Ved folketingsbeslutningen meddelte folketinget samtykke til, at Danmark ratificerer den i London, Moskva og Washington den 27. januar 1967 undertegnede traktat om principper for staters virksomhed ved udforskning og udnyttelse af det ydre rum, herunder månen og andre himmellegemer.

Om den nævnte traktats forhistorie og indhold oplyses følgende:

I. Traktatens forhistorie.

Bestræbelserne for at tilvejebringe internationale bestemmelser vedrørende menneskets virksomhed i det ydre rum går tilbage til 1959, da De Forenede Nationer nedsatte et udvalg med den opgave at fremsætte forslag til samarbejde om fredelig udnyttelse af det ydre rum.

Den 17. oktober 1963 vedtog FNs 18. generalforsamling en resolution, som opfordrer staterne til at afstå fra at sætte genstande, der medfører kernevåben eller andre former for masseødelæggelsesvåben, i kredsløb omkring jorden og fra at anbringe sådanne våben på himmellegemerne. Den 13. december 1963 vedtog generalforsamlingen en deklaration om de juridiske principper for staters virksomhed ved udforskning og udnyttelse af det ydre rum, der i vidt omfang indeholder de samme bestemmelser, som nu er optaget i traktaten.

Den omtrent samtidige fremlæggelse i juni 1966 af et amerikansk og et sovjetisk traktatudkast med mange lighedspunkter betegnede et betydningsfuldt skridt på vejen henimod fastsættelsen af internationalt forpligtende bestemmelser på dette område. Disse traktatudkast blev derefter gjort til genstand for drøftelse i det juridiske underudvalg under udvalget vedrørende fredelig udnyttelse af verdensrummet, som på få uger nåede til enighed om hovedpunkterne i en traktat om fredelig udnyttelse af det ydre rum.

De i underudvalget opnåede resultater dannede grundlag for den videre behandling af spørgsmålet på FNs 21. generalforsamling, som den 19. december 1966 enstemmigt vedtog et resolutionsudkast, der — med bl. a. Danmark som medforslagsstiller — anbefalede traktatteksten til undertegnelse af det størst mulige antal stater.

II. Traktatens bestemmelser.

Traktatens artikel I fastslår, at udforskning og udnyttelse af det ydre rum, herunder månen og andre himmellegemer, skal ske til gavn for alle stater, og at alle stater har fri adgang til udforskning og udnyttelse af det ydre rum. I forbindelse hermed bestemmer artikel II, at det ydre rum ikke kan underkastes national suverænitet.

Ved artikel III forpligter de kontraherende stater sig til at udforske og udnytte det ydre rum i overensstemmelse med folkeretten og FN-pagten og i fredens og sikkerhedens interesse.

I artikel IV forpligter parterne sig til ikke at sætte kernevåben eller andre masseødelæggelsesvåben i kredsløb omkring jorden eller placere disse våben i rummet eller på himmellegemer. Endvidere forbydes enhver militær aktivitet på himmellegemerne. Det fastslås, at disse alene må udnyttes til fredelige formål.

Artikel V. bestemmer, at de kontraherende stater skal yde astronauter al mulig bistand i nødsituationer, og at astronauter indbyrdes skal yde hinanden bistand under virksomhed i det ydre rum.

Artikel VI fastslår, at en kontraherende stat bærer det folkeretlige ansvar for enhver virksomhed i rummet, hvori den deltager, hvad enten virksomheden udøves af regeringsorganer eller private. På tilsvarende måde bestemmer artikel VII, at en kontraherende stat er ansvarlig for skade, som ved sådan virksomhed påføres en anden kontraherende stat eller dens borgere.

I henhold til artikel VIII bevarer den stat, hvori en opsendt rumgenstand er indregistreret, jurisdiktion over og kontrol med genstanden og eventuelt personel under dens ophold i det ydre rum, ligesom ejendomsretten til genstanden eller dens bestanddele ikke berøres af, hvor de befinder sig. Hvis de findes, skal de tilbageleveres til den stat, hvor de er indregistreret.

Artikel IX bestemmer, at de kontraherende stater ved udforskning og udnyttelse af det ydre rum skal lade sig lede af princippet om samarbejde og gensidig bistand og skal tage tilbørligt hensyn til andre staters tilsvarende interesser. Parterne skal undgå, at deres rumvirksomhed medfører skadelig inficering af himmellegemerne og ugunstige forandringer i jordens omgivelser. Såfremt der består en risiko for, at andre staters rumvirksomhed kan lide skade, skal den ansvarlige stat indlede forhåndskonsultationer. Initiativet hertil kan også tages af interesserede kontraherende stater.

For at fremme det internationale samarbejde bestemmer artikel X, at de kontraherende stater på lige fod skal behandle anmodninger fra andre kontraherende stater om adgang til at iagttage de af dem selv opsendte rumgenstandes flyvning. (Der tænkes herved på benyttelse af andre kontraherende staters sporingsstationer ved en stats egen opsendelse af rumgenstande).

Artikel XI indeholder en bestemmelse om, at de kontraherende stater i størst mulig udstrækning vil stille oplysninger om deres rumvirksomhed til rådighed for offentligheden og den internationale videnskab.

Ved artikel XII forpligter de kontraherende stater sig til på gensidighedsbasis og under visse betingelser at tillade besøg på deres rumstationer o. lign. på himmellegemerne.

Artikel XIII fastsætter, at traktaten også finder anvendelse på rumvirksomhed, som udøves af internationale mellemstatlige organisationer, og at de praktiske spørgsmål, som opstår i denne forbindelse, skal løses af de kontraherende stater sammen med vedkommende organisation eller med sådanne medlemsstater af denne, som er deltagere i traktaten.

Ifølge artikel XIV står traktaten åben for undertegnelse eller tiltrædelse af alle stater og træder i kraft, når fem regeringer, herunder depositarmagterne
— d. v. s. USA, Sovjetunionen og Storbritannien — har deponeret deres ratifikationsinstrumenter.

I henhold til artikel XV kan ændringer i traktaten først træde i kraft for den enkelte stat, når denne har godkendt ændringen og ændringen i øvrigt vedtages af et flertal af de deltagende stater.

Traktaten kan ifølge artikel XVI opsiges med et års varsel, når den har været i kraft i et år.

Ved fremsættelsen af forslaget udtalte minister Hans Sølvhøj bl. a.:

„Direkte betydning for Danmark vil traktaten naturligvis kun kunne få i den udstrækning, hvori vi deltager eller fremtidigt kommer til at deltage i internationale rumforskningsprogrammer. Som eksempel herpå kan nævnes Danmarks deltagélse i Den europæiske Organisation for Rumforskning, ESRO, der på sit program har opsendelse af forskningssatellitter, og hvis konvention udtrykkeligt bestemmer, at organisationen skal have til formål udelukkende i fredeligt øjemed at muliggøre og fremme samarbejdet mellem de europæiske stater inden for rumforskning og rumteknik. ESRO-konventionen, der blev underskrevet i Paris den 14. juni 1962, er således ganske i overensstemmelse med de almindelige principper, der er nedlagt i rumtraktaten. Endvidere har traktaten betydning for telekommunikation ved hjælp af kunstige satelitter. Her deltager Danmark i det ved overenskomst af 20. august 1964 dannede konsortium til gennemførelse af den midlertidige ordning vedrørende et globalt, kommercielt satellitkommunikationssystem, INTELSAT.

Afgørende for vor stilling til den foreliggende traktat har det været, at den dels betegner et nyt betydningsfuldt skridt på vejen henimod international afspænding og nedrustning, dels bidrager til at fastlægge retsregler for menneskets færden i det ydre rum.

På denne baggrund anser regeringen det for ønskeligt, at Danmark ratificerer traktaten. For at markere Danmarks positive interesse for den afspændingspolitiske linje, traktaten er udtryk for, lægger regeringen vægt på, at man fra dansk side er klar til at ratificere traktaten på et forholdsvis tidligt tidspunkt.

Idet jeg vedrørende traktatens nærmere indhold henviser til det foreliggende forslag, tillader jeg mig at anbefale forslaget om Danmarks ratifikation af traktaten om principper for staters virksomhed ved udforskning og udnyttelse af det ydre rum, herunder månen og andre himmellegemer."

Forslaget mødte i folketinget tilslutning fra alle sider. Det vedtoges — uden at have været undergivet udvalgsbehandling — uændret og enstemmigt.