Lovforslaget var stort set uændret i forhold til det tilsvarende forslag, der fremsattes i det foregående folketingsår, men som ikke færdigbehandledes, og hvorom der henvises til årbog 1965-66 side 417-26. Vedrørende de enkelte ændringer, der var foretaget på grundlag af det stedfundne udvalgsarbejde i den foregående folketingssamling, skal følgende anføres:

Ved en ændret formulering af lovforslagets § 13 har man ønsket at tydeliggøre, at der ved sammenlægninger op til en arealstørrelse på 45 ha ikke skal tages hensyn til, om der på stedet er behov for tillægsjord til mindre landbrugsejendomme, medens retten til sammenlægning op til arealstørrelser mellem 45 ha og 75 ha er betinget af, at sådant tillægsjordbehov ikke findes. — Man har endvidere søgt tydeliggjort, at betingelserne for, at sammenlægningsgrænserne kan fraviges ved mageskifte mellem arealer af tilsvarende bonitet, er, at der opnås en bedre driftsmæssig beliggenhed af jorderne til de enkelte landbrugsejendomme, som indgår i mageskiftet.

I det tidligere fremsatte lovforslag var det forudsat, at de kirkelige institutioner med hensyn til jorderhvervelser principielt ville være undergivet de samme bestemmelser som stiftelser og legater, dog således at der i overensstemmelse med en mellem landbrugsministeriet og kirkeministeriet aftalt udligningsordning indrømmes folkekirken en vis særstilling.

Under de drøftelser, der har fundet sted mellem landbrugsministeriet og kirkeministeriet i anledning af lovforslaget, er der under hensyn til den særlige stilling, som folkekirken indtager i forhold til staten, samt på grund af, at folkekirkens interesser ikke tager sigte på en forøgelse af kirkens jordbesiddelser, men alene består i en koncentrering af kirkens jordbesiddelser på færre, men noget større selvstændige landbrugsejendomme, opnået enighed om, at der med hensyn til folkekirkens erhvervelse af landbrugsejendomme søges tilvejebragt en særlig ordning. Efter denne ordning kræves der til folkekirkens erhvervelse af landbrugsejendomme formelt alene tilladelse fra kirkeministeriet. Dette ministerium vil imidlertid påse, at den omhandlede ordning administreres i overensstemmelse med de mellem landbrugsministeriet og kirkeministeriet aftalte nærmere retningslinjer.

Det er herved forudsat, at folkekirkens samlede besiddelser af dyrkningsjord ikke forøges ud over det jordtilliggende, der pr. 1. januar 1964 var i folkekirkens besiddelse, dog at der forskudsvis vil kunne erhverves indtil 300 ha ud over folkekirkens samlede jordbesiddelse pr. nævnte dato. Der lægges endvidere vægt på, at de landbrugsejendomme, der erhverves af folkekirken, er af en sådan størrelse og beskaffenhed, at ejendommene — også på længere sigt — vil kunne opretholdes som selvstændigt drevne landbrugsbedrifter, samt at der sker afhændelse af folkekirkens jordbesiddelser på steder, hvor jorden naturligt vil kunne indtages til samfundsmæssige formål eller indgå i en hensigtsmæssig byudvikling.

Ved det foreslåede nye stk. 2 i § 20 søges tilvejebragt den fornødne hjemmel til, at folkekirkens erhvervelse af landbrugsejendomme undergives den forenklede administrative behandling, der er forudsat ved den mellem de to ministerier indgåede aftale.

Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget sammen med de i det følgende omtalte 3 sager: forslag til lov om ændringer i lov om udstykning og sammenlægning m. m. af faste ejendomme, forslag til lov om ændringer i lov om oprettelse og supplering af mindre landbrug m. m. — statshusmandsloven — samt forslag til lov om ændringer i lov om opførelse af arbejderboliger på landet.

Ved fremsættelsen af lovforslagene anførte landbrugsministeren følgende om den finansielle baggrund for forslagene:

„Som jeg udtalte ved fremsættelsen i forrige folketingsår, er forslaget til lov om landbrugsejendomme udarbejdet efter de retningslinjer, som er indeholdt i den af landbokommissionen afgivne tredje betænkning af 26. november 1965, og svarer i det væsentlige til det udkast, der var optaget i betænkningen. Forslaget tager sigte på en ret vidtgående liberalisering af denne lovgivning først og fremmest med hensyn til bestemmelserne om nedlægning og sammenlægning og jordsupplering i øvrigt.

Som jeg fremhævede under den tidligere behandling af lovforslaget, må dette for så vidt betegnes som ufuldstændigt, så længe der ikke er tilvejebragt den fornødne finansielle baggrund for, at mulighederne for sammenlægning og supplering af landbrugsejendomme, der har et utilstrækkeligt jordtilliggende, kan udnyttes i praksis. Der er imidlertid nu tilvejebragt grundlag for en løsning af dette spørgsmål, efter at der inden for landbokommissionen er opnået enighed om en indstilling angående principperne for en udvidet finansieringsordning på basis af statshusmandsloven.

Idet jeg med hensyn til de nærmere enkeltheder i landbokommissionens indstilling angående dette spørgsmål kan henvise til den skrivelse fra landbokommissionen, der er optrykt som bilag til forslaget til lov om ændringer i lov om oprettelse og supplering m. m. af mindre landbrug — statshusmandsloven — skal jeg bemærke, at der på grundlag af landbokommissionens indstilling er foretaget forskellige ændringer i dette lovforslag i forhold til det tidligere fremsatte forslag, herunder navnlig med hensyn til bestemmelserne i statshusmandslovens § 34 om lån til finansiering af sammenlægninger og jordsuppleringer m. m. Der vil efter forslaget blive mulighed for inden for det i de årlige udlånslove fastsatte rådighedsbeløb at yde lån til sammenlægninger og jordsuppleringer til alle brugsstørrelser inden for den frie sammenlægningsgrænse på 45 ha, dog kun i tilfælde, hvor det fremtidige brug må anses for bæredygtigt og de almindelige finansieringsmuligheder er udnyttet.

Jeg kan tilføje, at jeg i den kommende udlånslov agter at foreslå, at der i finansåret 1967-68 stilles et beløb på i alt 50 mill. kr. til rådighed til sammenlægningsformål i stedet for tidligere ca. 12 mill. kr. Det må påregnes, at rentefoden for de lån, der kan ydes i henhold til denne lov, i overensstemmelse med den af landbokommissionen afgivne indstilling vil blive tilnærmet renten på det almindelige lånemarked.

Det er min opfattelse, at der i forbindelse med gennemførelsen af disse lovforslag foreløbig vil være tilvejebragt en tilfredsstillende løsning af de væsentligste af de problemer, der rejser sig i forbindelse med en rationalisering af det mindre landbrug. Jeg gør imidlertid opmærksom på, at den støtte, der vil kunne blive tale om, i det væsentlige får karakter af hjælp til selvhjælp."

Ved lovforslagenes 1. behandling i folketinget kunne de fleste ordførere henvise til de principielle betragtninger, de havde fremsat ved lovforslagenes 1. behandling i det foregående folketingsår, og der henvises herom til folketingsårbogen 1965-66 side 135 og 136 samt side 423-425.

Landbrugsministerens udtalelse om at ville forhøje udlånsbeløbet til ca. 50 mill. kr. blev hilst velkommen af de forskellige partiers ordførere, idet dog Niels Westerby (LC) ikke mente, at forslaget ville hjælpe meget på landbrugets kapitalbehov, og i øvrigt udtalte, at han var meget betænkelig ved at lave den slags "jeg havde nær sagt kunstige tilskudsordninger, hvor man efter ganske bestemte kriterier prøver at hjælpe ganske bestemte arbejderbrug; det mener vi ikke er den rigtige måde at gøre det på".

Morten Lange (SF) var villig til at overveje en snarlig forhøjelse af de 50 mill. kr. og tilføjede, at der bestemt var mange andre former for landbrugsstøtte, som han anså for at være meget mindre vel anvendt, og som han derfor så på med en helt anden form for skepsis.

Med hensyn til rentens højde kunne man tilslutte sig ministerens synspunkt om, at renten burde tilnærmes renten på det almindelige lånemarked. Det var dog et spørgsmål, om renten herefter burde være 6½ pct., som man forstod ville blive foreslået af ministeren, eller måske snarere omkring 8 pct.

Det folketingsudvalg hvortil lovforslaget henvistes sammen med de tre tidligere nævnte lovforslag nåede ikke at tilendebringe sin behandling af forslagene inden udskrivningen af folketingsvalget.