Luk

Luk
Luk

Luk

L 137 Lov om ændring af lov om brandvæsenet i købstæderne og på landet.

Af: Justitsminister K. Thestrup (KF)
Samling: 1968-69
Status: Stadfæstet
Lov nr. 177 af 30-04-1969
Loven, der træder i kraft den 1. april 1970, indeholder ændringer, der skyldes den kommunale styrelseslovs ophævelse af sondringen mellem købstæder og sognekommuner.

I en del af brandlovens bestemmelser er sondringen mellem købstæder og sognekommuner erstattet af en sondring mellem kommuner med brandkommission og kommuner uden brandkommission. For de øvrige bestemmelsers vedkommende er sondringen afskaffet, således at der kommer til at gælde ensartede regler i samtlige kommuner. I øvrigt indeholder loven en række mindre ændringer, der navnlig tilsigter at forenkle administrationen af loven, ligesom lovens titel i overensstemmelse med den terminologi, som sædvanligt anvendes, er ændret til „Brandlov".

Lovforslaget blev i folketinget behandlet sammen med forslag til lov om ændringer i forskellige lovbestemmelser som følge af ændringerne i den kommunale styrelseslovgivning. Det henvistes sammen med nævnte lovforslag til behandling i et udvalg, som indstillede det til vedtagelse med tre af justitsministeren foreslåede ændringer, hvorved bl. a. ansættelses- og afskedigelseskompetencen af skorstensfejermestre blev tillagt amtsrådet i stedet for kommunalbestyrelsen.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget enstemmigt med 120 stemmer.
Partiernes ordførere
Waldemar Laursen (S), O. Vestergaard Poulsen (KF), A. C. Andersen (V), Jens Peter Jensen (RV) og Kurt Brauer (SF)