Loven har følgende ordlyd:

„§ 1. Virksomheder inden for industri, håndværk og handel, herunder offentlige værker og koncessionerede virksomheder, må ved salg her i landet af varer af enhver art hverken beregne højere procentvis eller absolut bruttoavance pr. vareenhed end den umiddelbart før den 18. november 1967 sædvanligt beregnede for samme eller tilsvarende varer.

Stk. 2. Ved bruttoavance i stk. 1 forstås for industri- og håndværksvirksomheder forskellen mellem salgspris og direkte udgifter til råvarer, hjælpematerialer og direkte arbejdsløn og for importører, grossister og detaillister forskellen mellem salgspris og indkøbspris med tillæg af sædvanlige hjemtagelsesomkostninger.

Stk. 3. Uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2 vil virksomhederne kunne forhøje bruttoavancerne med de beløb, som er nødvendige til dækning af såvel de ved lovens ikrafttræden gældende overenskomster aftalte lønstigninger i 1968 som overenskomstmæssige dyrtidstillæg.

Stk. 4. For tjeneste- og transportydelser finder bestemmelserne i stk. 1-3 tilsvarende anvendelse.

§ 2. Tilsyn med avanceberegning efter denne lov udøves af monopoltilsynet.

Stk. 2. Monopoltilsynet kan i særlige tilfælde undtage fra bestemmelserne i § 1.

§ 3. Med hensyn til monopoltilsynets beføjelser til at kræve oplysninger m. v. og med hensyn til klage over tilsynets afgørelser finder reglerne i § 15, jfr. § 20, og § 18 i lov om tilsyn med monopoler og konkurrencebegrænsninger tilsvarende anvendelse.

§ 4. Overtrædelse af bestemmelserne i § 1 straffes med bøde eller hæfte.

Stk. 2. På samme måde straffes den, der undlader at meddele oplysninger, som afkræves ham i henhold til § 3, jfr. monopollovens § 15.

Stk. 3. Den, som i forhold, der er omfattet af loven, meddeler monopoltilsynet eller det i monopollovens § 18 omhandlede nævn urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier forhold af betydning for den pågældende sags afgørelse, straffes med bøde eller hæfte, medmindre strengere straf er forskyldt efter borgerlig straffelov.

Stk. 4. Er overtrædelse begået af et aktieselskab, andelsselskab eller lignende, kan bødeansvar pålægges virksomheden som sådan.

Stk. 5. Ved behandlingen af sager i henhold til denne bestemmelse finder de i lov om rettens pleje, kapitel 69, indeholdte regler anvendelse i samme omfang som i sager, der påtales af statsadvokaten.

§ 5. Denne lov, der kan stadfæstes straks, jfr. grundlovens § 42, stk. 7, træder i kraft den 21. november 1967.

§ 6. Denne lov bortfalder fra det tidspunkt, der fastsættes af handelsministeren, dog senest den 1. juli 1968.

§ 7. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland."

Lovens hensigt var at hindre, at den stedfundne devaluering af kronen, der var en følge af den engelske nedskæring af pundet, omgående medførte betydelige prisforhøjelser, der kunne igangsætte en selvforstærkende prisstigningsproces.

Umiddelbart inden fremsættelsen af lovforslaget gav statsministeren (J. O. Krag) i henhold til folketingets forretningsorden § 19, stk. 3, en redegørelse for den stedfundne devaluering. Redegørelsen er omtalt på side 610.

Efter statsministerens redegørelse fremsatte handelsministeren lovforslaget, idet han bl. a. anførte følgende:

„Devalueringen af den danske krone i forbindelse med sterlingdevalueringen vil uundgåeligt udløse tendenser til stigning i det danske prisniveau. Dette følger umiddelbart af stigningen i priserne på de importerede varer, som indføres fra lande, over for hvilke den danske krones værdi er nedskrevet. Også den øgede indtjening for eksporten, som kronedevalueringen giver anledning til, kan give impulser til prisstigning. Af hensyn til udviklingen i det danske pris- og omkostningsniveau og hermed til erhvervenes konkurrenceevne anser regeringen det for overordentlig betydningsfuldt, at der træffes foranstaltninger til at sikre, at disse tendenser modvirkes mest muligt. Det vil være særlig vigtigt at holde avanceberegningen under kontrol i den første tid efter devalueringen, hvor risikoen for, at hele prisudviklingen kommer i skred, vil være størst.

Regeringen har i denne situation fundet det rigtigt at fremsætte dette lovforslag om et midlertidigt avancestop.....

Udformningen af et sådant avancestop, understreger stærkt nødvendigheden af lovens midlertidige gyldighed. På nogle områder kan det få uheldige konsekvenser at fastholde avancestrukturen fra tiden umiddelbart før devalueringen. Regeringen er endvidere opmærksom på, at en række virksomheder, måske særlig inden for industrien, de seneste måneder har arbejdet med meget små bruttoavancer — i visse tilfælde måske uden nettoavance — for at opretholde produktion og beskæftigelse. I tilfælde, hvor det vil virke urimeligt, selv for en kortere periode, at fastholde det hidtidige avanceniveau, vil monopoltilsynet kunne gøre brug af sin adgang efter lovforslagets § 2 til at undtage fra avancestoppet. Uanset denne dispensationsadgang kan det imidlertid næppe undgås, at en fastholdelse af givne bruttoavancer blot på lidt længere sigt vil give alvorlige problemer for erhvervslivet, der kan få uønskede konsekvenser for investering og beskæftigelse. Ud fra disse hensyn er det ikke anset for muligt at opretholde et sådant generelt avancestop ud over en kort overgangsperiode."

Med folketingets samtykke kom lovforslaget til 1., 2. og afsluttende behandling allerede samme dag.

Ved 1. behandlingen kunne Per Hækkerup (S) give sin fulde tilslutning til regeringens beslutning om devaluering af kronen uden fuldt ud at følge den engelske devaluering. Han kunne endvidere tilslutte sig det fremsatte lovforslag og den af regeringen bebudede ordning, hvorefter lønmodtagerne skulle give afkald på den dyrtidsregulering, som devalueringen ellers ville udløse (se herom side 407). Når hertil kom, at regeringen ville optage forhandlinger med de erhvervsgrupper, som givetvis måtte få en kontant indtægtsnedgang som følge af devalueringen, måtte det være hans opfattelse, at der var taget rimelige byrdefordelingshensyn.

På venstres vegne beklagede Henry Christensen (V), at det havde været nødvendigt at skride til en devaluering, som han fandt var en følge af en fejlslagen økonomisk politik. Uden at ville afvise devaluering i den givne situation som et middel fandt han, at man på baggrund af de parlamentariske magtforhold ikke havde anden mulighed end at notere den trufne beslutning som en kendsgerning. Han omtalte derefter regeringens bebudede forslag om ekstraordinær beskatning af de borgere, som ikke havde fuldautomatisk lønregulering, og han fandt forslaget højst besynderligt. Tværtimod gjaldt det såvel ud fra retfærdighedshensyn som ud fra ønsket om ikke at svække tilliden til den private opsparing om at hjælpe bl. a. selvpensionisterne i den givne situation.

Poul Møller (KF) udtalte, at det efter hans opfattelse ikke havde været nødvendigt at foretage en kronenedskæring, hvilket han karakteriserede som en af de alvorligste beslutninger, en regering kunne tage. Indgrebet var så meget mere unødvendigt, som finansministeren kort forinden havde bebudet snarlige konjunkturforbedringer, der kunne lette Danmarks afsætningsvanskeligheder i udlandet. Efter hans mening havde det været bedre at give landbruget det beløb, som den engelske devaluering måtte koste landbruget, og eventuelt også bevilge fiskerierhvervet det beløb, som var nødvendigt for, at dette erhverv kunne komme igennem vanskelighederne.

Poul Dam (SF) udtalte, at man i hans parti ikke var begejstret for den trufne beslutning, men han forstod regeringens argumentation og havde ladet sig overbevise af detaljer i den, idet han samtidig erkendte egen mangel på evne til at overskue alt med samme overblik, som regeringen forhåbentlig havde. Da devalueringen nu var en kendsgerning, var man i socialistisk folkeparti stærkt interesseret i at være med til en indsats, som kunne formindske de eventuelt skadelige følger af devalueringen. Han kunne derfor støtte det fremsatte lovforslag.

Hilmar Baunsgaard (RV) fandt, at Danmark på baggrund af den engelske devaluering måtte være nødsaget til at foretage sig noget for at påvirke den økonomiske udvikling. I situationen kunne dette være en beslutning om devaluering, men det kunne også have været en beslutning om at tage andre midler i anvendelse. Imidlertid var beslutning om devaluering taget, og på det grundlag var det rigtigt at medtage avancerne i bedømmelsen af det samlede billede. Et avancestop kunne imidlertid ikke stå alene, men måtte suppleres på forskellig måde. Imidlertid vidste man på daværende tidspunkt kun i beskedent omfang noget om, i hvilken rækkefølge og i hvilket omfang lovforslaget ville blive fulgt af andre forholdsregler, og før man havde viden herom, kunne man ikke bedømme rigtigheden af devalueringsskridtet.

For liberalt centrum udtalte endelig Niels Westerby, at der ikke var større grund til at opholde sig ved devalueringen eller devalueringsgraden, idet realitetsbeslutning allerede var truffet herom. Det afgørende måtte være den økonomiske politik, man agtede at føre efter devalueringen. Punkt 1 i denne situation måtte være en indkomstpolitisk indsats over et bredt felt over for både de selvstændige og lønmodtagerne, punkt 2 en kreditpolitisk lettelse og punkt 3 en finanspolitisk stramning. Han satte et stort spørgsmålstegn ved det foreliggende lovforslags tekniske anvendelighed, men ikke ved selve ideen i det.

Efter at statsministeren derefter på ny havde redegjort for den trufne devalueringsbeslutning og handelsministeren havde besvaret en række spørgsmål vedrørende lovforslaget, blev forslaget, efter at ordførerne igen havde fået ordet, henvist til et udvalg, som allerede samme dag afgav betænkning.

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af venstres og det konservative folkepartis medlemmer) indstillede lovforslaget til vedtagelse med nogle af handelsministeren foreslåede mindre ændringer, som alle er medtaget i den foran givne omtale af loven.

Et mindretal inden for flertallet (det radikale venstres medlem af udvalget) fremhævede, at da den af regeringen besluttede devaluering uden ledsagende lovgivning over for pris- og omkostningsproblemerne kunne medføre en uheldig økonomisk udvikling, ville man stemme for lovforslaget med de af handelsministeren stillede ændringsforslag. Det radikale venstre havde taget sin stilling ud fra en forventning om, at de af statsministeren bebudede indgreb over for de direkte prismæssige virkninger af devalueringen ville blive gennemført så hurtigt, at virkningerne ikke tidsmæssigt blev forskudt i forhold til lovforslaget.

Endelig udtalte et mindretal (venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget), at man ikke kunne medvirke til lovforslagets gennemførelse.

Efter at de stillede ændringsforslag var blevet vedtaget ved 2. behandling uden afstemning, overgik sagen direkte til 3. behandling, idet yderligere udvalgsbehandling fandtes upåkrævet.

Ved 3. behandlingen vedtoges lovforslaget enstemmigt med 94 stemmer, mens 68 medlemmer (V + KF) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.