Luk

Luk
Luk

Luk

L 3 Lov om ændring i lov om lønninger og pensioner m. v. til statens tjenestemænd.

Af: Økonomiminister Ivar Nørgaard (S)
Samling: 1966-67 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 184 af 24-05-1967
Ved loven ændres det normale tjenestemandspensionsbidrag, der er fastsat i lønnings- og pensionslovens § 50, stk. 2, fra 4 pct. til 3½ pct. med virkning fra 1. april 1967.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgik det, at tjenestemændene betaler fuldt bidrag til finansieringen af folkepensionsudgifterne, og at de er undtaget fra de ved lov nr. 195 af 4. juni 1964 gennemførte bestemmelser om fuld ikke-indtægtsreguleret folkepension.

„Under hensyn til, at den stedfundne udbygning af folkepensionen således ikke kommer tjenestemændene til gode, uanset at de betaler fuldt bidrag hertil, er der opstået spørgsmål om en nedsættelse af tjenestemændenes samlede bidrag til den efterløn, der opnås efter afgang fra tjenesten. Om dette spørgsmål har der været ført forhandlinger med statstjenestemændenes centralorganisationer og Danmarks Lærerforening, og der er herunder opnået enighed om, at det normale tjenestemandspensionsbidrag på 4 pct. bør søges nedsat til 3½ pct. med virkning fra 1. april 1967.

Ved lovforslaget søges der hjemmel for en herpå sigtende nyordning gennem ændring af den i lønnings- og pensionslovens § 50, stk. 2, fastsatte bidragssats på 4 pct."

Ved fremsættelsen af lovforslaget, der blev behandlet sammen med forslag til lov om ændring i lov om pensionering af civile funktionærer, håndværkere og arbejdere ved hæren og søværnet m. v. (Se nedenfor), udtalte økonomiministeren bl. a.:

„Dette spørgsmål er bl. a. berørt i den foreliggende udvalgsbetænkning fra 1965 om tjenestemænds adgang til almindelig folkepension, hvor der som led i fremstillingen af problematikken omkring tjenestemandspensionsordningen og udviklingen på den sociale pensionslovgivnings område er peget på muligheden af en nedsættelse af det samlede efterlønsbidrag gennem reduktion af det gældende bidrag til tjenestemandspension.

Om forslagenes rækkevidde vil jeg gerne bemærke, at ændring af statstjenestemændenes pensionsbidrag vil få automatisk virkning også for tjenestemænd i folkeskolen og folkekirken, idet lønnings- og pensionslovens pensionsbestemmelser tillige finder anvendelse for disse grupper af tjenestemænd.

De samme grunde, som ligger bag forslaget om nedsættelse af statstjenestemændenes pensionsbidrag, gør sig endvidere gældende, for så vidt angår personer, der som led i ansættelse på tjenestemandslignende vilkår ved en række tilskudsinstitutioner er omfattet af pensionsordninger, som i det væsentlige følger statstjenestemandsreglerne. Sådanne pensionsordninger, der på en række områder er fastlagt reglements- eller vedtægtsmæssigt eller hjemlet på anden måde, påregnes ændret inden for de rammer, der foreslås lagt til grund for statstjenestemændenes vedkommende."

Ved 1. behandlingen blev der givet tilslutning fra alle sider. Efter at forslaget havde været til behandling i lønningsudvalget, der indstillede det til vedtagelse uændret, blev det ved 3. behandling vedtaget enstemmigt med 127 stemmer.
Partiernes ordførere
Jørgen Peder Hansen (S), Jens Frandsen (V), Adam Møller (KF), Sigurd Ømann (SF), Bernhard Baunsgaard (RV), Svend Haugaard (RV) og Niels Westerby (LC)