Om baggrunden for lovforslaget udtalte finansministeren ved fremsættelsen bl. a.:

„Det har i tidens løb ofte været kritiseret, at klagesagernes behandling tog lang tid, og der har været utilfredshed med formen for sagernes behandling, navnlig fordi man fandt, at hensynet til retsbeskyttelsen ikke var tilstrækkeligt tilgodeset ved de gældende regler. Kritikken resulterede i en folketingsbeslutning i 1959 om nedsættelse af et udvalg med den opgave at foretage en gennemgang af landsskatterettens organisation og arbejdsform og eventuelt at fremkomme med forslag til ændringer heri [jfr. årbog 1958-59, side 554].

Udvalget afgav betænkning i september 1963 [nr. 339 af 1963]. Betænkningen indeholdt et udkast til en ny lov om landsskatteretten. Efter dette udkast skulle landsskatteretten fuldstændig omorganiseres, således at den nærmest fik karakter af en egentlig domstol. Dette gjorde det naturligt i langt højere grad end hidtil at overlade det til klagesagens parter, klageren og ligningsdirektoratet at sørge for sagens oplysning og dokumentation.

Forslaget har været forelagt de interesserede organisationer og myndigheder til udtalelse. Det er et gennemgående træk i udtalelserne, at man nærer stor betænkelighed ved en så dybtgående ændring, som der er tale om. Det beror især på, at nyordningen ikke vil kunne praktiseres, før der er sket en meget væsentlig udbygning af ligningsmyndighederne. Ligningsdirektoratet vil få svært ved i sin nuværende skikkelse at påtage sig de opgaver, som udvalgets forslag forudsætter, uden at det vil gå alvorligt ud over andet påtrængende arbejde. Det må også tages i betragtning, at de senere års lovgivning på skatteområdet i forvejen kræver en øget indsats hos de lokale myndigheder og i ligningsdirektoratet. Udvalgets forslag har været forelagt justitsministeriet. Man har her givet tilslutning til, at hensyn til retsbeskyttelsen bør have stor vægt ved organisationen af landsskatteretten. Der næres imidlertid stor betænkelighed ved, at dette formål søges opnået gennem overførelse af den almindelige retsplejes regler til proceduren i landsskatteretten. Man finder heller ikke tilstrækkeligt grundlag for, at der sikres landsskatterettens faste medlemmer en vis personlig uafhængighed og dermed en væsentlig anden stilling end den, andre tjenestemænd har. I denne forbindelse fremhæves det som særlig betænkeligt, at rettens faste medlemmer skal unddrages ombudsmandens indseende og i stedet henhøre under den særlige klageret på tilsvarende måde, som det gælder for dommerne ved de ordinære domstole. Den særlige klageret må anses for mindre egnet til at behandle disciplinærsager mod landsskatterettens faste medlemmer, da ingen af klagerettens medlemmer kan forudsættes at have noget nærmere kendskab til landsskatterettens arbejdsform eller til de krav, som under hensyn hertil må stilles til skatteretsdommerne.

På denne baggrund finder regeringen, at der ikke for tiden er grundlag for at fremsætte et lovforslag af så gennemgribende karakter som det i betænkningen indeholdte udkast. Herfor taler også navnlig, at udkastets gennemførelse i praksis måtte forudsætte en meget betydelig udbygning af de lokale myndigheder og af ligningsdirektoratet. Jeg tillægger det i øvrigt meget stor betydning, at en sådan udbygning foretages, fordi det er afgørende for en styrkelse af skatteligningens effektivitet.

Det nu fremsatte forslag indeholder derfor kun begrænsede ændringer. Opmærksomheden har navnlig været rettet mod de reformønsker, som udvalget lagde særlig vægt på."

Om de væsentligste af de i loven indeholdte ændringer af landsskatteretsloven bemærkes:

Efter de gældende regler kan en ansættelse, der har været forelagt landsskatteretten, kun ændres ved forlig eller retssag. Som følge heraf har landsskatteretten været nødt til i mange tilfælde at tage andre forhold op end det påklagede. For at opnå en øget koncentration af sagsbehandlingen om de forhold, klagen angår, fastsættes der nu følgende regel:

„Rådet er berettiget til at ændre ansættelserne, ligesom rådet kan pålægge skatteråd og skyldråd at foretage de fornødne ændringer. Dette gælder dog ikke i det omfang, landsskatteretten ved kendelse har taget stilling til en ansættelse eller en vurdering. Rådet kan endvidere pålægge skatteråd og vurderingsråd at foretage nye ansættelser, hvor disse tidligere med urette ikke er foretaget, for vurderingers vedkommende eventuelt alene med fremtidig skattemæssig virkning."

En tilsvarende formulering gives der reglerne om ligningsdirektoratets adgang til at bemyndige et skatteråd eller et skyldråd til at ændre en ansættelse og til at bemyndige et skatteråd eller et vurderingsråd til at foretage nye ansættelser.

Herefter kan landsskatteretten koncentrere sin behandling om det forhold, der er indbragt for retten.

Antallet af landsskatterettens medlemmer forhøjes med 2 fra 22 til 24 således, at de to nye medlemmer skal udnævnes af finansministeren og opfylde betingelserne for at kunne blive landsdommer. Denne udvidelse skulle medvirke til, at man hurtigere kan imødekomme den voksende tendens til at ønske mundtlig forhandling ved selve landsretten. Den hidtidige adgang til konstitution af rettens kontorchefer til at deltage i afgørelsen af klager udvides til, når særlige forhold taler derfor, at omfatte ekspeditionssekretærer og fuldmægtige. Bestemmelserne i lovens § 8 om landsskatterettens sammensætning affattes herefter således:

„§ 8. Landsskatteretten består af en formand, et antal viceformænd samt 24 andre medlemmer. Af de sidstnævnte 24 udnævnes 13 af finansministeren, medens de øvrige 11 vælges af folketinget.

De medlemmer, der er udnævnt af finansministeren eller valgt af folketinget, har en funktionsperiode på 6 år. Tillægsudnævnelse eller -valg gælder kun for den resterende del af perioden.

Landsskatterettens formand, dens viceformænd samt mindst 5 af de af finansministeren udnævnte medlemmer skal opfylde de almindelige betingelser for at kunne blive landsdommer. Blandt de af finansministeren udnævnte medlemmer skal endvidere landbruget, industrien, håndværket og handelen være repræsenteret med hver 1 medlem og lønmodtagerne med 2 medlemmer.

Retten kan ikke træffe nogen afgørelse, medmindre mindst 3 medlemmer deltager i denne. Af de deltagende skal mindst 1 være formand eller viceformand og mindst 2 være udnævnt af finansministeren eller valgt af folketinget. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Deltager formanden ikke, er viceformandens eller, hvor flere viceformænd deltager, den efter udnævnelse ældstes stemme afgørende.

Når retten under hensyn til omfanget af dens arbejde finder det påkrævet, kan retten bestemme, at kontorchefer og, når særlige forhold taler derfor, tillige ekspeditionssekretærer eller fuldmægtige ved retten skal deltage i afgørelsen af klager. I sådanne tilfælde har vedkommende kontorchef, ekspeditionssekretær eller fuldmægtig samme beføjelser som en viceformand. Er voteringen ikke enstemmig, overgår klagen dog til behandling efter reglerne i stk. 4.

Rettens forretningsorden fastsættes af finansministeren."

Det har været stærkt kritiseret, at landsskatteretten kun har adgang til at efterprøve skønsmæssige afgørelser, hvis klageren „meddeler sådanne yderligere oplysninger og bevisligheder, at retten derved sættes i stand til at danne sig et selvstændigt skøn". Dette ændres nu til følgende regel (§ 10, stk. 2):

„I det omfang den foretagne ansættelse har beroet på et skøn, kan den kun ændres, såfremt retten på grundlag af de for den foreliggende oplysninger kan danne sig et selvstændigt skøn."

Retssager i anledning af landsskatterettens afgørelser har hidtil skullet anlægges ved Københavns byret eller østre landsret alt efter størrelsen af det omstridte skattebeløb. Det bestemmes nu, at alle sådanne sager behandles ved landsret som første instans, og for at lette borgerne bestemmes det desuden, at sagerne skal kunne anlægges også ved vestre landsret.

Det har hidtil været følt som en mangel, at landsskatteretten ikke har haft mulighed for at indhente en udtalelse fra en tredjemand, når denne har skattemæssig interesse i sagens udfald. Dette bliver nu afhjulpet ved en bestemmelse om adgang for retten til at bede tredjemand om en udtalelse i sådanne tilfælde. Klageren skal forinden have adgang til at ytre sig om, under hvilken form tredjemandens erklæring skal indhentes.

Ud over de nævnte ændringer indeholder loven nogle ændringer af mere teknisk karakter.

Ved 1. behandling anbefaledes lovforslaget af Peter Nielsen (S). Foged (V) var dybt skuffet over, at der var kommet så lidt ud af det nedsatte udvalgs arbejde, og mente, at finansministeren helt anderledes skulle have lyttet til udvalgsflertallet. Han bad om, at udvalgsbetænkningen måtte danne grundlag for folketingets udvalgsarbejde. Hagen Hagensen (KF), Axel Sørensen (RV) og Aksel Larsen (SF) fremførte kritik af enkeltheder, men lovede velvillig medvirken til lovforslagets behandling i et udvalg. Også Johan Asmussen (Uafh) gav tilslutning til lovforslaget.

Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, i hvis betænkning finansministeren med udvalgets tilslutning stillede forskellige ændringsforslag, der ikke var af principiel karakter. Udvalget indstillede lovforslaget til vedtagelse med disse ændringer, idet dog et mindretal (venstres medlemmer af udvalget) henstillede til finansministeren, at der snarest udarbejdes forslag til en reform af landsskatteretten efter de hovedlinjer, der er indeholdt i landsskatteretsudvalgets betænkning (nr. 339 af 1963).

I udvalgsbetænkningen udtaltes i øvrigt:

„Det bemærkes endvidere, at udvalget med finansministeren har drøftet det ved lovforslagets 1. behandling rejste spørgsmål om at tilkende en skatteyder vederlag for sagsomkostninger, men at man har været enig om at stille dette spørgsmål i bero, indtil der foreligger betænkning fra et af justitsministeren nedsat udvalg angående sagsomkostninger i forvaltningssager.

Udvalget har tillige drøftet, om der burde gives skatterådene uden for København og Frederiksberg adgang til at tage en ansættelse op til fornyet (anden) behandling. (I København og Frederiksberg findes en sådan ordning efter de gældende regler). En sådan bestemmelse må i givet fald optages i ligningsloven. Finansministeren har givet tilsagn om at tage spørgsmålet op til overvejelse, når forslag til ændring af ligningsloven fremsættes."

Ved 2. behandling vedtoges de stillede ændringsforslag, og uden fornyet udvalgsbehandling vedtoges lovforslaget enstemmigt ved 3. behandling.