Luk

Luk
Luk

Luk

L 43 Forslag til lov for Færøerne om børnebidrag til enlige forsørgere m. v.

Af: Socialminister Kaj Bundvad (S)
Samling: 1966-67 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Ved lovforslagets fremsættelse anførte socialministeren bl. a. følgende:

„Reglerne om børnebidrag, der her i landet findes i forsorgs- loven, men nu foreslås flyttet til en særlig lov om børnetilskud og andre familieydelser, er for Færøerne allerede optaget i en særlig lov.

Reglerne i denne lov foreslås bragt i overensstemmelse med de her gældende. Dette medfører, at satserne for normalbidraget hæves, og at indtægtsgrænsen for at få bidrag udbetalt forskudsvis af det offentlige helt forsvinder. Satserne for normalbidraget hæves over en årrække, således at de fra 1. april 1970 vil svare til de satser, der gælder her.

I forslaget til en ny lov for Færøerne om børnebidrag er samtidig optaget nogle enkelte af de regler, der søges indført her i landet i forslag til lov om børnetilskud og andre familieydelser. Det drejer sig om en almindelig regel om adgang til uden hensyn til modtagerens eller barnets økonomiske forhold at modtage et bidrag svarende til en faders normalbidrag, når kun én af et barns forældre lever, eller faderskabet for barnet ikke er fastslået og ingen er anset som bidragspligtig til barnet. Begrundelsen for bestemmelsen er, at en enlig forsørger næsten altid vil være vanskeligere stillet end to forældre, der begge kan bidrage til forsørgelsen af et barn enten økonomisk eller ved arbejde i hjemmet.

Ny er også en bestemmelse om, at der ubetinget bliver ret til børnebidrag, når faderskabet for et barn ikke er fastslået.

Det er således kun enkelte af reglerne i lovforslaget om børnetilskud og andre familieydelser, som er optaget i forslaget om børnebidrag, idet der ikke fra færøsk side er ønske om, at der for tiden foretages yderligere ændringer af reglerne."

Om lovforslagets tilblivelse henvises til det ovenfor anførte vedr. forslag til lov for Færøerne om invalidepension m. v.

Det udvalg, hvortil lovforslaget henvistes, nåede ikke at afgive betænkning, inden folketingsvalget blev udskrevet.
Partiernes ordførere
Johan Nielsen (S), J. Hindkjær Pedersen (KF), Søren Andersen (V), Erik Sigsgaard (SF), Grethe Philip (RV), Johan Asmussen (U) og Børge Diderichsen (LC)