Luk

Luk
Luk

Luk

L 9 Forslag til lov om ændring af lov om vurdering af landets faste ejendomme.

Af: Finansminister Henry Grünbaum (S)
Samling: 1966-67 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Lovforslaget svarede i det væsentlige til det af finansministeren den 15. marts 1966 fremsatte lovforslag (årbog 1965-66, side 411).

De foreslåede ændringer havde navnlig til formål at tilpasse de forskellige bestemmelser i den gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme til stedfundne eller forestående ændringer i den øvrige lovgivning.

Ud over de i det første lovforslag indeholdte ændringer er der i nærværende lovforslag indføjet yderligere et par bestemmelser.

Den ene af disse bestemmelser knytter sig til loven om ejerlejligheder, idet der efter forslaget skabes hjemmel for, at de enkelte lejligheder skal vurderes selvstændigt og ikke under ét.

Den anden nye bestemmelse står i forbindelse med det af indenrigsministeren fremsatte forslag til lov om ændring af lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme. I den kommunale ejendomsbeskatningslov foreslås det, at grundskyldpromillerne nedsættes for ejendomme, der helt eller delvis benyttes til landbrug o. lign. Den foreslåede nye bestemmelse i vurderingsloven angår vurderingsmyndighedernes opgaver i forbindelse med afgrænsningen af disse ejendomme. For at bestemmelsen i den kommunale ejendomsskattelov kan træde i kraft med virkning for skatteåret 1967-68, foreslås det ved en overgangsbestemmelse i § 2, at vurderingsmyndighederne på grundlag af det foreliggende vurderingsmateriale afgrænser de ejendomme, som skal omfattes af lempelsen.

Lovforslaget nåede ikke at komme til 1. behandling inden folketingsvalget.