Ved lovforslaget foresloges en række ændringer i byggelov for købstæderne og landet nr. 246 af 10. juni 1960, som revideret ved lov nr. 42 af 15. februar 1963 (årbog 1962-63, side 221).

Ved fremsættelsen af lovforslaget var henvist til, at der under behandlingen af byggelovsforslaget i folketinget i 1959-60 var givet udtryk for det principielt ønskelige i at sammenarbejde landsbyggeloven og byplanloven til én lov. Undersøgelser med henblik på en sådan gennemgribende revision var iværksat i forbindelse med tilvejebringelsen af en ændret planlægningslovgivning og kommunalreformen.

Uanset den nævnte forventede generelle revision indeholdt lovforslaget imidlertid visse begrænsede ændringer, som det på grundlag af indvundne erfaringer var fundet påkrævet eller ønskeligt at gennemføre straks. Samtidig indeholdt forslaget ændringer, som tilsigtede at imødekomme ønsker om en rationalisering af byggesagsbehandlingen, hvor dette kunne ske uden at foregribe det kommende system.

Endelig indeholdt forslaget en række ændringer, som tog sigte på en ønskelig tydeliggørelse af de gældende lovbestemmelser.

Blandt rationalisering s for slagene fremhæves en foreslået ændring af landsbyggelovens § 13, hvorefter der gives mulighed for at slække på eller eventuelt helt opgive kravene om byggetilladelse og bygningsattest ved byggearbejder, hvor bygningsmyndighedens kontrol ikke står i rimeligt forhold til byggearbejdets betydning, eller hvor kontrollen i øvrigt findes at kunne undværes.

En aflastning af centraladministrationen var foreslået ved et ændringsforslag til lovens § 14, som i overensstemmelse med den sædvanligt gældende ordning, hvorefter en sag som hovedregel altid kan forlanges bedømt af 2 instanser, indeholder en bestemmelse om, at amtsrådenes afgørelser i 1. instans kan påklages til boligministeren. Under hensyn til, at en dispensation er en undtagelse fra loven, og til, at de fleste af de herhenhørende sager angår forhold af forholdsvis mindre betydning, foresloges at indskrænke klageadgangen for disse sagers vedkommende derved, at den almindelige klageadgang bortfaldt og afløstes af en adgang for boligministeren til at tillade klage i tilfælde, hvor afgørelsen er af principiel karakter eller af større betydning for klageren.

Endvidere var en lettelse for såvel kommunerne som centraladministrationen foreslået ved et ændringsforslag til lovens § 16. Ændringsforslaget gik ud på, at det skulle overlades til den stedlige bygningsmyndighed selv at afgøre, om offentlige institutioner m. v. kan opføres i byggeområder til f. eks. boligbebyggelse, uden at som hidtil en ministeriel dispensation eller en byplanvedtægt er nødvendig.

Blandt forslagene om nye bestemmelser, som erfaringerne havde gjort påkrævede eller ønskelige, skal særlig fremhæves, at der efter henstilling fra De samvirkende Sognerådsforeninger var medtaget et forslag, hvis formål var at sikre, at bl. a. bilkirkegårde kun anbringes på steder, der er egnet til formålet, og at de afskærmes eller tilplantes, hvor dette er påkrævet ud fra æstetiske eller andre hensyn.

På foranledning af en henvendelse herom fra Amtsrådsforeningen åbnedes der ved en ny § 59 a adgang for amtsrådene til at foretage ekspropriation af grunde til amtskommunale anlæg, institutioner m. m. Den foreslåede ekspropriationshjemmel svarer til den adgang, primærkommunerne har i henhold til landsbyggelovens § 56, stk. 1, b til at foretage ekspropriationer til kommunale formål.

Af de bemærkninger, som ledsagede lovforslaget ved dets fremsættelse, fremgik, at lovforslaget ikke indebar finansielle konsekvenser for staten og kommunerne.

Ved 1. behandlingen modtoges lovforslaget med principiel velvilje af samtlige ordførere. Flere af disse havde dog enkelte indvendinger af teknisk karakter, som der imidlertid var enighed om at gennemdrøfte nærmere i et udvalg. Specielt fremhæves, at der fra flere ordføreres side blev rejst spørgsmål om at udvide den foreslåede bestemmelse om bilkirkegårde og andre lossepladser til også at give mulighed for indgreb over for bestående bilkirkegårde m. v.

Det udvalg, hvortil lovforslaget henvistes, afgav ikke betænkning inden folketingsvalget.