Luk

Luk
Luk

Luk

L 35 Lov om ændring af lov om smitsomme sygdomme hos husdyrene.

Af: Landbrugsminister Chr. Thomsen (S)
Samling: 1965-66
Status: Stadfæstet
Lov nr. 431 af 17-12-1965
Ved loven gives der § 9 i lov nr. 156 af 14. april 1920 om smitsomme sygdomme hos husdyrene med senere ændringer følgende tilføjelse:

Landbrugsministeren kan som forebyggende foranstaltning mod spredning af smitte af hundegalskab (rabies) iværksætte bekæmpelse af ræve og grævlinger inden for et eller flere områder. Det kan således pålægges ejere og brugere af ejendomme i området at anmelde ræve- og grævlingegrave på ejendommen og at give de af veterinærdirektoratet dertil antagne personer adgang til at foretage bekæmpelse af fornævnte dyr på ejendommen. Det kan endvidere pålægges ejere og brugere, herunder jagtberettigede, at yde bistand ved påvisning af dyrenes tilholdssteder m. v. Bekæmpelsen må udføres uden unødig ulempe for ejeren (brugeren). Medfører bekæmpelsen skade på træer, hegn, afgrøder eller lignende, har ejeren (brugeren) krav på erstatning af statskassen, selv om skaden er hændelig. Erstatningen fastsættes af 3 mænd, hvoraf politimesteren udvælger de 2 og ejeren den ene.

Som begrundelse for tilføjelsen anføres i de bemærkninger, der ledsagede lovforslaget ved dets fremsættelse:

„Efter at hundegalskaben (rabies) omkring 1953 for alvor var begyndt at true områderne ved landegrænsen, blev der af landbrugsministeriet iværksat bekæmpelse af ræve og grævlinger i området langs grænsen for at modvirke sygdommens fremtrængen til dansk område.

Bekæmpelsen gennemføres dels ved gasning af ræve- og grævlingegrave, der mod en præmie på 50 kr. pr. beboet grav frivilligt anmeldes af ejendommens ejer eller bruger, og dels ved en skydepræmie pr. nedlagt ræv eller grævling på 50 kr. Gasningen af ræve- og grævlingegrave er gennemført i områderne nærmest ved grænsen, medens området for udbetaling af skydepræmier strækker sig op til en linje fra Kolding Fjord til Kongeåen.

Bekæmpelsesarbejdet har under hensyn til udviklingen i rabiessituationen i Sønderjylland været intensiveret siden januar 1965. Der er i perioden 1. marts 1964-1. oktober 1965 i området øst og vest for hovedvej 10 fra Padborg til Åbenrå konstateret rabies hos i alt 82 dyr, heraf 64 ræve, 7 katte, 4 rådyr, 3 får, 3 køer og 1 mår.

For at opnå det bedst mulige resultat af bekæmpelsen er det nødvendigt, at alle ræve- og grævlingegrave anmeldes, og at de beboede grave behandles med gas. De nugældende lovbestemmelser indeholder imidlertid ikke hjemmel for en tvungen anmeldelse eller for adgang til mod ejerens eller brugerens ønske at foretage bekæmpelse på ejendommen. Erfaringen har vist, at nogle ejere og brugere ikke foretager anmeldelse, og det må derfor anses for nødvendigt, at der skabes lovgrundlag for anmeldelsespligt og for adgang til at foretage bekæmpelse af de omhandlede dyr på ejendommen.

Selv om der skabes lovgrundlag for anmeldelsespligt, anses det for nødvendigt, at den lokale befolkning fortsat dels gennem præmiering af anmeldelse af beboede ræve- og grævlingegrave og dels gennem skydepræmie for nedlagte dyr animeres til at deltage i bekæmpelsesarbejdet, der af hensyn til den fare, som hundegalskaben rummer både for mennesker og husdyr, er yderst vigtigt. Der må derfor regnes med årlige udgifter for statskassen til disse foranstaltninger indtil videre.

Bestemmelsen om erstatning for eventuel skade på træer, hegn, afgrøder eller lignende må anses for naturlig. Skade kan kun antages at opstå rent undtagelsesvis, og de økonomiske forpligtelser for statskassen må derfor antages at være uden nævneværdig betydning.

Da gasning af ræve- og grævlingegrave foretages i januar måned, foreslås loven sat i kraft fra 1. januar 1966."

Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra alle sider. Det gennemførtes uden forudgående udvalgsbehandling uændret og enstemmigt.
Partiernes ordførere
Fr. W. Teichert (S), Søren Jensen (V), Jens Peter Jensen (V), Johannes Burgdorf (KF), Morten Lange (SF), Jens Peter Jensen (RV) og Ejnar Bækgaard (U)