Lovforslaget fremsattes i tilslutning til det samtidig fremsatte forslag til lov om kommunal indkomstskat, se side 454, som et led i de senere års arbejde med at reformere beskatningssystemet. For at afhjælpe de mangler, der er knyttet til det gældende skattesystem, foresloges det at gennemføre en kildeskatteordning, hvorunder de personlige skatter betales i så nær tilknytning som muligt til erhvervelsen af den skattepligtige indkomst.
Lovforslaget svarede til det forslag til lov om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m. v. (Kildeskat), der fremsattes i folketinget den 26. maj 1965 og på ny den 6. oktober 1965, men der var foretaget væsentlige ændringer i forhold til det tidligere lovforslag, ændringer, der især havde til formål at øge mulighederne for at nå størst mulig samtidighed mellem indkomsterhvervelse, skatteberegning og skattebetaling.
Efter det tidligere forslag skulle der opkræves en almindelig indkomstskat til staten med en fast procent af indtægt ud over det skattefri mindstebeløb, det såkaldte personfradrag. Endvidere skulle der af indtægter over en vis grænse svares tillægsskat efter en progressiv rateskala. Den almindelige skat skulle sammen med kommuneskat, kirkelige afgifter og folkepensionsbidrag beregnes med en samlet fast procent, ved hvis fastsættelse skattefradraget var indregnet. Den foreløbige skat af A-indtægt (løn, pension m. v.) skulle beregnes af og indeholdes i den løbende indtægt, og der var derfor i 1965-forslaget for den „almindelige skat" opnået samtidighed mellem den løbende indtægt og skatten. Den foreløbige tillægsskat skulle beregnes efter skalaer, hvori skattefradraget var indregnet; men den skulle opkræves ved skattebilletter og beregnes af den forventede indtægt i indkomståret. Denne måtte normalt anslås på grundlag af skatteyderens indkomst i de forudgående år.
Efter det nu foreliggende forslag skal den foreløbige skat ligesom efter 1965-forslaget beregnes efter procenter og skalaer, hvori skattefradraget er indregnet. Som noget nyt foreslås det, at den almindelige indkomstskat til staten slås sammen med tillægsskatten, således at hele statsskatten beregnes ved hjælp af rateskalaer, hvis første trin er særlig langt efter samme princip som i den nuværende proportionalskat for forsørgere. På denne måde bliver hele den foreløbige statsskat af A-indtægt (lønninger og pensioner m. v.) beregnet af og indeholdt i den løbende indtægt. Man undgår derved at skulle udsende tillægsskattebilletter til lønmodtagere m. v., hvis indtægter når op over tillægsskattegrænsen.
Når indkomståret er udløbet, skal der foretages en endelig indkomstopgørelse, og på grundlag heraf beregnes slutskatten. Efter 1965-forslaget skulle slutskatten beregnes af indkomsten efter fradrag af de i årets løb betalte skatter, hvad enten det drejede sig om foreløbig skat af årets indkomst eller restskat vedrørende det forudgående år. Ved beregningen anvendtes derfor udskrivningsreglerne, hvis marginalprocenter er forholdsvis høje. På denne måde blev skattefradraget ikke fuldt ud afpasset efter årets indkomst, og dette medførte uoverensstemmelser mellem foreløbig skat og slutskat. Disse uoverensstemmelser blev særlig store på grund af de høje marginalskatter og forplantede sig fra det ene år til det andet, fordi restskat og overskydende skat påvirkede skattefradraget i det følgende år.
Efter det nu fremsatte forslag skal også slutskatten beregnes ved hjælp af de opkrævning s skalaer, som anvendes ved beregningen af den foreløbige skat. I disse skalaer er skattefradraget indregnet med et beløb, der svarer til årets indkomst. Der skal således ikke længere gives fradrag for den skat, der er betalt i årets løb, men skattefradraget skal omfatte de skatter, som svarer til årets indkomst. Denne ændring medfører bl. a., at der allerede ved slutskattens beregning gives fradrag for eventuel restskat, der skal betales det følgende år.
Det nye forslag indeholder desuden enkelte andre ændringer.
Ifølge 1965-forslaget skulle skatteydere, der pålignes restskat, betale et tillæg på 8 pct. af restskatten, når denne udgjorde mere end 1/5 af slutskatten og mindst 1.000 kr. Dette foreslås ændret, således at tillægget skal betales i alle tilfælde, hvor restskatten er 2.000 kr. eller derover, jfr. forslagets § 61, stk. 2.
I forslagets § 62, stk. 2, er medtaget en tilsvarende ændring om den godtgørelse på 6 pct., som ydes af tilbagebetalt overskydende skat.
Bortset fra disse ændringer i lovforslaget var dette enslydende med 1965-forslaget, hvorom henvises til omtalen i årbog 1964-65, side 425 ff.
Ved fremsættelsen af lovforslaget i folketinget begrundede finansministeren bl. a. de foretagne ændringer med følgende bemærkninger:
„ ... Der er sagt mangt og meget om vanskelighederne ved at lave kildeskat med skattefradrag. Der er heller ingen tvivl om, at kildeskat uden skattefradrag rent teknisk vil være enklere end kildeskat med skattefradrag. Imidlertid er det muligt at lave kildeskat med skattefradrag, og når regeringen har valgt denne udvej, skyldes det ikke alene en politisk hensyntagen til skattefradragets mange tilhængere; der er også gode saglige grunde til at vælge denne udvej, idet ulemperne ved skattefradragsreglen formindskes meget væsentligt, hvis vi går over til kildeskat.
Når skatten skal beregnes, samtidig med at indtægten erhverves, får skattefradragsreglen nemlig et helt nyt indhold. Der skal ikke som hidtil gives fradrag for den skat, som faktisk er betalt i det forløbne år, og hvis størrelse er bestemt af indtægten i de forudgående år. Nu skal fradraget omfatte den skat, der skal beregnes af den aktuelle indtægt. Samtidighedsskat betyder altså, at også skattefradraget bliver 8amtidigt. Det kan ikke længere blive hverken for stort eller for lille i forhold til årets indtægt, for fradraget bliver netop lig med skatten af årets indkomst. Og det afgørende nye i det lovforslag, der her fremsættes, er da også, at dette princip gennemføres for alle, hvad enten indkomsten ligger over eller under den øverste grænse for proportionalskatten, og hvad enten der er tale om lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende.
.....
Efter de mange udtalelser, der i sommerens løb er faldet til gunst for en egentlig samtidighedsskat, har vi i regeringen ment, at tiden måtte være inde til, at vi kunne gå det skridt videre at gennemføre dette princip om samtidighedsskatten helt konsekvent i kildeskatteforslaget. Efter det nu foreliggende lovforslag skal derfor også slutskatten beregnes efter de samme opkrævningsskalaer, som er anvendt ved beregningen af den foreløbige skat i årets løb. På den måde bliver det da de lavere procentsatser i opkrævningsskalaen, der bestemmer størrelsen af restskat og overskydende skat, og disse beløb bliver derfor væsentlig mindre end ved anvendelse af reglerne i det tidligere forslag. Vi mener, at der på dette punkt ligger en væsentlig forbedring og en væsentlig forenkling af kildeskatteforslaget.
Når skattefradraget på denne måde gives allerede ved beregning af restskatten, undgår man, at efterreguleringer vedrørende skatten for det ene år påvirker næste års skattefradrag og fører til ny uoverensstemmelse mellem forskudsskat og slutskat, der kan få skattemæssige konsekvenser også for de følgende år.
Efter 1965-forslaget opdeltes indkomstskatten til staten i en almindelig skat og en tillægsskat. Også på dette område kommer vi med en ændring. Tillægsskatten skal ikke indeholdes i lønindtægten efter 1965-forslaget, men opkræves ved skattebilletter. Som et led i forenklingen foreslår vi nu, at almindelig indkomstskat og tillægsskat slås sammen til én skat, så hele indkomstskatten kan opkræves på samme måde. For at opnå dette må naturligvis også hele skatten beregnes ved hjælp af opkrævningsskalaer. De skal udarbejdes på grundlag af udskrivningsreglerne, således at skattefradraget indregnes ved fastsættelsen af procenterne. For arbejdsgiverne får ændringen vel ingen større betydning, fordi der under alle omstændigheder skal udarbejdes tabeller, hvori skattebeløbene direkte kan aflæses. Og for den enkelte skatteyder vil systemet indebære en betydelig forenkling. Det er kun udarbejdelsen af skattetabellerne, der bliver mere kompliceret.
Når tillægsskatten nu slås sammen med den almindelige indkomstskat, vil den blive beregnet af den løbende indtægt, efterhånden som den indtjenes. Det vil skabe bedre overensstemmelse mellem forskudsskatten og slutskatten. Denne ændring vil således også være et skridt i retning af mere samtidighed i beskatningen og en forenkling, da man undgår de særlige tillægsskattetabeller.
Det samme gælder bestemmelsen om, at der ved opkrævning på bikort — altså det særlige skattekort, som anvendes ved ekstrajob — skal anvendes en opkrævningsprocent i stedet for opkrævningstabel. Denne opkrævningsprocent kan da anvendes for den pågældende skatteyder ved al erhvervelse af A-indkomst, der finder sted uden for hans hovedbeskæftigelse. Fremgangsmåden tilsigter at nå så tæt på slutskatten som muligt også for disse ekstrajobs vedkommende. ....."
Ved lovforslagets 1. behandling i folketinget behandledes det sammen med forslag til lov om kommunal indkomstskat, se side 454. Peter Nielsen (S) betragtede det som en fordel, at de progressive skatter nu kunne opkræves straks ved lønudbetalingen. Han anbefalede lovforslagene som den bedste løsning, når man skulle tage hensyn til evneprincippet og samtidighedsprincippet. Foged (V) erkendte, at der var behov for en ændring af skattesystemet. Det burde være enkelt og overskueligt, så borgerne selv kunne se, hvilke krav de ville blive stillet over for, og endelig skulle systemet fremme investering og opsparing. Regeringens forslag havde imidlertid flyttet administrationsbesværet over på arbejdsgiverne. Foged savnede skalaer og beregninger, der kunne belyse virkningerne af regeringsforslaget. Han fandt ikke de store standardfradrag og lønmodtagerfradrag rimelige og retfærdige. Individuelle fradrag måtte foretrækkes. Endelig fandt han, at lovforslagets kontrolbestemmelser gik langt videre end nødvendigt. Ninn-Hansen (KF) så gerne problemet om samtidighedsskat løst, men han måtte foretrække det konservative forslag om frivillig kildeskat. Nu måtte man se, hvad det særlige udvalg kom frem til. Han henviste i øvrigt til sine tidligere fremsatte udtalelser om regeringens kildeskatteforslag og efterlyste stadig skalaer, der kunne belyse konsekvenserne. Baunsgaard (RV) fandt ikke, at kildeskatteforslaget kunne betragtes som en skattereform. En sådan måtte fjerne urimelighederne ved det nuværende skattesystem. Man måtte finde et system, der ikke lod prisudviklingen udhule de grænser, man oprindelig havde fastsat. Der måtte ikke være så 8tore spring i skatteprocenterne, og der måtte sættes ind med en reform af fradragssystemet. Det var urimeligt, at de socialt betonede fradrag gav størst fordel for de store indtægter, og hvis regeringen mente, at det ville forenkle kildeskatteordningen, hvis man ophævede skattefradragsreglen, hvorfor foreslog man den så ikke ophævet? Baunsgaard betonede til slut vigtigheden af, at det administrative besvær, man pålagde erhvervslivet, blev så lille som muligt. Aksel Larsen (SF) fandt, at ændringerne af lovforslaget var til det bedre, men hvorfor havde man ikke foreslået skattefradragsreglen ophævet, når man dog i praksis foreslog den likvideret i lovforslaget? Der var også andre fradrag, der måtte ryddes op i, f. eks. parcelhusejernes skattebegunstigelser. Aksel Larsen fandt ikke lovforslagets løsning af sambeskatningen tilfredsstillende, og han efterlyste som flere af de foregående talere tabeller og beregninger, der kunne belyse forslagets konsekvenser. Så vidt han kunne vurdere, ville lovforslaget bevirke en manko på omkring 1 milliard kr. Der var mange måder at skaffe disse penge på, og det forøgede ikke hans sympati for regeringens planer, hvis man ville dække mankoen gennem en merværdiafgift. Også Johan Asmussen (Uafh) fandt det eksisterende skattesystem fortvivlende, men forenkling var ikke det vigtigste hensyn at tage ved en reform. Man måtte finde det mest retfærdige system og så inden for de rammer gøre det så enkelt som muligt. Lovforslagenes nye udformning havde tekniske fordele i forhold til de tidligere forslag, men han kunne ikke anbefale dem. Ordningen var vanskelig at administrere både for erhvervene og skattemyndighederne, den nye formulering kompromitterede skattefradragsreglen, ordningen kunne bruges konjunkturpolitisk, og skatteyderne mistede fornemmelsen af, hvad de betalte. Niels Westerby (LC) var tilhænger af kildeskat, men hovedformålet med en skattereform måtte være lettelse i indkomstbeskatningen og ophævelse af sambeskatningen. Han kunne ikke tilslutte sig regeringens kildeskatteforslag. Ordningen var for kompliceret, fordi man havde bevaret skattefradragsreglen. Der måtte ryddes op i fradragene, men det var ikke nogen god idé med standardfradrag. Endelig var det en afgørende mangel ved regeringsforslaget, at det manglede skalaer.
Lovforslagenes 1. behandling afsluttedes med, at statsministeren, efter at mødet havde været udsat, meddelte, at det var hans indtryk, at partierne stod splittede og usikre over for kildeskatten. På denne baggrund fandt han det rigtigt, at befolkningen blev spurgt om sin stilling til de foreliggende opgavers løsning, hvorfor han havde indstillet til tronfølgeren, at der blev udskrevet nyvalg til folketinget. Folketingets formand oplæste derefter det kongelige åbne brev, hvorefter nyvalg til folketinget skulle afholdes den 22. november.