Luk

Luk
Luk

Luk

L 10 Lov om ændring af lov om udførsel af fisk og fiskevarer.

Af: Fiskeriminister Jens Risgaard Knudsen (S)
Samling: 1967-68 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 447 af 06-12-1967
Ved loven er en lovrevision, som oprindeligt var fastsat til folketingsåret 1966-67 og senere fastsat til folketingsåret 1967-68, nu udsat til folketingsåret 1970-71.

I bemærkningerne til lovforslaget udtaltes følgende:

„Loven gennemførtes i sin tid bl. a. med henblik på at undgå, at de lande, hvortil Danmark har en betydelig eksport af fisk og fiskeriprodukter, skulle gennemføre foranstaltninger med henblik på beskyttelse mod urimelig priskonkurrence fra dansk side.

Loven har været anvendt som grundlag for fastsættelse af mindsteeksportpriser for levende ørreder til en række europæiske lande og for ispakkede ørreder til Forbundsrepublikken Tyskland.

Endvidere er der i medfør af nævnte lov fastsat mindsteeksportpriser for fersk torskefilet til Schweiz og Italien.

For så vidt angår den betydningsfulde eksport af sild til Forbundsrepublikken Tyskland, har forholdene hidtil ikke nødvendiggjort fastsættelse af mindsteeksportpriser. Imidlertid blev der under Kennedyrundeforhandlingerne med virkning indtil 1. juli 1970 fra det europæiske økonomiske fællesskabs side givet visse koncessioner med hensyn til importen af sild på betingelse af overholdelse af en referencepris. Manglende overholdelse af denne vil medføre, at der pålægges importen en særlig kompensationsafgift.

Det blev dog samtidig i en brevveksling mellem fællesskabets og Danmarks delegationer fastslået, at den nævnte kompensationsafgift ikke vil blive bragt i anvendelse over for Danmark, hvis man herfra er i stand til at garantere og træffe foranstaltninger til, at referenceprisen respekteres. Til sikring heraf vil lovens bestemmelser være nødvendige. Hertil kommer, at det europæiske økonomiske fællesskab endnu ikke fuldt ud har vedtaget en fælles fiskeripolitik, således at det ikke kan udelukkes, at der også for andre fiskearters vedkommende vil blive behov for fastsættelse af mindsteprisordninger for eksport til fællesskabet for at søge en markedsintervention fra dettes side overflødiggjort.

Af de nævnte grunde foreslås lovens revision i overensstemmelse med en fra det i lovens § 2 nedsatte eksportudvalg afgiven indstilling udskudt, og da aftalen om referencepriser på sild til fællesmarkedet udløber 1. juli 1970, foreslås det, at revisionen afventer resultatet af eventuelle nye forhandlinger om dette spørgsmål."

Lovforslaget fik ved 1. behandling tilslutning af alle ordførere og blev uden at være gjort til genstand for udvalgsbehandling enstemmigt vedtaget ved 3. behandling.
Partiernes ordførere
Poul Dalsager (S), Henry Sørensen (V), K. Thestrup (KF), Bjørn Larsen (SF) og Poul Antonsen (LC)