Lovforslagets formål var at afhjælpe kommunernes mangel på kapital til fremskaffelse af byggemodne grunde, bekæmpe arbejdsløsheden og fremme boligbyggeriet, derfor foresloges udlånsmidlerne i statens bygge- og boligfond for finansåret 1968-69 forhøjet til det beløb, der var forudsat ved fondens etablering, således at der iberegnet renteafkastet, 90 mill. kr., af fondens obligationsbeholdning var i alt 400 mill. kr. til disposition for finansåret 1968-69.

Samtidig foresloges den ramme, inden for hvilken boligministeren er bemyndiget til at give lånetilsagn for de følgende fire finansår, udvidet fra 150 mill. kr. til 500 mill. kr. pr. år.

Under behandlingen i folketinget argumenterede boligministeren imod lovforslaget, fordi han ikke mente, at kommunernes lånebehov var så stort, som forslagstillerne mente. I øvrigt erklærede han, at regeringen var rede til at drøfte forslaget i udvalget og at stille materiale til rådighed. Regeringspartiernes ordførere tilsluttede sig dette standpunkt.

Efter udvalgsarbejdet indstillede et flertal (det konservative folkepartis, venstres og det radikale venstres medlemmer) lovforslaget til forkastelse, mens et mindretal (socialdemokratiets medlemmer) tilkendegav, at det hverken stemte for eller imod. Et andet mindretal (socialistisk folkepartis medlem) indstillede forslaget til vedtagelse.

Under 2. behandling blev forslaget taget tilbage af ordføreren for forslagsstillerne.