Luk

Luk
Luk

Luk

L 19 Lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af kendelser vedrørende visse internationale investeringstvister m. v.

Af: Justitsminister K. Axel Nielsen (S)
Samling: 1967-68 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 466 af 15-12-1967
Loven tager sigte på at gennemføre de ændringer i dansk lovgivning, som er en forudsætning for, at Danmark kan ratificere konventionen af 18. marts 1965 om bilæggelse af investeringstvister mellem stater og andre landes statsborgere.

Konventionen, der er udarbejdet af verdensbanken, har til formål at fremme kapitaltilførsel til udviklingslandene. Der oprettes i tilknytning til verdensbanken et internationalt center bestående af et administrativt råd og et sekretariat. Centret skal oprette en liste over forligsmæglere og voldgiftsmænd. Personer til optagelse på listen udpeges af de kontraherende stater og centrets administrative råd.

Centrets formål er at yde bistand til forligsmægling og voldgiftsbehandling af investeringstvister. Dens kompetence omfatter enhver retstvist mellem en kontraherende stat og en anden kontraherende stats statsborgere, som hidrører direkte fra en investering, og som parterne skriftlig har samtykket i at henvise til centret.

En stat, der har ratificeret konventionen, skal anerkende en voldgiftskendelse som bindende og skal inden for sit territorium fuldbyrde de pengeforpligtelser, der er pålagt ved kendelsen, som var den en endelig retsafgørelse truffet af en domstol i denne stat.

Ved 1. behandling fik forslaget enstemmig tilslutning og overgik til 2. behandling uden udvalgsbehandling. Ved 3. behandling blev forslaget enstemmigt vedtaget med 143 stemmer.
Partiernes ordførere
Thomas Erik Have (S), Per Federspiel (V), Knud Thomsen (KF), Sigurd Ømann (SF), Niels Helveg Petersen (RV) og Inger-Lise Bech Hansen (LC)