Sammen med denne forespørgsel foretoges den foran omtalte forespørgsel (nr. 9) til statsministeren af K. Axel Nielsen m. fl.

De to ordførere for forespørgerne, K. Axel Nielsen (S) (forespørgsel nr. 9) og Ømann (SF) (forespørgsel nr. 10), motiverede deres forespørgsler.

Statsministeren fandt, at der i og for sig kun var det fælles for de to forespørgsler, at de tog deres udgangspunkt i den redegørelse for forløbet af tilvejebringelsen af lokaler til kildeskattedirektoratet, som var afgivet af den nedsatte kommissionsdomstol; ellers var der stor forskel på de to forespørgsler. Den ene, stillet af socialdemokratiet, vedrørte boligministerens ansvar i sagen, medens den anden, stillet af socialistisk folkeparti, vedrørte forholdene i boligministeriet og administrationen i deres helhed. Statsministeren gav derefter en indgående besvarelse af hver af de stillede forespørgsler.

Statsministeren sluttede med følgende sammenfattende bemærkninger:

„..... Sluttelig vil jeg gerne have lov til at gøre nogle mere generelle bemærkninger om det indtryk, sagen om kildeskattehuset kan have efterladt i offentligheden, ikke mindst i relation til statsadministrationen og embedsmændene. Der kan være en fare for, at en undersøgelse af denne karakter trods sin tilstræbte objektivitet kan give et skævt billede af forholdene og i et vist omfang føre til uberettigede generaliseringer. Jeg synes, vi må erindre to ting. I den periode, da begivenhederne udspillede sig, antog sagen ikke de samme dimensioner, som den gjorde under afhøringerne. Det var en sag, som måtte klares ind imellem en lang række andre løbende sager. Da den så senere kom i søgelyset, lå de forhold, der undersøgtes, et halvt til et helt år tilbage i tiden. Når man så længe efter stilles over for skarpt formulerede spørgsmål, er det vel næsten uundgåeligt, at svarene i et vist omfang kan give indtryk af en usikkerhed, som ikke nødvendigvis prægede handlinger og vurderinger, da sagen blev behandlet. Selv om undersøgelsen viser, at der ved sagens behandling er sket beklagelige fejltagelser eller misforståelser, så føler jeg alligevel trang til at advare imod at generalisere og vende denne vurdering mod embedsmændene som gruppe.

Det fremgår af det, jeg har sagt, at regeringen er af den opfattelse, at der ved kommissionsdomstolens undersøgelse i sagen omkring kildeskattehuset er blevet afsløret svagheder i administrationen og måske i særlig grad i den daglige rutine. Jeg vil gerne slutte med at understrege, at regeringen så stærkt som nogen er interesseret i at få sådanne svagheder rettet. Jeg mener, dette er i folketingets, i regeringens og i administrationens fælles interesse."

Under den efterfølgende debat havde — foruden statsministeren og de to nævnte ordførere — følgende ordet: boligministeren, justitsministeren, Lysholt Hansen (S), Langkilde (KF), Ib Thyregod (V), Niels Helveg Petersen (RV), Grethe Philip (RV), Sigsgaard (VS) og Kai Moltke (u. p.).

Lysholt Hansen (S) stillede under debatten følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 6399):

„Da kommissionsdomstolen ifølge det givne kommissorium, jfr. ,beretningen side 138, ikke har haft mulighed for at foretage en vurdering, henstiller folketinget til regeringen, at den anmoder enten kommissionsdommeren eller en anden dommer om på grundlag af det allerede tilvejebragte materiale samt de oplysninger, der kan indhentes i finansudvalget, at fremkomme med en vurdering af omstændighederne i forbindelse med leje og køb af kildeskattehuset, og går dernæst over til næste sag på dagsordenen."

Derefter stillede Ømann (SF) følgende dagsordensforslag (F. sp. 6439):

„Idet folketinget konstaterer, at den af kommissionsdomstolen af 2. oktober 1968 afgivne beretning har afdækket væsentlige mangler i administrationsstrukturen og uklarheder i bevillingspraksis, opfordrer folketinget statsministeren til at udpege tre uvildige, administrationskyndige personer til inden 6 måneder at afgive en betænkning til folketinget om, hvilke administrative og bevillingsmæssige reformer beretningen giver anledning til,

og går dermed over til den næste sag på dagsordenen."

Endelig stillede Ib Thyregod (V) på regeringspartiernes vegne følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 6471):

„Idet folketinget tager statsministerens redegørelse til efterretning,

udtaler tinget, at forhandlingerne mellem regeringen og folketingets finansudvalg om klarere og fastere retningslinjer for behandlingen af bevillingsspørgsmål samt regeringens bestræbelser for at omlægge og rationalisere statens lokale- og byggeadministration bør fremmes mest muligt, og forventer, at regeringen til efteråret forelægger folketinget resultatet af sine overvejelser.

Tinget går dermed over til næste sag på dagsordenen."

På linje med bemærkninger, som blev afgivet af statsministeren under forhandlingerne, udtalte justitsministeren bl. a.:

"..... Efter grundloven påhviler det folketinget at tage stilling til, om der skal gøres politisk eller retligt ansvar gældende over for en minister, og folketinget kan eventuelt træffe beslutning om at sætte en minister under tiltale ved rigsretten. En sådan afgørelse må folketinget træffe på egen hånd på grundlag af det materiale, som måtte foreligge for tinget om den pågældende ministers forhold. Bedømmelsen af disse forhold tilkommer folketinget, og tinget kan ikke få domstolenes bistand ved foretagelse af denne bedømmelse. Herved ville man på en principielt særdeles uheldig måde kunne foregribe en eventuel senere afgørelse ved rigsretten eller gøre domstolene til en kastebold i politiske sager. En sådan bistand fra domstolene vil efter regeringens opfattelse heller ikke kunne opnås ved, at folketinget skulle bede en eller flere dommere om at foretage en bedømmelse af en ministers forhold. Herved ville man, om end kun indirekte, også opnå domstolenes bistand til en vurdering, som det påhviler folketinget og folketinget alene at foretage ......"

„..... Det står altså klart og tydeligt i grundloven, at i de sager, der bliver anlagt mod ministrene for deres embedsførelse, er det rigsretten, der skal foretage påkendelsen, og regeringen må derfor fastholde, at folketinget og kun folketinget bør bedømme det materiale, som er tilvejebragt af kommissionsdomstolen ......"

Forslag om motiveret dagsorden af Ib Thyregod vedtoges med 87 stemmer mod 63.

Hermed bortfaldt det af Lysholt Hansen stillede forslag om motiveret dagsorden og det af Ømann stillede forslag om motiveret dagsorden.