Forslaget indebar, at nedennævnte bestemmelse skulle indsættes i lov nr. 23 af 14. februar 1967 om leje:

„Kapitel XIII A:

Om lejerens ret til bytning af lejlighed:

§ 62 A. En lejer, som uafbrudt i 2 år har haft lejemål til en lejlighed, der udelukkende anvendes til beboelse for lejeren og dennes husstand, har ret til at bytte lejlighed med en anden lejer, uden at udlejeren kan modsætte sig dette.

Stk. 2. Udlejeren kan dog modsætte sig bytningen, dersom den indflyttende lejers husstand består af mere end 1½ person pr. beboelsesrum, for 1 værelses lejligheder dog indtil 2 personer.

Stk. 3. Et almennyttigt boligselskab er som udlejer berettiget til at modsætte sig bytning, dersom den indflyttende lejer fraflytter en privatejet lejlighed og har en husstandsindkomst, der overstiger den i lov om boligbyggeri fastsatte grænse for indflytning i almennyttigt byggeri.

Stk. 4. Dersom udlejeren kan påvise, at bytningen vil påføre ham helt urimelige byrder, kan han modsætte sig den. Hvis udlejeren med denne begrundelse afviser en lejers ønske om bytning, kan lejeren indbringe sagen for kommunalbestyrelsen, der træner afgørelse om, hvorvidt udlejerens afvisning er rimeligt begrundet.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsens afgørelse kan indbringes for boligretten.

Stk. 6. Bestemmelserne i denne paragraf kan ikke ved aftale fraviges til ugunst for lejeren. Bestemmelserne gælder dog ikke for beboelseslejligheder i et hus, i hvilket der kun er indrettet 2 lejligheder, hvoraf ejeren bebor den ene."

Ved fremsættelsen i folketinget begrundede ordføreren for forslagsstillerne, Arne Larsen, forslaget på følgende måde:

„Fra alle sider erkendes det i dag, at boligforliget og de dermed forbundne love, som gennemførtes i 1966 og 1967, ikke har løst vore boligproblemer tilfredsstillende. Trods en stigende boligproduktion, trods rentesikring til gennemsnitlig 12.000 lejligheder årligt og trods loven om boligsikring er det økonomisk uoverkommeligt for mange familier at erhverve sig eller betale, hvad en ny lejlighed koster i dag. Derfor er mange familier, og især unge familier med børn, henvist til at bo i den dårligste del af boligmassen, at bo i overbefolkede lejligheder eller under husvildeforsorg. Dette er uholdbare og uværdige tilstande, som der snarest burde rådes bod på.

Et af de midler, der bør tages i anvendelse, og som kunne bidrage til en løsning af mange familiers boligproblem, er at gennemføre fri bytteret for alle lejere. Der er næppe nogen tvivl om, at mange familier, især de lidt ældre, som ikke længere har hjemmeboende børn, tit og ofte sidder i større lejligheder, som de kunne tænke sig at bytte til mindre lejligheder, men forhindres deri dels på grund af modstand fra husværter og dels på grund af frygten for at komme til at sidde for alt for dyre huslejer, som de ikke kan overkomme. Den samme situation har mange enligstillede, enker og enkemænd, som har mere husrum, end de egentlig har behov for, og derfor ville være taknemlige for at få lov til at bytte større lejligheder bort med mindre lejligheder, men hindres heri af mange praktiske grunde. Den væsentligste årsag til, at denne rokering inden for boligmassen ikke kan finde sted på en hensigtsmæssig måde, er uden tvivl husværternes modstand. Vi lever egentlig i et børnefjendsk samfund, hvor hensynet til vedligeholdelse og slitage på ejendomme spiller en større rolle for husværter end det at udnytte boligmassen mest hensigtsmæssigt og mest samfundsmæssigt. Der er næppe nogen tvivl om, at en bytteret for lejerne under regulerede former ville lette presset på boligmarkedet og kunne løse mange familiers boligproblem.

Bytteret burde gennemføres også af flere andre grunde. Her skal blot fremhæves endnu én, at en bytteret også ville kunne løse omplacering af arbejdskraften, dels mellem landsdelene og dels i områderne inden for Storkøbenhavn. Trafikken mellem hjem og arbejdsplads er ved at blive et større og større problem, som dels bliver mere og mere tidkrævende og dels mere og mere økonomisk belastende for den enkelte arbejdstager. En større mulighed for at bytte lejlighed vil også kunne løse dette problem for mange familier.

I lov om midlertidig regulering af boligforholdene, afsnittet om boliganvisning, tillader § 50 bytning af lejligheder efter nærmere fastsatte regler. Denne lovgivning dækker dog kun et fåtal af landets kommuner, og bestemmelserne om bytning overlader det helt til husværten selv at komme med indstilling til boliganvisningsudvalget om, hvilken lejer han ønsker at godtage. Denne bytteret er derfor illusorisk efter vor opfattelse og bør erstattes af en generel bytteret gældende for hele landet.

Vi tror ikke, at gennemførelsen af fri bytteret løser hele boligproblemet, men vi er overbevist om, at det vil løse en del af det, hvorfor jeg anbefaler lovforslaget til tingets hurtige og velvillige behandling."

Ved 1. behandlingen anførte boligministeren, at spørgsmålet om at give lejere ret til at bytte deres lejlighed ikke var noget nyt for folketinget. Et tilsvarende forslag var indeholdt i det lejelovsforslag, som den daværende arbejds- og boligminister fremsatte i folketinget i 1958, men bestemmelsen udgik ved lovforslagets 2. behandling i tinget. Spørgsmålet var også blevet rejst over for folketingets boligudvalg under de forhandlinger, som førte til boliglovene i 1966-67, men også dér havde man opgivet tanken. Det var klart, at såvel samfundet som de enkelte lejere havde interesse i den størst mulige bevægelighed på boligmarkedet, så boligmassen kunne udnyttes bedst muligt med hensyn til størrelse af husstand og også med hensyn til beliggenhed og afstand til arbejdsplads. En fri bytteret kunne måske rent umiddelbart synes at bidrage til at fremme denne bevægelighed, men en generel løsning af problemerne var den i hvert fald ikke, og den ville rejse en række nye og til dels helt uoverskuelige problemer. Efter at have omtalt de problemer, gennemførelse af en fri bytteret ville rejse, sluttede ministeren med at udtale, at han ikke kunne tiltræde forslaget i den forelagte form, men at han samtidig mente, at det berørte så væsentlige problemer, at det ville være rimeligt at overveje det nærmere i folketingets boligudvalg.

Også partiernes ordførere kunne tilslutte sig den tankegang, der lå bag forslaget: at sikre en stadig bedre fordeling af den eksisterende boligmasse. Men også de havde en række principielle indvendinger mod forslaget. Kaj Andresen (S) anførte således, at hvis hans parti skulle medvirke til udvidede muligheder for bytning, måtte forudsætningen være, at de boligsøgendes muligheder for at få en lejlighed ikke begrænsedes eller forringedes. Der måtte derfor skabes et eller andet kriterium for retten til eller den udvidede mulighed for at bytte.

Ordførerne for det konservative folkeparti, venstre og det radikale venstre kunne heller ikke på det foreliggende grundlag medvirke til lovforslagets gennemførelse, idet de bl. a. pegede på, at gennemførelsen af forslaget i forhold til husejerne ville betyde en indskrænkning af ejendomsretten.

På venstresocialisternes vegne erklærede Kai Moltke sig velvilligt indstillet over for en større bytteret. Han fandt dog, at forslaget burde udbygges nærmere, og fremsatte i overensstemmelse hermed en række forslag til ændringsforslag, som han fandt burde indgå i boligudvalgets overvejelser.

Efter 1. behandlingen henvistes forslaget til behandling i folketingets boligudvalg. Udvalget afgav en beretning om sit arbejde.