Luk

Luk
Luk

Luk

L 27 Forslag til lov om boligsikring.

Af: Boligminister Kaj Andresen (S)
Samling: 1966-67 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Lovforslaget var et led i de boligpolitiske forligsaftaler af 18. januar 1966 mellem socialdemokratiet, venstre, det konservative folkeparti og det radikale venstre. Det tilsigtede at undgå uheldige sociale konsekvenser af den stigning i lejen for ældre og nyere boliger, som den ved forliget tilstræbte normalisering af boligmarkedet ville medføre. Dette søgtes opnået ved en social bolig sikringsordning, som skulle sikre befolkningen muligheder for at skaffe sig boliger i overensstemmelse med den enkeltes økonomi og familieforhold og skulle gøre det muligt for befolkningsgrupper med særlig lav huslejeevne at bebo en passende bolig.

Da lovforslaget ikke gennemførtes i folketingsårets 1. samling, men genfremsattes i 2. samling, er det fundet praktisk om dets indhold at henvise til omtalen side 272.

Ved lovforslagets 1. behandling kunne Axel Ivan Pedersen (S) give tilslutning til de familiepolitiske principper, som lovforslaget byggede på. En vurdering af rimeligheden af lovforslagets tilskudssatser måtte foregå under den kommende udvalgsbehandling.

Også Guldberg (V) var tilfreds med det princip lovforslaget hvilede på: at støtten skulle beregnes efter et forhold mellem husstandens indtægt og huslejens størrelse. Han havde dog nogle indvendinger mod enkelte punkter i lovforslaget. Man måtte være helt sikker på, det var udformet efter sociale hensyn, så man sikrede støtten til de lave indkomster, til de børnerige og invaliderne. Det var efter hans opfattelse uheldigt at knytte tilskudsberegningen til den skattepligtige indkomst, bl. a. af hensyn til progressionen og til det faktum, at der var tale om to forskellige perioder. Han gav i øvrigt udtryk for en vis frygt for, at pengene skulle havne i de forkerte lommer, ved at boligselskaber m. fl. skulle foruddiskontere støtten, bygge på dyrere grunde og derigennem forhøje huslejeniveauet.

Hastrup (KF) ville ikke begræde tabet af de hidtidige tilskudsordninger, som lovforslaget skulle afløse. De havde længe været utidssvarende og havde ført til forkerte og helt urimelige sociale resultater. Boligsikringsordningen ville betyde, at midlerne blev brugt til hjælp i de tilfælde, hvor hjælp virkelig var påkrævet.

Også han havde betænkeligheder ved at anvende den skattepligtige indkomst som beregningsgrundlag, og han beskæftigede sig i denne forbindelse med de skarpe indtægtsgrænser, som havde betydning for mange væsentlige offentlige goder. Endelig ønskede han nærmere belysning af, hvad den foreslåede ordning ville komme til at koste.

Else-Merete Boss (RV) betragtede det nu foreslåede system som en familiepolitisk landvinding. Gennem boligsikringen ville man opnå større bevægelighed på boligmarkedet, og den ville ligeledes medvirke til at hæve boligstandarden.

Arne Larsen (SF) havde en række kritiske bemærkninger til lovforslaget, som han mente ikke ville give tilstrækkelig social sikkerhed. Staten skulle hellere have gjort noget effektivt for at få et fast lavt renteniveau for nybyggeriet. Heller ikke han fandt, at den skattepligtige skatteindkomst var et retfærdigt beregningsgrundlag.

Bækgaard (Uafh) kunne rent principielt støtte forslaget, men havde meget betydelige indvendinger mod dets udformning: det sociale sigte var for højt, det var teknisk for uoverskueligt og ordningen var økonomisk uoverskuelig for de myndigheder, der skulle budgettere støtten. Han ville afvente resultatet af udvalgsbehandlingen, før han tog endelig stilling.

Niels Westerby (LC), der — som tidligere — indtog en særdeles kritisk holdning over for det indgåede boligforlig, betegnede lovforslaget som noget af det bedre i forliget. Han kunne i princippet tiltræde den foreslåede boligsikringsordning, men kritiserede navnlig det forhold, at reglerne var for komplicerede, hvilket medførte en usikkerhed hos den enkelte lejer, ligesom han ville have yderligere oplysninger om de økonomiske virkninger af ordningen.

Som nævnt blev lovforslaget ikke gennemført i 1. samling. Boligudvalget, til hvilket det henvistes, afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Axel Ivan Pedersen (S), Aage Hastrup (KF), Ove Guldberg (V), Arne Larsen (SF), Else-Merete Ross (RV), Ejnar Bækgaard (U) og Niels Westerby (LC)