Luk

Luk
Luk

Luk

B 5 Folketingsbeslutning om ændring af rigsdagsbeslutning om valget af statsrevisorer og disses virksomhed.

Af: Julius Bomholt (S), S. From (V), Morten Lange (SF) og Karl Skytte (RV)
Samling: 1965-66
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Ved folketingsbeslutningen foretoges en enkelt ændring i rigsdagsbeslutning af 4. april 1928 som ændret ved rigsdagsbeslutning af 4. marts 1947, folketingsbeslutning af 3. juni 1959 og folketingsbeslutning af 3. maj 1962.

Ved sidstnævnte folketingsbeslutning blev fristen for afgivelsen af statsrevisorernes betænkning rykket frem fra 1. oktober til 1. marts i det efter regnskabsafslutningen nærmest følgende kalenderår. Denne ændring tilsigtede at gøre det muligt at tilendebringe folketingets behandling af betænkningen inden for folketingsåret.

Da det har vist sig, at dette stødte på praktiske vanskeligheder, og da statsrevisorernes ønske om en intensivering af revisionsarbejdet naturligt vil gøre dette mere tidkrævende, går den nævnte ændring ud på, at fristen for betænkningens afgivelse udskydes fra 1. marts til 1. maj.

Ved fremsættelsen af forslaget til folketingsbeslutning oplyste Bomholt (S) som ordfører for forslagsstillerne, at det var statsrevisorerne, der havde ønsket fristen udskudt, og at sagen var behandlet først i præsidiet og derefter i udvalget for forretningsordenen.

Da man fra alle sider fandt ændringen hensigtsmæssig, vedtoges forslaget i folketinget uden forhandling uændret og enstemmigt.