Lovforslaget var, bortset fra redaktionelle ændringer, enslydende med et forslag, som fremsattes i folketingsåret 1964-65 (årbog 1964-65, side 540 ff.).

Det hovedsynspunkt, der lå til grund for forslaget, var, at det måtte være en samfundsopgave at sikre egnede boliger til befolkningen, og at boligproblemet kun kunne løses ad samfundsmæssig vej.

Lovforslaget gik ud på, at der skulle oprettes en offentlig boligfond, som årligt fik stillet en sådan kapital til rådighed, at den var i stand til at yde lån til det sociale boligbyggeri. Lånene, der tænktes sikret ved tredje prioritet og skulle kunne ydes op til 95 pct. af anskaffelsessummen eller værdien, skulle udbetales kontant til pari kurs og forrentes med en fast rente på 4 pct. p. a.

Fondens midler skulle for størstedelens vedkommende tilvejebringes ved bevillinger på de årlige finanslove og i øvrigt ved provenuet af visse skatter og afgifter, ved salg af obligationer og optagelse af lån, gennem opsparingsordninger m. v.

Ordføreren for forslagsstillerne, Aksel Larsen (SF), fremhævede i sin fremsættelsestale finansieringen som det altoverskyggende problem ved boligbyggeriet i dag. En rentenedsættelse på 1 pct. kunne muliggøre en nedsættelse af huslejen i nybyggeriet med 10 pct. Selv om den ene halvdel af det sociale boligbyggeris finansieringsbehov skulle dækkes som hidtil ved kredit- og hypotekforeningslån, ville boligfondens virksomhed dog betyde en gennemsnitlig rentenedsættelse på 2½ til 3 pct. og altså kunne medføre, at huslejen blev 25-30 pct. lavere end med de nuværende finansieringsmetoder.

Når lovforslaget genfremsattes nu, skyldtes det bl. a., at den af regeringen anvendte fremgangsmåde, hvorefter nationalbanken havde opkøbt betydelige mængder obligationer, kun lige havde forhindret obligationskurserne i at falde yderligere, mens huslejen i det nye byggeri var steget skyhøjt. Regeringen havde da også måttet foreslå nødforanstaltninger (se forslag til lov om midlertidige driftslån til boligbyggeriet, side 445). Man måtte nu gå nye veje og foretage noget rationelt.

Boligministeren kunne ved 1. behandling ikke erkende, at nationalbankens opkøb af obligationer ikke havde været egnet til formålet. Obligationskurserne var netop blevet forhindret i at falde yderligere, hvilket havde været af den største betydning. Kunne denne virkning forstærkes, støttet af finanspolitikken, var der mulighed for et rentefald, som ville komme hele boligbyggeriets finansiering til gode.

Ministeren understregede i øvrigt, at man ikke kunne komme uden om i en boligpolitisk helhedsløsning at medtage spørgsmålet om nybyggeriets finansiering og dets indflydelse på nybyggeriets lejeniveau. Det ville efter hans opfattelse ikke være urimeligt, at der under en eller anden form — som ikke nødvendigvis behøvede at være en boligfond — sikredes boligbyggeriet en mere stabil finansiering.

Disse problemer kunne imidlertid ikke rives ud af sammenhængen med de øvrige boligproblemer, og stedet for drøftelserne måtte da også være folketingets boligudvalg.

Ønsket om en helhedsløsning fandt også udtryk i de øvrige ordføreres taler. Der var på denne baggrund ingen, der kunne give tilslutning til gennemførelse af lovforslaget som en isoleret foranstaltning, og flere af oppositionens ordførere tog stærkt afstand fra lovforslagets idé.

Der henvises i øvrigt til de bygge- og boligpolitiske forligsattaler, som blev indgået den 18. januar 1966 mellem socialdemokratiet, venstre, det konservative folkeparti og det radikale venstre, og som er omtalt i forbindelse med forslag til lov om ændring i lov om boligbyggeri, side 200 ff.

Nærværende lovforslag henvistes i øvrigt — som foran nævnt — den 22. marts til det udvalg, som var nedsat til behandling af det nævnte lovforslag om ændring i lov om boligbyggeri. Udvalget afgav ikke betænkning om nærværende lovforslag.