Luk

Luk
Luk

Luk

B 1 Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af den af De Forenede Nationers 20. generalforsamling vedtagne ændring af artikel 109, stk. 1, i De Forenede Nationers pagt af 26. juni 1945

Af: Statsminister J. O. Krag (S)
Samling: 1966-67 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Forslaget til folketingsbeslutning gik ud på, at folketinget skulle meddele sit samtykke til Danmarks ratifikation af den af De Forenede Nationers 20. generalforsamling vedtagne ændring af artikel 109, stk. 1, i De Forenede Nationers pagt af 26. juni 1945.

Om indholdet af den foreslåede ændring og baggrunden for denne var i bemærkningerne til forslaget oplyst følgende:

„Efter at folketinget den 25. november 1964 havde meddelt sit samtykke dertil, ratificerede Danmark i henhold til kgl. resolution af 16. december 1964 de af De Forenede Nationers 18. generalfòrsamling vedtagne ændringer af artikel 23, stk. 1 og stk. 2, artikel 27, stk. 2 og stk. 3, samt artikel 61 i De Forenede Nationers pagt af 26. juni 1945. Ændringen af artikel 23 medførte en udvidelse af sikkerhedsrådets medlemsantal fra elleve til femten. Ændringen af artikel 27 bevirkede, at det antal ja-stemmer, der er nødvendigt til vedtagelse af beslutninger i sikkerhedsrådet, forhøjes fra syv til ni, og endelig havde ændringen af artikel 61 til følge, at Det økonomiske og sociale Råd blev udvidet fra atten til syvogtyve medlemmer. Disse ændringer trådte i henhold til pagtens artikel 108 i kraft for samtlige medlemslande den 31. august 1965 efter at være blevet ratificeret af to tredjedele af De Forenede Nationers medlemmer, derunder alle de faste medlemmer af Sikkerhedsrådet.

Da 18. generalforsamling vedtog ændringerne af pagtens artikler 23 og 27 vedrørende Sikkerhedsrådets medlemsantal og afstemningsregler, overså man imidlertid, at disse ændringer ville nødvendiggøre en modifikation af artikel 109, stk. 1, om betingelserne for indkaldelse af en generalkonference til en revision af pagten. For at bringe artikel 109, stk. 1, i overensstemmelse med de vedtagne pagtændringer er det nødvendigt at erstatte artildens henvisning til et sikkerhedsrådsflertal på syv medlemmer med en henvisning til et flertal på ni medlemmer. For at ændringen af artikel 109, stk. 1, skal træde i kraft, må den ifølge artikel 108 ratificeres af to tredjedele af FNs medlemsstater, herunder alle Sikkerhedsrådets faste medlemmer.

20. generalforsamling gjorde spørgsmålet om den fornødne ændring af artikel 109, stk. 1, til genstand for en ganske kort behandling og vedtog den 20. december 1965 enstemmigt en resolution, hvorefter medlemsstaterne opfordres til snarest at ratificere den påkrævede ændring."

Ved fremsættelsen af forslaget tilføjede statsministeren, at den foreslåede ændring i FN-pagten ville kræve, at to tredjedele af FNs medlemsstater, herunder alle de faste medlemmer af Sikkerhedsrådet, ratificerede den. Udenrigsministeriet havde i denne forbindelse fået oplysninger om, at 37 lande, herunder af de faste fem sikkerhedsrådsmedlemmer Kina og Sovjetunionen, havde ratificeret.
Partiernes ordførere
Frode Jakobsen (S), Poul Schlüter (KF), Per Møller (V), Poul Dam (SF), Svend Haugaard (RV), Iver Poulsen (U) og Niels Westerby (LC)