Lovforslaget fremsattes første gang i folketinget den 12. maj 1966, jfr. årbog 1965-66, side 452. Det genfremsattes i 1. samling af indeværende folketingsår med en række ændringer, af hvilke de væsentligste er omtalt i forbindelse med omtalen af lovforslaget side 463.
Ved fremsættelsen i 2. samling var lovforslaget ændret på enkelte punkter, ligesom der under lovforslagets behandling foretoges enkelte ændringer. Bortset fra disse ændringer, af hvilke de væsentligste vil blive omtalt i det følgende, må der om lovens indhold henvises til de anførte steder i årbogen.
De væsentligste af de nævnte ændringer er følgende:
Bestemmelsen om udlejerens opsigelsesadgang (§ 2, stk. 2, nr. 1) er ændret således, at udlejeren også i kommuner, hvor opsigelsesforbudet fortsat opretholdes, efter at huslejestoppet er ophævet, kan opsige en lejer, der ikke vil indgå på en forhøjelse, der modsvarer den øgede brugsværdi som følge af forbedringer, der er gennemført af udlejeren.
Efter en ændring af § 8, stk. 5, kan udlejeren ikke ved gennemførelse af lejeforhøjelser forlange regulering af forudbetalt leje, der henstår som depositum.
For at sikre et mere ensartet grundlag for fordeling af skatteforhøjelser på lejligheder og lokaler i en ejendom er det — ved en ændring af § 11, stk. 5 — bestemt, at sådanne lejeforhøjelser skal fordeles på grundlag af lejeværdiansættelsen i henhold til lov om leje vurdering i stedet for den gældende leje.
Ejeren af et hus, som kun indeholder 2 beboelseslejligheder, er — efter en ændring af § 40 — fritaget for den i øvrigt gennemførte binding af lejeforhøjelser, så længe han selv bebor en af lejlighederne.
Der er gennemført en ændring af § 69, som tilsigter at undgå, at lejere af lejligheder, som søges afhændet til dem som ejerlejligheder, skal føle sig forpligtet til således at erhverve deres lejligheder for ikke at miste deres bolig.
Endelig skal nævnes, at der er foretaget visse ændringer i lovens bestemmelse om ikrafttræden m. v. (§ 70). Det er således bestemt, at lejeforhøjelser, der varsles i januar kvartal 1967, kan gennemføres med en måneds varsel til den 1. i måneden. Det er endvidere udtrykkeligt bestemt, at fornyet kommunal beslutning ikke er fornøden for at opretholde gyldigheden af beslutninger, som en kommunalbestyrelse efter den hidtidige lovgivning har truffet, og hvorefter der i kommunen skal gælde regler, der afviger fra lovens hovedregel med hensyn til uopsigelighed, huslejestop, boliganvisning og sammenlægning af beboelseslejligheder m. v. Det er fastslået, at lejeforhøjelser for udvidet brugsret eller øget brugsværdi, som ikke er taget i betragtning ved lejevurderingen, fordi der er tale om forhold, der har påvirket værdien efter vurderingstidspunktet, skal kunne gennemføres ud over forhøjelserne i henhold til vurderingen. Det er endelig fastsat, at krav om udligning i normaliseringsperioden af skatter m. v., der er pålagt ejendommen tidligere, ikke kan gennemføres ud over de forhøjelser, som iværksættes i henhold til vurderingen.
Lovforslaget fremsattes i folketinget sammen med forslag til lov om leje — hvis (permanente) bestemmelser sammen med nærværende lov skulle afløse den hidtidige lejelov — forslag til lov om boligsikring og forslag til lov om ændring i lov om boligbyggeri. (Om det almennyttige boligbyggeri og dettes landsbyggefond). Se herom nærmest foregående sag og de to følgende sager.
Lovforslagene udgjorde alle et led i de boligpolitiske aftaler af 18. januar 1966 mellem socialdemokratiet, venstre, det konservative folkeparti og det radikale venstre.
Lovforslagenes behandling gav anledning til en boligpolitisk debat på baggrund af det indgåede forlig og det nyligt gennemførte folketingsvalg. Forligspartiernes ordførere kunne alle under henvisning til deres udtalelser ved tidligere behandlinger af lovforslaget vedstå deres tilslutning til principperne i forslaget, som navnlig vedrørte gennemførelse af normaliseringsforhøjelser over en otteårig periode og regler om binding af forhøjelserne.
Kai Moltke (SF) var for de afgørende afsnits vedkommende ikke i stand til at give lovforslaget sin tilslutning, fordi provenuet gik til grundejerne, fordelingen af forhøjelserne savnede socialt sigte og forhøjelserne gennemførtes på et urigtigt grundlag og på en urigtig måde. Han fremkom ved 1. behandling med en række konkrete ønsker om ændringer. Ved 2. behandling fremsatte han følgende forslag til motiveret dagsorden:
„Idet folketinget udtaler, at den boligpolitik, der gennem lovgivning søges udformet i medfør af boligforliget mellem fire af folketingets partier, ikke løser problemerne, men medfører urimelige lejeforhøjelser og vil fremme den inflatoriske udvikling gennem den stigning i grund- og ejendomspriser, der forårsages af, at lejestigningerne i væsentlig grad tilfalder husejerne, opfordrer tinget de fire partier til at overveje nødvendigheden af en revision af den i januar 1966 indgåede aftale og afbryder dermed behandlingen af lovforslagene og sender dem til fornyet behandling i udvalget."
Som ved tidligere behandlinger var Niels Westerby (LC) stærkt kritisk indstillet over for store dele af det indgåede boligforlig, ikke mindst over for det her omhandlede centrale lovforslag. Sigtet, en normalisering af lejeniveauerne og en billiggørelse af nybyggeriet, ville ikke kunne opnås, og forslaget favoriserede i for høj grad grundejerne.
I den af udvalget efter 1. behandling afgivne betænkning stillede boligministeren en række forslag til ændringer, som for en del vil fremgå af det foranstående.
Et mindretal (Kai Moltke og Kampp) stillede ligeledes en række ændringsforslag.
Ved 2. behandling vedtoges de af ministeren stillede ændringsforslag, medens de af SF stillede forkastedes.
Det af Kai Moltke stillede forslag til motiveret dagsorden forkastedes ligeledes.
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 119 stemmer mod 21 (SF, LC og Rigmor Christensen (RV)).