Luk

Luk
Luk

Luk

L 64 Lov om ændringer i lov om oprettelse af et kreditinstitut for fiskerierhvervet.

Af: Fiskeriminister Jens Risgaard Knudsen (S)
Samling: 1966-67 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 66 af 15-03-1967
Lovforslaget var enslydende med det i 1. samling fremsatte lovforslag, hvorom henvises til side 449.

Lovforslaget fik ved 1. behandling tilslutning fra ordførerne for socialdemokratiet, det konservative folkeparti, socialistisk folkeparti, det radikale venstre og liberalt centrum.

Henry Sørensen (V) udtrykte en vis tvivl om, hvorvidt beløbsrammen på 50 mill. kr. for tiden indtil 31. marts 1968 ville være tilstrækkelig, ligesom han udtalte, at fiskeriets finansieringsforhold, vurderet under hensyntagen til erhvervets udviklingsmuligheder, ikke kunne anses for løst gennem det forelagte lovforslag. Han pegede endelig på, at spørgsmålet om låntagernes ydelse af administrationsbidrag måtte ses i sammenhæng med såvel spørgsmålet om sammensætningen af fiskeribankens bestyrelse som spørgsmålet om, hvem der skal forestå dens forretningsførelse.

Det udvalg, hvortil lovforslaget blev henvist, anførte i sin enstemmige betænkning følgende:

„Udvalget har drøftet den i forslaget fastsatte ramme for udlånenes størrelse for perioden indtil 31. marts 1968 og herved fra fiskeriministeren modtaget oplysninger om størrelsen af fiskeribankens udlån ved udgangen af januar 1967 samt nærmere oplysninger om det beregnede lånebehov for tiden indtil 31. marts 1968. Fiskeriministeren har oplyst, at forslaget stort set har fulgt de af bestyrelsen for Kongeriget Danmarks Fiskeribank og fiskerikommissionen af 1961 afgivne indstillinger. Såfremt der på et vist tidspunkt inden 1. april 1968 opstår et behov for en udvidelse af beløbsrammen på de 50 mill. kr., kan spørgsmålet om udvidelse efter udvalgets mening rejses i folketinget.

I tilslutning til forslagets § 1, nr. 6, har fiskeriministeren på udvalgets forespørgsel erklæret sig villig til under forudsætning af fornøden indstilling fra fiskeribankens bestyrelse og efter forhandling med finansministeren at nedsætte det hidtidige reservefondsbidrag til 1 ‰. Det samlede bidrag til reserve- og administrationsfonden vil herved formentlig blive 2½ ‰, svarende til den promille, der efter de foreliggende oplysninger hidtil er betalt som reservefondsbidrag.

Udvalget har endvidere drøftet, hvilke kvalifikationskrav der bør stilles til lånsøgere som forudsætning for ydelse af lån til erhvervelse af fartøj med tilbehør. Fiskeriministeren har i tilslutning hertil over for udvalget udtalt, at man fortsat bør koncentrere sig om ved långivningen at tilgodese aktive fiskere, men at tendensen til stigende investeringer kan nødvendiggøre øget adgang for ikke-erhvervsfiskere til at opnå lån i fiskeribanken.

I forbindelse med gennemgangen af lovforslaget har udvalget drøftet, hvorledes der kan gives (især unge) fiskere lettere adgang til en god start inden for erhvervet. Man har således drøftet en ordning, hvorefter fiskeribankens lånegrænse forhøjes til 92½ pct. af fartøjets vurderingssum under forudsætning af, at banken altid vil være ejer af halvparten i fartøjet og således dele dets nettooverskud med låntageren. Med tanke på at forbedre de aktive fiskeres adgang til at deltage i udviklingen frem mod anvendelsen af større fartøjer er spørgsmålet om at fremme andelstanken inden for erhvervsfiskeriet drøftet, herunder muligheden for i disse tilfælde at yde lån til lavere rente eller at stille lempeligere krav til egenkapitalen.

Udvalget mener dog, at sådanne spørgsmåls afgørelse må afvente en senere revision af loven."

Fiskeriministeren stillede i betænkningen et ændringsforslag, hvorved han frafaldt forslaget om at gøre hypotekbanken til lovfæstet forretningsfører for fiskeribanken. Dette ændringsforslag blev vedtaget uden afstemning.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget enstemmigt.
Partiernes ordførere
Poul Dalsager (S), Henry Sørensen (V), J. Hindkjær Pedersen (KF), H. C. Toft (KF), Bjørn Larsen (SF), A. C. Normann (RV) og Poul Antonsen (LC)