Luk

Luk
Luk

Luk

L 150 Forslag til lov om ændring i lov om indseende med priser.

Af: Handelsminister Tyge Dahlgaard ()
Samling: 1966-67 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Ved den foreslåede lovændring vil § 4 i lov nr. 180 af 25. maj 1966 om indseende med priser få følgende indhold:

„§ 4. Monopoltilsynet kan efter forhandling med forbrugerorganisationerne og vedkommende erhvervsorganisationer fastsætte regler, hvorefter bestemte varer kun må sælges eller udbydes til salg her i landet

1) i nærmere foreskrevne enheder,

2) med varens indhold, egenskaber og mængde angivet på varen eller dens emballage.

Stk. 2. Monopoltilsynet kan efter forhandling med de i stk. 1 nævnte organisationer fastsætte regler om udformning og anbringelse af de i stk. 1, nr. 2, omhandlede angivelser."

Forslaget til lovændringen var fremsat af det udvalg, som i januar 1959 nedsattes af handelsministeren til udarbejdelse af en ny konkurrencelovgivning, se nærmest foregående sag, og må ses på baggrund af, at den i konkurrencelovens § 16 fastsatte adgang for handelsministeren til at foreskrive kvantumsmærkning og kvantumsstandardisering af varer ikke var medtaget i det samtidigt fremsatte forslag til ny konkurrencelov. Et flertal i udvalget havde i stedet foreslået bestemmelsen optaget i prisindseendeloven, samt at bestemmelsen samtidigt udvidedes til at give monopoltilsynet adgang til at foreskrive, at varer mærkes med angivelse af deres indhold og egenskaber.

Om formålet med udvidelsen af bestemmelsen var i bemærkningerne til lovforslaget bl. a. anført følgende:

Forslagets bestemmelser om adgangen for monopoltilsynet til at kræve mærkning med angivelse af varens indhold og egenskaber er nye. Man finder, at lovgivningen bør indeholde hjemmel til at foreskrive, at der gives sådanne relevante oplysninger om varer, at forbrugerne får mulighed for at foretage indkøb på et objektivt grundlag.

Mærkning med angivelse af varens indhold og egenskaber (varedeklaration) indebærer ikke nogen standardisering af varerne, men kun, at monopoltilsynet får adgang til at bestemme, at visse for forbrugerne relevante oplysninger gives. Hvilke oplysninger det vil være rigtigt at give, beror på de enkelte varers beskaffenhed og undersøgelser i de konkrete tilfælde. Egenskabsmærkning kan dreje sig om varens holdbarhed (datomærkning), om dens resistens over for forskellige påvirkninger (lys, varme og kulde) m. v.

Bestemmelserne, der alene angår salg af varer på hjemmemarkedet, tilsigter først og fremmest at give orientering i forbindelse med butikssalg, men vil også kunne finde anvendelse på varer, der sælges på anden måde, f. eks. til erhvervsmæssigt forbrug i landbrug, gartneri, industri, håndværk m. m. Efter forslaget vil eventuelle mærkningskrav gælde såvel her i landet som i udlandet fremstillede varer, og kravene vil kunne stilles såvel til producenter og importører som til grossister og detaillister.

I det omfang monopoltilsynet ikke måtte have de fornødne forudsætninger for udarbejdelse af indholds- og egenskabsdeklarationer, vil den fornødne indsigt være til rådighed i f. eks. statens husholdningsråd, statsprøveanstalten og sundhedsstyrelsen samt i Dansk Varedeklarations-Nævn, såfremt nævnet vil være interesseret i et sådant samarbejde. Det bemærkes herved, at løsningen af denne opgave kan forventes at medføre ansøgninger om øgede bevillinger eller tilskud til de pågældende institutioner, men man anser det ikke for muligt på indeværende tidspunkt at skønne over størrelsen heraf.

Lovforslaget var foreslået sat i kraft samtidig med forslaget til konkurrencelov — den 1. juli 1967.

Ved 1. behandlingen i folketinget var nogle af ordførerne betænkelig ved den vidtgående bemyndigelse lovforslaget rummede.

Efter forhandlingens slutning henvistes lovforslaget sammen med det ovenfor omtalte forslag til konkurrencelov til et udvalg, som afgav en beretning om sit arbejde.
Partiernes ordførere
Viola Nørløv (S), Jens Peter Jensen (V), Knud Thomsen (KF), Gunhild Due (SF), A. C. Normann (RV) og Poul Antonsen (LC)