Loven afløste fra den 1. juli 1967 lov nr. 236 af 9. juni 1965 om afsætning af danske landbrugsvarer m. m. (årbog 1964-65, side 156) og lov nr. 234 af 9. juni 1965 om en rapsordning.

Loven er i princippet en næsten uændret videreførelse af den tidligere afsætningslov, dog således at den hidtidige kontante støtte til landbruget på 310 mill. kr. årligt er øget til i alt 460 mill. kr. for finansåret 1967-68 og til 510 mill. kr. for finansåret 1968-69. Endvidere er der nu i afsætningsloven indføjet en bestemmelse om, at der af statskassen ydes et beløb på 8 mill. kr. til rapsordningen i hvert af de 2 år, loven skal gælde. Bestemmelsen herom afløser den tidligere gældende rapsordning, hvorefter tilskud til rapsordningen blev afholdt over margarineprisen.

Efter ønske fra landbrugsorganisationerne er i lovens § 7 indsat en bestemmelse om, at et beløb på 5 mill. kr. årligt af den kontante støtte, der skal udbetales på grundlag af mælkeproduktionen, anvendes til rationalisering af kontrolforeningernes arbejde. Bestemmelsen herom var ikke indeholdt i lovforslaget, da det fremsattes, men indsattes under forslagets behandling i folketinget efter indstilling fra et enigt folketingsudvalg.

Efter henstilling fra Fælleudvalget for landbrugets arbejdsøkonomiske spørgsmål indeholder loven nu en klar hjemmel for, at de i lovens § 2 omhandlede afgifter ikke alene kan anvendes til foranstaltninger til fremme af udførslen af landbrugsvarer, men også til kvalitets- og afsætningsfremmende foranstaltninger med henblik på hjemmemarkedet.

Som en nydannelse er der endvidere i § 7, stk. 4, indsat en bestemmelse om, at landbrugsministeren kan fastsætte forskrifter om fritagelse for erlæggelse af de hidtil etablerede afgifter for fjerkrækød og æg ved producenters salg af slagtet fjerkræ og æg på produktionsstedet. Dette skyldes, at producentsalget af disse varer, som man tidligere havde ment ikke kunne skade hjemmemarkedsordningen, når salget holdtes inden for traditionelle rammer, havde vist sig at have taget et ekstraordinært stort omfang, der var skønnet at svare til afgifter på ca. 20 mill. kr. årligt. Om nyordningen var det i øvrigt i bemærkningerne til lovforslaget oplyst, at det var landbrugsministerens hensigt i bekendtgørelsesform at fastsætte, at salg af producentslagtet fjerkræ og æg på produktionsstedet er afgiftspligtigt, dog således, at sådant salg fritages for afgift i et nærmere bestemt mindre omfang. Endvidere var det hensigten samtidig at fastslå, at en producents erhvervsmæssige anvendelse af æg eller slagtet fjerkræ i anden ham tilhørende virksomhed er afgiftspligtig.

Om baggrunden for den ændrede, rapsordning var i bemærkningerne til lovforslaget bl. a. oplyst følgende:

„Umiddelbart efter vedtagelsen af lov nr. 234 af 9. juni 1965 om en rapsordning, der fortsætter tidligere tilsvarende rapsordninger, nedsatte de interesserede organisationer et udvalg til undersøgelse af de tekniske muligheder for en forbedret rapsordning.

Udvalgsarbejdet har resulteret i en „Rapport om den danske rapsproduktions problemer og muligheder", som de nævnte organisationer i januar 1967 har overleveret til landbrugsministeren. Det fremgår heraf, at såvel landbrug som industri har ønske om, at der tilskyndes til en kvalitetsforbedring af den her i landet avlede raps, særlig med hensyn til olieindhold.

Imidlertid er der på indeværende årstid ikke mulighed for at påvirke dyrkningen her i landet af raps med hensyn til sortsvalg o. lign., hvortil kommer, at fornødent laboratorieapparatur til foretagelse af olieanalyser ikke kan påregnes tilvejebragt med kort varsel.

Det er derfor foreslået, at tilskuddet skal ydes på basis af vægten af frøet, men at landbrugsministeren kan bestemme, at udbetaling til avlerne af tilskuddet, for så vidt angår rapsfrø af høst 1968, kan ske på grundlag af olieindholdet i de af de enkelte avlere leverede frøpartier.

Det bemærkes, at høstarealet med raps i gennemsnit af 1965 og 1966 har været ca. 24.000 ha. På basis af den gennemsnitlige høst i de samme år, ca. 44.000 tons, vil et årligt statstilskud som foreslået, 8 mill. kr., muliggøre udbetaling til rapsavlerne af ca. 18-19 øre pr. kg frø som tilskud."

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med de nedenfor omtalte forslag til lov om en kornordning for høstårene 1967-68 og 1968-69, forslag til lov om tilskud til forbrugerpriserne på mejeriprodukter og forslag til lov om afsætning af frisk dansk frugt og danske gartneriprodukter.

Ved 1. behandling gjorde Chr. Rasmussen (S) opmærksom på, at de i lovforslaget omhandlede tilskud og forhøjelsen af disse var opnået af landbruget i forbindelse med en sammenkædning af støtteproblemerne med de stedfundne overenskomstforhandlinger, hvilket efter hans opfattelse ikke havde medvirket til at skabe større sympati i befolkningen, som i vidt omfang havde opfattet denne fremgangsmåde som direkte pengeafpresning. Han henstillede til overvejelse, om det ikke måtte anses for rimeligt — nu da dispositionsfonden stod over for en forhøjelse — at lette trykket på kødmarkedet i en overgangsperiode ved at yde direkte tilskud til nedslagtning af tyrekalve som spædkalve. Endvidere fandt han det af betydning, om man inden for hjemmemarkedsordningen så på forholdene i fjerkræsektoren, hvor man netop i kraft af ordningen og andre tilskud havde opbygget en produktion, der nationaløkonomisk nærmest måtte betragtes som en underskudsforretning.

Niels Eriksen (V) gav en redegørelse for de økonomiske vanskeligheder, landbruget havde at kæmpe med. Landbofamiliernes opnåede arbejdsfortjeneste havde i de senere år været stærkt dalende og var nu for de mindre brugsstørrelser under halvdelen af en faglært arbejders indtægt og det trods en de fleste steder helt usædvanlig arbejdsindsats. Landmandens håb var at komme ind i et større, frit marked, hvor priserne på landbrugsprodukter ville følge fremstillingsomkostningerne i rationelt drevne brug. I den øjeblikkelige situation var støtte imidlertid fortsat nødvendig, og navnlig gjaldt dette kvægsektoren, der længe havde haft den dårligste økonomi. Han fremhævede den store betydning, hjemmemarkedsordningerne havde haft i den forløbne tid, bl. a. ved den stabiliserende indflydelse på de gennemsnitlige afregningspriser, der havde forbedret mulighederne for en rationel driftsplanlægning.

Også H. C. Toft (KF) gjorde rede for landbrugets økonomiske vanskeligheder. Den forhøjelse af støtten, som lovforslaget indebar, så han som en erkendelse fra regeringens side af, at 1965-lovens støtte havde været for lille, og at hans parti derfor havde haft ret i at søge støtten forhøjet allerede i 1965. Også han så frem til Danmarks indtræden i det store europæiske marked, hvor det danske landbrug ville få helt anderledes gode indkomstvilkår.

Morten Lange (SF) var enig med Chr. Rasmussen i, at der var sket en uacceptabel sammenblanding af nogle arbejdsmarkedsforhandlinger på et forholdsvis snævert område med mulighederne for at give landbruget kompensation for de vanskelige afsætningsforhold. Man måtte derfor overveje at finde frem til forhandlingsmåder, der ikke gav en sådan uheldig sammenkædning. Han ønskede i øvrigt under det senere udvalgsarbejde oplyst, hvilke beregninger der lå bag de. i lovforslaget omhandlede støttebeløb, som han på forhånd måtte finde meget store. Derimod udtrykte han tilfredshed med de enkelte tilskuds placering, og navnlig fandt han det rigtigt, at man især havde valgt at sætte støtten ind i mejerisektoren. Også dispositionsfonden var efter hans opfattelse en af de mere heldige måder at yde landbrugsstøtte på, og det samme gjaldt mejerirationaliseringen. Endelig fandt han det rigtigt, at rapstilskudsordningen var foreslået lavet om, således at rapstilskuddet ikke længere skulle bæres af margarineforbrugerne.

På det radikale venstres vegne fremhævede Svend Haugaard, at han principielt var forbeholden over for ydelse af direkte tilskud, men at han på den anden side måtte erkende, at det under de nuværende forhold ikke var muligt at undgå støtteordninger af forskellig art. Han fandt, at hjemmemarkedsordningen havde virket godt, og han kunne derfor støtte denne ordnings fortsættelse. Han var derimod betænkelig ved kunstgødningstilskuddet, som først og fremmest var til fordel for de besætningsløse brug. Hans parti ville foretrække at ændre kunstgødningstilskuddet til en låneordning for bygningsrationalisering. Også rapstilskuddet havde han betænkeligheder over for, selv om den foreslåede nye ordning var bedre end den gamle.

Antonsen (LC) fremhævede, at en fornuftig løsning på landbrugets problemer ikke var mulig i øjeblikket med de snævre grænser for landbrugets tilpasning på grund af den tekniske udvikling og på grund af markedsforholdene. Han erindrede om, at hans parti var gået ind for fri sammenlægning af landbrugsejendomme, som efter hans opfattelse ville kunne medvirke til en fornuftig løsning af landbrugets problemer. Så længe man imidlertid ikke havde fri adgang til sammenlægning af landbrugsejendomme, og så længe markedsproblemerne ikke var løst, kunne han imidlertid acceptere landbrugsstøtteordninger, også i det foreslåede omfang. Han var derimod betænkelig ved visse principper i det hidtidige støttesystem. Bl. a. gjaldt dette hjemmemarkedsordningerne, som han mente i vidt omfang førte til forvridning mellem de forskellige produktionsgrene inden for landbruget.

Efter 1. behandling henvistes lovforslaget til behandling i et udvalg, af hvis betænkning det fremgik, at man bl. a. havde drøftet det under 1. behandlingen rejste spørgsmål om gennemførelse af en tilskuds- og låneordning til rationalisering af landbrugsbygninger med midler fra kunstgødningstilskuddet. Landbrugsministeren havde imidlertid om dette spørgsmål henvist til, at der forelå en fast aftale mellem regeringen og landbrugsorganisationerne om fordelingen af landbrugsstøtten. Også hjemmemarkedsordningen for æg og fjerkrækød var indgået i udvalgets overvejelser. Landbrugsministeren havde herom oplyst, at en ophævelse af ordningen måtte antages at få vidtrækkende konsekvenser for fjerkræholderne, og at man derfor ikke i øjeblikket burde skride til en ophævelse, men derimod afvente udviklingen på området og drøfte spørgsmålet om en mulig ændring i forbindelse med lovens revision i 1969.

Udvalget stillede i øvrigt det ovenfor omtalte ændringsforslag om anvendelse af 5 mill. kr. til rationalisering af kontrolforeningsarbejdet inden for mejerisektoren.

Et flertal (udvalget med undtagelse af socialistisk folkepartis medlemmer) indstillede lovforslaget til vedtagelse med det nævnte ændringsforslag, idet der dog fremsattes følgende særudtalelser:

„Et mindretal inden for flertallet (det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) ønsker dog at fremhæve, at indvendinger mod lovforslaget, der er fremført over for udvalget af Vejle og Omegns Andelssvineslagteri Tulip, af Dansk Eksportør- og Kødgrossistforening og af Provinshandelskammeret, ikke er blevet tilstrækkeligt belyst under udvalgsarbejdet. Mindretallet er betænkelig ved udformningen af lovforslagets § 4, stk. 5, hvorefter Eksportsvineslagteriernes Salgsforening alene administrerer de i henhold til samme paragrafs stk. 1 og 2 indkomne afgifter. Det har imidlertid ikke været muligt at få udvalgets flertal til at foretage ændringer i den nævnte paragraf.

Et andet mindretal inden for flertallet (det radikale venstres medlem af udvalget) fremhæver, at man under udvalgsbehandlingen har udtalt ønske om, at der gennemføres en ordning til støtte for bygningsrationalisering i landbruget, og at man herunder har peget på, at der kan tages midler hertil fra de tilskud, der ifølge lovforslaget er ansat til kunstgødning og rapsordning."

Endelig stillede et mindretal (socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) et yderligere ændringsforslag, hvorefter tilskuddet til kunstgødning foresloges afskaffet og beløbet i stedet anvendt som tilskud til nybygning og udvidelse af kostalde.

Ved 2. behandlingen betonede adskillige af ordførerne det utilfredsstillende i det korte tidsrum, der var levnet folketinget og folketingsudvalget til arbejdet med de 4 omfattende lovforslag.

Efter at udvalgets ændringsforslag var blevet vedtaget og mindretallets ændringsforslag forkastet, henvistes lovforslaget til fornyet behandling i udvalget. Udvalgets fortsatte arbejde med lovforslaget resulterede imidlertid ikke i yderligere ændringer, og lovforslaget vedtoges derefter ved 3. behandling med 149 stemmer mod 3 (Sigsgaard, Moltke og Vivike (alle SF)); 15 medlemmer (SF i øvrigt) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.