Luk

Luk
Luk

Luk

B 19 Forslag til folketingsbeslutning om forberedelse af en revision af lov om lærlingeforhold.

Af: Kai Moltke (UFG) og Hanne Reintoft (UFG)
Samling: 1968-69
Status: Bortfaldet
Forslaget havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer regeringen til at nedsætte en hurtigt arbejdende kommission med den opgave at afgive betænkning om en revision af lov om lærlingeforhold.

Det må af kommissoriet fremgå, at målsætningen for en revision skal være følgende:

1. Den nuværende uddannelsesform, der er baseret på langvarig kontrakt mellem lærlingen og den pågældende virksomhed, og som hyppigt karakteriseres som mesterlæren, afskaffes. I stedet herfor skal træde uddannelsesformer, som i videst muligt omfang er baseret på uddannelsesinstitutioner. Arbejde hos mestre og på virksomheder skal begrænses til det omfang, som på baggrund af det enkelte fags krav må anses for absolut nødvendig til opnåelse af den praktiske øvelse i fagligt arbejde og den fornødne tilvænning til fagets arbejdspladsforhold. Denne del af uddannelsen kan for at fremme skolingens alsidighed eventuelt finde sted på flere virksomheder. Der må under arbejdet i virksomhederne være tilsikret lærlingene en betydelig højere løn end den nugældende, motiveret i de bedre kvalifikationer, lærlingene bibringes ved den ændrede uddannelsesform.

2. Ved udformningen af det skitserede uddannelsessystem og ved udbygningen af institutionerne må der tages fornødent hensyn til de tilgrænsende kombinationsuddannelser uden for lærlingeloven bl. a. således, at institutionerne i et vist omfang også kan anvendes inden for hele denne uddannelsessektor.

3. Uddannelsessystemet må endvidere tilrettelægges således, at det kan bringes i harmoni med de ændrede forhold, der vil følge af den forventede forlængelse af undervisningspligten eller af indførelsen af en obligatorisk efterskole. Der tænkes herved såvel på uddannelsens indhold som på dens længde.

4. Lærlingene og unge under tilgrænsende uddannelser skal være lige så godt stillet med hensyn til økonomiske forhold og boligforhold som andre unge under uddannelse, hvilket bl. a. må sikres ved stipendier og kollegier.

Kommissionen skal endvidere anmodes om at afgive delbetænkning inden for en kort frist med hensyn til sådanne forbedringer af lærlingenes forhold, som ikke bør afvente den almindelige revision. Det må herom i kommissoriet anføres, at der skal sigtes mod at sikre en lærling en mindsteløn på 265 kr. ugentlig under arbejdet på virksomhederne og en maksimal arbejdsuge på 40 timer, forbundet med forbud mod overarbejde.

Repræsentanter for organisationer af lærlinge og unge lønmodtagere, der gennemgår en uddannelse til specialarbejde m. v., må have sæde i kommissionen."

Undervisningsministeren kunne ikke anbefale forslaget til vedtagelse allerede af den grund, at en række af de omhandlede problemer allerede er under overvejelse i et sagkyndigt udvalg. Bertel Pedersen (S) fandt, at forslaget var af stor interesse, men mente ligeledes, at der ikke på indeværende tidspunkt burde nedsættes nogen kommission under hensyn til, at et udvalgsarbejde allerede er i gang, hvilket synspunkt deltes af Simonsen (KF) og Robert Christensen (V). Morten Lange (SF) fandt at forslaget næppe ramte det centrale i problemstillingen, hvilket synspunkt deltes af Kjær Rasmussen (VS).

Udvalget nåede ikke at tilendebringe sit arbejde inden folketingssamlingens slutning.
Partiernes ordførere
Carl Bertel Pedersen (S), Palle Simonsen (KF), Erik Hansen (RV), Morten Lange (SF) og Svend Erik Kjær Rasmussen (VS)