50 mill. kr. ud over de allerede bevilgede beløb,

2. at den øgede bevilling anvendes til såvel teknisk bistand som til humanitær indsats. Den humanitære hjælp tænkes især at skulle ydes til Indien i tilfælde af fortsat, akut hungersnødssituation eller til andre lande i lignende nødsituationer,

3. at den humanitære hjælp består i køb og afsendelse af danske levnedsmidler og medicinalvarer,

4. at der skaffes dækning for den årlige udgift på 100 mill. kr. (i finansåret 1966-67 50 mill. kr.) ved en sukkerafgift på 0,50 kr. pr. kg. For at danske virksomheders konkurrencemæssige stilling ikke skal forringes, pålægges importvarer, hvori indgår sukker, en udligningsafgift. Ligeledes ydes der godtgørelse til danske eksportører af varer med sukkerindhold.

Forslaget var ledsaget af følgende bemærkninger:

Danmark har i FN stemt for, at vor u-landshjælp bør udgøre 1 pct. af landets nationalprodukt. Dette mål er langtfra nået, og det er tvivlsomt, om det — med det nuværende udviklingstempo — kan nås inden 1970.

I de sidste 7-8 år er der sket en produktionsstigning på ca. 35 pct. her i landet. På denne baggrund bør det være en overkommelig opgave, at den ene procent til u-landshjælp søges tilvejebragt snarest.

En hurtig forøgelse af u-landshjælpen er påkrævet af flere grunde:

For det første fordi rige lande må føle sig moralsk forpligtet til at hjælpe fattige lande.

for det andet fordi en fremskyndet udvikling af u-landene vil hjælpe med til at mindske spændingen mellem de rige lande i nord og de fattige lande i syd.

for det tredie fordi en hurtigere forøgelse af u-landshjælpen vil medføre en øget dansk goodwill, der kan opmuntre andre rige lande til en lignende indsats.

Dækningen af den årlige ekstrabevilling på 100 mill. kr. foreslås tilvejebragt ved en sukkerafgift. Ud fra sundhedspolitiske synspunkter må det danske sukkerforbrug karakteriseres som værende rigeligt.

På denne baggrund forekommer det rimeligt at kæde dækningen af den øgede u-landsbevilling sammen med afgift på det indenlandske sukkerforbrug.

Sukker er — i modsætning til mange andre forbrugsvarer — ikke pålagt nogen afgift.

Ved sagens behandling i folketinget fremsatte statsministeren som fungerende udenrigsminister nogle bemærkninger om forslaget. Han udtalte indledningsvis:

„Jeg vil gerne sige, at regeringen ser med stor sympati på den almindelige indstilling, der ligger bag det foreliggende forslag, nemlig ønsket om, at Danmarks bidrag til udviklingslandene skal stige i hastigt tempo. Forslagsstillerne henviser til den ofte omtalte udtalelse i FN om, at bistanden fra de industrialiserede lande til udviklingslandene bør hæves til det foreløbige mål, svarende til 1 pct. af nationalproduktet. Denne målsætning har Danmark været med til at stemme for, og jeg vil gerne ved denne lejlighed forny forsikringen om, at regeringen vedkender sig denne målsætning, selv om vi jo — som det også hedder i bemærkningerne til forslaget — næppe kan nå målet i 1970.

Hvad først angår spørgsmålet om en bevillingsforøgelse til disse formål for indeværende finansår, må regeringens svar blive, at udviklingshjælp kræver en omhyggelig planlægning, og at et beløb i indeværende finansår på 50 mill. kr. vanskeligt ville kunne anvendes effektivt, hvis vi selv skulle iværksætte anvendelsen af det. Man kan naturligvis altid forøge det, man vil betale til FN og andre internationale organisationers hjælpearbejde, men til en fornuftig bilateral hjælp i form af uddannelse, medicinalvarer o. s. v. kræves der erfaringsmæssigt et betydeligt forarbejde, hvis beløbene virkelig skal give den hjælp, have den effektive virkning de steder, man ønsker at hjælpe, som er tilsigtet."

Statsministeren mente derfor, det ville være urigtigt af folketinget at træffe beslutning om allerede nu, at der skal foretages en ekstraordinær stigning på 100 mill. kr. for 1967-68. Det, man skal samle sig om i arbejdet, må være at få — hvad skal jeg sige — den samme stærke stigning ind på budgettet for næste år eller i hvert fald at få en stigning; det må jo bero på de planlæggende finansmyndigheders arbejde, hvor stor den kan blive, og på udvalgets vurdering af, hvor meget man er i stand til at placere på en rigtig måde i udlandet. Men regeringen er altså indstillet på, at denne vækst skal fortsætte, og dette må vel være den rigtige måde at tage det på. Jeg mener derfor ikke, det vil være rigtigt at vedtage det forslag til folketingsbeslutning, som liberalt centrum har fremsat, men jeg har altså ønsket at udtale min allerbedste forståelse for hensigten bag forslaget og give det så gode kommentarer med på vejen, som jeg her har været i stand til.

Når man tager den stilling, er der vel egentlig ingen grund til at gå nærmere ind på spørgsmålet om, hvorledes udgifterne til en ekstra forøgelse eventuelt skulle dækkes. Jeg vil dog godt sige et par ord om selve den idé, der ligger bag liberalt centrums forslag: at man skulle have en eller anden særlig skat til at dække stigningen i udgifterne til hjælpen til u-landene. Det er liberalt centrum, der stiller forslaget her, men vi ved jo, at tilsvarende forslag har været drøftet i andre lande, bl. a. i Norge har man diskuteret dette meget, men så vidt mig bekendt har man dog ikke gennemført det nogen steder. Her vil forskellige opfattelser af, hvordan et lands finansielle system skal være, jo brydes. Man vil utvivlsomt fra mange sider sige, at man bør finansiere alle statens opgaver ud fra samme kasse og på grundlag af de almindelige skatteindtægter. Hvis man indlader sig på at opkræve særlige beløb til specielle formål og have dem liggende i særlige skuffer, i særlige puljer eller stående på specielle konti, forvirrer man blot det almindelige billede af statsregnskabet, gør statsfinanserne mindre overskuelige, og det er derfor en forkert fremgangsmåde. Det er jo en tankegang, som man må lægge en del vægt på. Den har meget rigtigt i sig. Samtidig forstår jeg godt dem, der vil sige, at netop til et formål som dette bør det alligevel overvejes at gøre en undtagelse, idet man kan have den formodning, at det for den enkelte skatteyder vil være mere tilfredsstillende at give beløbet, når han ved, at det går til et formål, han måske finder særlig idealistisk, og at det på den måde vil være lettere at skaffe pengene til et formål, som man stærkt ønsker fremmet.

Der er altså to forskellige måder at se på dette problem på, og jeg synes, at det er rimeligt, at det bliver diskuteret. Jeg ved ikke, om tinget vil ønske, at forslaget går i udvalg. Hvis man vil det, ville dette jo være et rimeligt sted at drøfte disse principper, som vel er en overvejelse værd, selv om man ikke mener, at det konkrete forslag til beslutning i dette øjeblik bør fremmes."

Også partiordførerne udtalte sig — uanset deres tilslutning til en fortsat stigning i u-landshjælpen — kritisk over for forslaget, bl. a. fordi de fandt, at der skulle mere planlægning til, og på grund af den foreslåede finansieringsordning.

Som ordfører for forslagsstillerne konstaterede Diderichsen (LC) med tilfredshed, at der var enighed om selve tendensen i forslaget, selv om de øvrige partier ikke kunne tiltræde den konkrete form, man havde givet forslaget. Med hensyn til den foreslåede sukkerafgift understregede han, at der ikke var tale om et egentligt puljesystem. I princippet var hans parti ikke tilhænger af, at man fordelte de forskellige afgifter i særlige kasser.

Forslaget henvistes til behandling i et udvalg. Dette afgav ikke betænkning.