Loven, der træder i kraft den 1. juli 1969, ophæver straffelovens § 234, nr. 2 og 3, der navnlig forbød udbredelse af utugtige billeder, medens den særlige beskyttelsesregel vedrørende børn og unge, der findes i § 234, nr. 1, er opretholdt med et noget snævrere indhold. Aldersgrænsen er således sænket fra 18 til 16 år og bestemmelsen er nu alene rettet mod salg. Strafferammen er indskrænket til bøde.

Som det fremgår af justitsministerens fremsættelse, må loven ses som videreførelse af den ændring af § 234, der skete i 1967, og hvorved de utugtige skrifter blev givet fri (årbog 1966-67, side 367).

Ved denne lovændring var situationen omkring utugtige skrifter blevet afdramatiseret, og formålet med nærværende lov var at udnytte disse gunstige erfaringer også på billedpornografiens område.

Ministeren understregede i sin fremsættelse, at det måtte være nødvendigt på anden måde at sikre befolkningen mod at blive påtvunget synet af pornografiske billeder. Han henviste i denne forbindelse til straffelovens § 232, som ville kunne anvendes over for dem, der pånøder en anden synet af disse billeder, samt til, at Københavns politivedtægt og den nye normalpolitivedtægt yder en mere omfattende beskyttelse mod krænkende vinduesudstillinger end straffelovens § 234.

Der skulle gøres en effektiv indsats for at få disse bestemmelser overholdt, og ministeriet ville medvirke til, at der fremtidig blev optrådt med passende strenghed over for overtrædelser på dette område.

Lovforslaget fik i folketinget tilslutning fra alle partiers ordførere, der var derimod uden for partiordførernes rækker nogle medlemmer der opponerede mod lovforslaget. Disse medlemmer (Ellen Strange Petersen, Bøgholm og Niels Jørgen Nielsen (KF)) mente, at en del svage unge ikke burde fratages den beskyttelse, de havde i den gældende ordning, at de burde beskyttes mod kommerciel udnyttelse af pornofabrikanter, og at ophævelsen kunne få en uheldig indflydelse på TV og biografer. Endvidere påpegede de, at Danmark i denne henseende var et foregangsland, hvilket var uheldigt for landets omdømme i udlandet.

I udvalget indstillede et flertal (udvalget med undtagelse af Vestergaard Poulsen (KF) lovforslaget til vedtagelse, idet det lagde vægt på, at de bestemmelser i politivedtægter der kunne beskytte folk mod anstødelige udstillinger var trådt i kraft.

Et mindretal (Vestergaard Poulsen) kunne ikke stemme for lovforslaget.

Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling med 125 stemmer mod 25, 4 medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.