Ved loven forhøjedes fra og med den 24. maj 1969 tillægsafgiften af benzin med 6 øre pr. l benzin, således at de samlede benzinafgifter eksklusive merværdiafgift steg til 77 øre pr. l benzin.
Med det forbrug af benzin, der ligger til grund for afgiftsprovenuet i finansloven for 1969-70, blev det årlige merprovenu anslået til 120 mill. kr., merprovenuet i finansåret 1969-70 til 80 mill. kr., eksklusive merværdiafgift.
Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om forhøjelse af vægtafgiften af motorkøretøjer m. v., forslag til lov om ændring af lov om omsætningsafgift af motorkøretøjer m. v., forslag til lov om ændring af lov om almindelig omsætningsafgift (merværdiafgift), forslag til lov om udstedelse af statspræmieobligationer og forslag til lov om ændring af lov om anmeldelse af vejledende priser m. v.
Den mundtlige fremsættelse af lovforslagene fandt sted i tilslutning til en redegørelse af økonomiministeren for den økonomiske situation. Ved fremsættelsen udtalte finansministeren om baggrunden for lovforslagene bl. a. følgende:
"... I tilslutning til fremsættelsen af disse lovforslag skal jeg give en mere almen orientering om de forskellige finanspolitiske forholdsregler, regeringen har besluttet at træffe for at opnå stabilitet i den danske økonomi.
Økonomiministeren har allerede i sin redegørelse givet den konjunkturpolitiske baggrund for disse forholdsregler og har omtalt den seneste udvikling i pengepolitikken. Medens hensigten med de valutapolitiske og pengepolitiske forholdsregler i første række har været at afværge en akut kriseagtig udvikling fremkaldt af uroen på de internationale valutamarkeder og specielt usikkerheden med hensyn til den tyske mark, så har de finanspolitiske forholdsregler til formål at sikre stabiliteten i den danske økonomi på længere sigt. Det er risikoen for en overophedning af konjunkturen, faren for et nyt indre efterspørgselspres — som naturnødvendigt ville slå tilbage på betalingsbalancen — der er udgangspunktet for regeringens beslutninger. De forholdsregler, der søges gennemført, sigter derfor dels mod at bremse stigningstakten i det private forbrug, dels mod at begrænse stigningen i statsudgifterne.
De forbrugsbegrænsende forholdsregler består først og fremmest i de foreslåede afgiftsforhøjelser, som i alt er budgetteret til at indbringe 570 mill. kr. på årsbasis ... Merprovenuet i dette finansår er, som også nævnt, anslået til ca. 330 mill. kr.
I tilslutning hertil kan jeg oplyse, at det er trafikministerens hensigt at gennemføre visse takstforhøjelser for statsbanerne og postvæsenet samt for lufthavnene. Der bliver her tale om merindtægter, der på årsbasis anslås til 110-120 mill. kr. Disse takster har været uændret gennem 2 år til trods for de betydelige lønstigninger og andre omkostningsstigninger, disse virksomheder har haft.
Sammenlagt styrkes statsfinanserne således gennem indtægtsforhøjelser på i alt 685 mill. kr. for et helt finansår.
Endelig skal jeg kort omtale forslaget om udsendelse af et præmieobligationslån på i alt 100 mill. kr. Dette beløb kan naturligvis ikke adderes til summen af afgifts- og takstforhøjelser. Vi må regne med den mulighed, at kun en del af præmieobligationerne bliver solgt inden finansårets udgang. Det er imidlertid min opfattelse, at der vil være god basis for at emittere et sådant lån til efteråret, og at lånet kan bidrage til at fremkalde en vis meropsparing.
Med henblik på i øvrigt at opmuntre den private opsparing vil regeringen til efteråret stille forslag om at forlænge den gældende lov af 7. juni 1968 om præmiering af opsparing på særlige sparekonti i pengeinstitutterne. Denne lov udløber den 1. juli 1970.
I øvrigt vil regeringen overveje, om der på anden måde kan udformes forslag, som kan bidrage til at stimulere den private opsparing og fremme afsætningen af obligationer.
Jeg skal herefter omtale statens udgiftspolitik, hvor det er naturligt at begynde med de beslutninger, som vedrører indeværende finansår.
På basis af den dæmpning af stigningen i det private forbrug, som nu sker, har regeringen fundet det rimeligt også at bremse stigningstakten for det offentlige forbrug og statens bygge- og anlægsarbejder. Ved vurderingen heraf må erindres, at regeringen i fjor foreslog en ganske kraftig beskæring af statsudgifterne, og de dengang gennemførte besparelser på i alt 600 mill. kr. er blevet videreført i indeværende finansår. Det er derfor betydeligt vanskeligere nu at komme op på store udgiftsreduktioner, hvorved yderligere må tages i betragtning, at ca. halvdelen af statens udgifter er lovbundne og derfor ikke uden videre kan skæres ned.
På denne baggrund har regeringen ment, at en samlet besparelse på 225 mill. kr. var et realistisk mål. Samtlige ministerier deltager i besparelsen, og det er regeringens klare beslutning, at besparelserne skal blive effektive.
Ud over de ovennævnte foranstaltninger finder regeringen det påkrævet, at der også træffes finanspolitiske foranstaltninger på længere sigt, hovedsagelig i form af en neddæmpning af stigningstakten i statsudgifterne og — i konsekvens heraf, men tillige med selvstændigt sigte — en begrænsning af foreliggende personalekrav og -ønsker.
For så vidt angår statens udgifter i de kommende finansår har regeringen gennemgået udgiftsplanerne for de næste 4 år 1970-71 til 1973-74 inden for det såkaldte budgetteringsrammeområde, dvs. den del af statsudgifterne til drift, anlæg og udlån, som ikke er bundet i henhold til særlig lovgivning, og som derfor kan ændres på finanslovene.
Ved denne revision af de foreliggende budgetoverslag for de såkaldte styrbare udgifter har regeringen på grundlag af fornyede undersøgelser, og efter at spørgsmålet har været forhandlet med hver enkelt minister, besluttet, at der skal foretages reduktioner på tilsammen knap 150 mill. kr. i hvert af årene 1970-71 til 1972-73. På den anden side er der inden for enkelte højt prioriterede områder fundet grundlag for visse forhøjelser, nemlig med knap 30 mill. kr. i 1970-71, knap 50 mill. kr. i 1971-72 og godt 60 mill. kr. i 1972-73.
Der er således også for de kommende finansår foretaget betydelige nettoreduktioner i forhold til de oprindeligt foreliggende tal, og denne afdæmpning af stigningstakten er fortsat på de budgetteringsrammer, der nu er udarbejdet for finansåret 1973-74.
Med henblik på at undgå at hæmme erhvervslivets ekspansionsmuligheder gennem et stærkt pres på arbejdsmarkedet udgående fra staten har regeringen endvidere besluttet at lægge en dæmper på personaleforbrugets vækst. Dette sker gennem fastsættelse af personalelofter for de enkelte ministeriers ansættelser i de kommende år.
Allerede ved budgetbehandlingen i efteråret 1968 foretog finansministeriet en neddæmpning af ansættelsesmulighederne for nyt personale. Herudover har man nu som noget nyt med udgangspunkt i antallet af de pr. 1. april 1969 godkendte stillinger, hvori også de sidste normeringsloves nye stillinger indgår, fastsat ansættelseslofter i tiden frem til finansåret 1973-74. Der er herved stilet imod, at ministeriernes samlede ansættelsesmuligheder pr. 1. april 1969 stort set totalt opretholdes som godkendelsestal også for 1970-71. I de følgende år skal de enkelte ministeriers samlede ansættelser holdes inden for grænser — altså personalelofter — der betyder en væsentlig nedskæring i forhold til tidligere fremsatte ansættelsesplaner. De totale stigninger i det normerede personale kan herefter fra 1. april 1970 ikke overstige ca. 2.000 personer årlig, medens der i de i november 1968 offentliggjorte budgetoverslag regnedes med en årlig forøgelse i det statsansatte personale på 3.300 til 5.500 personer.
Det er i denne forbindelse vigtigt at være opmærksom på, at langt den største del af den forventede personaletilvækst inden for den offentlige sektor sker uden for den egentlige statsforvaltning, fortrinsvis i kommuner og kommunale institutioner. Det ville være af stor betydning for det samlede overblik, om kommunerne på længere sigt kunne indføre flerårige budgetter og tilsvarende reguleringer af personalerekrutteringen.
De udgiftspolitiske forholdsregler, jeg her har omtalt, har alle den virkning at bremse stigningstakten i statens rekruttering af personale og i statens varekøb samt bygge- og anlægsudgifter. Formålet hermed er at sikre, at staten ikke beslaglægger en stadig stigende del af de samlede produktive ressourcer. Men selv med de bremser, der nu er sat på udgiftsstigningen, vil der fortsat i kraft af allerede trufne dispositioner blive tale om en årlig reel vækst i statsudgifterne på omkring 4 pct. Hertil kommer, at vi vel ikke kan regne med, at det vil være muligt helt at afvise tanker om nye statsudgifter forårsaget af ny lovgivning. Det er imidlertid regeringens hensigt at holde de heraf betingede udgiftsstigninger inden for de i budgetoverslagene opførte rammer — selv om dette på nogle områder vil betyde, at der må siges nej til stærke og i sig selv velbegrundede krav og ønsker.
De forholdsregler, regeringen nu træffer, sigter først og fremmest mod at sikre vor valutariske bevægelsesfrihed, som igen er forudsætningen for at opretholde et højt beskæftigelsesniveau. Der er ikke tale om indgreb, som vil skabe arbejdsløshed. Sammenhængen er tværtimod den, at greb vi ikke ind nu, ville vi risikere at komme i en situation til efteråret eller næste forår, hvor vi ikke længere havde nogen mulighed for at fastholde en høj økonomisk aktivitet.
Lovforslagenes 1. behandling i folketinget gav anledning til en indgående debat om regeringens økonomiske politik.
Ivar Nørgaard (S) karakteriserede regeringens økonomiske politik som fejlslagen. For at opnå balance på obligationsmarkedet og balance på valutamarkedet ville man bruge arbejdsløshed, nedsat produktion og nedsat boligbyggeri som midler i den økonomiske politik. Det kunne ikke benægtes, at den internationale valutakrise var hovedårsagen til de pengepolitiske problemer, men regeringens fejlagtige økonomiske politik havde bidraget til at gøre problemerne større. Ophævelsen af obligationsrationeringen var således en fatal fejltagelse, som, fordi man samtidig krampagtigt havde villet fastholde obligationskurserne, havde nødvendiggjort Nationalbankens fantastisk store opkøb af obligationer. Det viste sig da også umuligt at fortsætte en sådan politik, men den havde haft store skadevirkninger. Pengene, som Nationalbanken havde benyttet til opkøbene, var bl. a. blevet brugt til spekulation i den tyske mark og til spekulation i jord og ejendomme. Det var også en fejl, at regeringen for sent havde optaget de udenlandske statslån, der skulle sikre valutakassen. Regeringen havde for sent gennemført diskontoforhøjelsen, og da man gennemførte den i første omgang, var den ikke kraftig nok. Ivar Nørgaard foreslog regeringen at genindføre obligationsrationeringen i en forbedret form, der i mindre grad havde de ulemper, som den tidligere rationering havde haft. Den blanding af rationering og frivillig ordning, som regeringen nu havde fået Nationalbanken til at gennemføre, ville gå ud over kommunerne og det sociale byggeri. Han hilste med glæde, at regeringen havde besluttet at nedsætte et hurtigt arbejdende udvalg til at tage sig af de mere dybtgående ændringer i realkreditvæsenet, men indtil sådanne ændringer blev gennemført, måtte der gennemføres en differentieret og smidig rationering, der kunne tilgodese den produktion, som ud fra et samfundsmæssigt synspunkt var nødvendig. Man havde fra regeringen sagt, at opsparingen var for lille. Heroverfor havde socialdemokratiet foreslået at udbygge det sociale pensionsvæsen gennem udvidede fondsdannelser. Det ville være en konstruktiv løsning på problemet. Alle de ordninger, regeringen havde foreslået, gjorde indkomst- og formuefordelingen mere skæv og var derfor asociale. Med hensyn til personaleloftet måttet der differentieres i højere grad, og fordelingen mellem højtlønnedes og mindre højtlønnedes placering i arbejdet måtte indgå i overvejelserne. Nedskæringen i anlægsudgifterne var ikke nogen egentlig besparelse, men en udsættelse, men også her måtte der differentieres, så at nedskæringerne f. eks. ikke ramte det sociale område så hårdt.
Egon Jensen (S) gjorde gældende, at det gennem måneder havde været regeringens hensigt at gennemføre en finanspolitisk stramning, og nu havde man fundet et påskud. Der var imidlertid ingen forbindelse mellem valutakrisen og de foreslåede afgiftsforhøjelser. Han undrede sig over, at man havde foreslået afgiftsforhøjelser, som i særlig grad ville virke omkostningsfordyrende ikke bare for erhvervslivet, men også for mange lønmodtagere. Forhøjelserne både af benzinafgiften og af vægtafgiften var urimelige, fordi de ville ramme små og store indtægter lige hårdt og således få asociale virkninger, og hertil kom de andre foranstaltninger. En restgæld på en bil ville få en renteforhøjelse på 30 pct. Afskaffelsen af papegøjepladerne ramte kun lønmodtagerne, og den samtidige ophævelse af afgiftsfritagelsen for de små vare- og lastvogne ville ramme håndværkere og erhvervsdrivende, som havde anskaffet sådanne vogne til transport af medarbejdere til fjerntliggende arbejdspladser. Anskaffelsesprisen for disse vogne ville stige til mere end det dobbelte, og dette ville give sig udslag i priserne. Den finanspolitiske stramning var ikke nødvendig, men ville føre til større arbejdsløshed, større omkostninger og højere priser.
For Haunstrup Clemmensen (KF) var det uomtvisteligt, at den internationale valutakrise var en væsentlig del af forklaringen på de lovforslag, der nu forelå, men den fortsatte manglende balance i dansk økonomi var en anden årsag. De store underskud på den løbende danske valutabalance havde fundet sted gennem en årrække, forbruget havde i en årrække været ude af balance med produktionen. Investeringernes højde havde imidlertid afgørende betydning for mulighederne for at øge produktion og produktivitet, og diskontoforhøjelsen var naturligvis i så henseende en byrde, som man måtte håbe ville blive af relativ kort varighed. Det konservative folkeparti lagde afgørende vægt på, at opsparingen øgedes så stærkt, som det var muligt. De gældende opsparingsfremmende ordninger skulle forlænges, men regeringen og folketinget måtte overveje andre og mere effektive muligheder for at øge den private opsparing. En dæmpning af forbrugsstigningen var imidlertid også nødvendig, både for det offentlige og det private forbrug. Den offentlige administration måtte gøres mere rationel og dermed hurtigere og billigere. Bestræbelserne for at nedbringe statens udgiftsstigninger måtte fortsættes. Med hensyn til personaleloftet måtte han advare mod at lægge enhver stigning for had. Ikke mindst det sociale område, sygdomsbekæmpelsen og undervisningsområderne måtte kræve større personale. Det var imidlertid også nødvendigt at se på stigningstakten for det private forbrug. Afgiftsforhøjelserne ville dæmpe den, og det var hans opfattelse, at de foreslåede forhøjelser var uden sociale følgevirkninger. Man havde overvejet i stedet at forhøje merværdiafgiften, men det ville være forbundet med administrative vanskeligheder, der ikke kunne klares uden gene for arbejdet med kildeskattens ikrafttræden. Byggeriet var med rette betegnet som en nøgleindustri, og der var derfor sket en udpumpning af købekraft for netop at holde den lange rente nede af hensyn til byggeriets pris, men nu måtte det erkendes, at tiden var inde for en ændring af kursniveauet. Han ville gerne medvirke til, at undersøgelserne vedrørende en modernisering af realkreditten blev fremmet, men han understregede, at intet kunne rokke ved den nære sammenhæng mellem byggeriets størrelse og obligationsudstedelsens størrelse. Man ville fra det konservative folkepartis side nøje følge den beskæftigelsesmæssige udvikling. Der var jo fra alle sider i folketinget et stærkt ønske om at fastholde den høje beskæftigelse — det burde også oppositionen erkende — men hvis ikke den økonomiske balance blev genskabt, ville beskæftigelsen være i uhyggelig fare. Der måtte derfor gribes ind tilstrækkeligt tidligt og tilstrækkeligt effektivt.
Henry Christensen (V) tog sit udgangspunkt i Nationalbankens årsberetning, hvoraf fremgik, at vi ved udgangen af 1958 havde en nettogæld til udlandet på 1/2 milliard kr., ved udgangen af 1968 på ca. 10 milliarder kr. Bruttogælden var i 1968 oppe på 25 milliarder kr., hvoraf halvdelen var kortfristet. Når man havde ladet en så stor del af udviklingen finansiere gennem gældsstiftelse til udlandet, måtte landet blive særligt følsomt over for udsving i den internationale valuta. Hertil bidrog også, at Danmarks økonomi i så høj grad var baseret på udenrigshandel. Der havde i en årrække været en utilstrækkelig balance i dansk økonomi. Det havde aktuelt bevirket de valutaproblemer, som landet stod overfor, og som havde nødvendiggjort de gennemførte begrænsninger af valutahandelen og diskontoforhøjelsen, der var omkostningsbelastende for erhvervslivet, ikke mindst for eksporterhvervene. Opgaven var derfor at tilvejebringe bedre balance i økonomien. Den kreditudvidelse, der havde fundet sted, havde haft god baggrund i den erhvervsmæssige situation og havde ikke ført til overophedning. Det var ikke forsvarligt at fortsætte med obligationsrationeringen, og det var rigtigt, at man var skredet til at afvikle forhåndsbelåningen. Det var også rigtigt, at kommunerne i højere grad blev selvfinansierende, men der måtte kunne gøres undtagelser for kommuner, der i særlig grad var ramt af udviklingsproblemer. Der måtte stilles større krav til egenopsparing i samfundet, og man lagde fra venstres side vægt på at finde veje til at støtte den private opsparing. Henry Christensen var enig med Haunstrup Clemmensen i, at nok var vi hårdt ramt af akutte vanskeligheder udefra, men virkningerne var blevet forstærket på grund af sammenhængen med den indre økonomiske balance. Det var lykkedes at tilvejebringe prisstabilitet, men indkomstudviklingen var løbet fra produktions- og produktivitetsudviklingen. Dette havde medført en stærkere forbrugsudvikling, end produktionen kunne opretholde, og nu sagde den økonomiske sagkundskab, at et nyt efterspørgselspres truede. Heroverfor havde socialdemokratiet i de forløbne måneder fremsat det ene forslag efter det andet til yderligere svækkelse af den statsfinansielle balance. Dette karakteriserede han som ansvarsløs politik. Han var glad for, at regeringen var gået i spidsen med at sige, at der måtte gennemføres offentlige besparelser, og han opfordrede regeringen til at gennemgå alle lovbundne udgifter med lovgrundlag, der var mere end 5 år gammelt. Han var også tilfreds med indsatsen for personalebesparelser. Med hensyn til øvrige foranstaltninger havde man overvejet forhøjelse af merværdiafgiften, men de nødvendige sociale kompensationer kunne ikke gennemføres uden at sinke arbejdet med kildeskatten, og man havde så i stedet fremsat de foreliggende lovforslag, der havde flere fordele. De var uden social slagside, forhøjelserne kom på områder, der ikke havde været reguleret i årevis, og man fik ryddet op i det misbrug, som papegøjepladeordningen havde medført. Han sluttede med at understrege, at formålet med den økonomiske politik var at søge gennemført så høj effektivitet, aktivitet og beskæftigelsesniveau som muligt.
Niels Helveg Petersen (RV) fandt, at de hyppige internationale kriser havde afsløret fundamentale mangler i det internationale valutasystem. Liberaliseringsbestræbelser var gået hånd i hånd med forsøg på at fastholde stabile valutakurser, men dette forudsatte, at, der ikke i enkelte lande permanent var over- eller underskud på betalingsbalancen. Mangelen på harmoni i så henseende havde ført til spekulative bevægelser. Danmark havde i en årrække haft underskud på betalingsbalancen, og under de spekulative bevægelser løb Danmark en risiko for at blive tappet for sine valutareserver, og man måtte nok i den danske økonomi indrette sig på fornyede vanskeligheder. Indgrebene, som regeringen havde foreslået, var finanspolitisk begrundet. Et nyt efterspørgselspres truede, og det kunne hæmme eksporten, øge importen og sætte prisstigninger i gang. Diskontoforhøjelsen var valutamæssigt begrundet, men havde selvsagt indenlandske virkninger: øgede omkostninger for erhvervene. Det ville være uforsvarligt således at lade pengepolitikken bære hele byrden, og derfor havde regeringen foreslået den finanspolitiske stramning, der jo især ville ramme transportområdet. Han var overbevist om, at man ved valget af disse områder havde undgået socialt uheldige virkninger. Også de foreslåede besparelser kunne han tilslutte sig. Socialdemokratiet havde foreslået genindførelse af obligationsrationeringen, men det ville på dette tidspunkt være virkningsløst. Det tog tid, før den virkede. En varig løsning forudsatte imidlertid mere gennemgribende reformer af realkreditsystemet, og han ville stærkt tilskynde til, at arbejdet hermed fremmedes mest muligt.
Aksel Larsen (SF) bebrejdede regeringen, at den panikagtigt havde forhøjet diskontoen til 9 pct. og derpå præsenteret folketinget for de foreliggende lovforslag uden at have forhandlet med folketingets andre partier. Der var ingen grund til panik, og der var ingen andre lande, der havde truffet lignende panikagtige foranstaltninger. Valutabeholdningen var ganske rigtigt svundet ind, men der var jo reserver og desuden trækningsretten i Den internationale Valutafond. Regeringen brugte den internationale valutakrise som motivering for forslagene om afgiftsforhøjelser, men det hørte ingen steder hjemme. Hvis der var vanskeligheder, var det regeringens skyld. Den overilede nedsættelse i sin tid af diskontoen og ophævelsen af obligationsrationeringen havde en stor del af skylden. Regeringen havde ved hjælp af finanspolitiske stramninger forsøgt at føre en liberal pengepolitik, og denne letsindige politik havde man fastholdt, så længe Nationalbanken kunne presses til at pumpe penge ud til obligationsopkøb. Den nu foretagne diskontoforhøjelse til 9 pct. kunne han ikke godkende. Den ramte med omgående virkning byggeriet og erhvervslivet og bremsede investeringerne. Heller ikke afgiftsforhøjelserne kunne han tiltræde. Regeringens politik ville begrænse den økonomiske virksomhed og skabe arbejdsløshed. De foreslåede besparelser ville især ramme bygge- og anlægsvirksomheden og herigennem yderligere skade beskæftigelsesgraden. Der var brug for større eksport, men man fremkaldte ikke eksport ved at skabe arbejdsløshed på nogle områder for at skaffe arbejdskraft til eksportindustrierne. Eksport fremkaldtes ved, at man skabte afsætningsmuligheder i udlandet, og et stort og købekraftigt hjemmemarked var en forudsætning for, at eksporterhvervene kunne trives. Danmark kunne producere sig ud af de vanskeligheder, som regeringen havde skabt, men der måtte føres en fornuftig penge- og kreditpolitik, og der måtte skaffes kapital til investering i samfundsgavnlig produktion og kreditter til eksporterhvervene. Regeringen havde skåret boligfonden ned og ville nu yderligere vanskeliggøre byggeriet. Man burde i stedet have forøget bevillingerne til boligfonden og stillet store midler til rådighed for kommunerne til rensningsanlæg og andet. Man kunne spare på andre områder. Militæret kunne udmærket skæres 500 mill. kr. i første omgang. Den kursændring, der tiltrængtes, kunne og ville den nuværende regering ikke foretage, og den burde derfor erkende sin fallit og gå.
Sigsgaard (VS) fandt det urimeligt, at folk med jævne indtægter skulle betale for valutaspekulationen. Krisen var skabt først og fremmest af Tyskland gennem en kynisk magtpolitik, der havde sat gang i den internationale valutaspekulation. Det mindste, man kunne have gjort fra den danske regerings side, var at true tyskerne med handelsrestriktioner. Regeringen havde imidlertid foreslået forbrugsbegrænsninger, der ikke havde noget at gøre med valutakrisen, og som sædvanlig skulle boligbyggeriet holde for, ligesom kommunerne ville få store økonomiske vanskeligheder. Regeringens anlægsarbejder ville blive udskudt og erhvervslivets investeringer fordyret. Alt dette ville med stor sandsynlighed medføre en væsentlig stigning i arbejdsløsheden. Det var i øvrigt forkert at stille alle ministerierne lige med hensyn til besparelserne og personaleloftet. Man burde tage det meste af nedskæringen på det militære område. Regeringen havde grebet forkert og for sent ind. Det, der nu burde iværksættes, var forberedelse af handelsrestriktioner mod Tyskland og genindførelse af obligationsrationering med differentieret rente. På længere sigt måtte det være slut med den frie obligationsudstedelse.
Kai Moltke (u.p.) bebrejdede regeringen, at den var fremkommet med lovforslagene så hovedkulds, at der ikke var levnet folketinget tid til at sætte sig ind i forslagene. Så vidt han havde forstået, skulle der foretages budgetnedskæringer, men der forelå intet om, hvad nedskæringerne skulle ramme. Sådan en blankofuldmagt til regeringen kunne han ikke tage alvorligt. Dernæst havde man foreslået afgiftsforhøjelser for transportmidlerne og automobilbranchen. Det kunne da umuligt redde Danmarks konkurrenceevne og inspirere til opsparing, at man fordyrede boligerne og transportmidlerne, faktorer, der indik i industriens omkostninger. I en periode, hvor det kneb med eksportmulighederne for visse industrier, gjaldt det om at skaffe sig et sundt, holdbart hjemmemarked, hvorfor han anså denne side af regeringens forslagsvirksomhed for helt forfejlet. Efter at lønmodtagerne havde fået de lønstigninger, som regeringen selv anså for passende, ville man nu gennem afgiftslove, gennem højere rente og højere omkostninger for erhvervslivet inddrage det lidt, som man havde givet, og samtidig skabte man risiko for, at beskæftigelsen blev endnu ringere, end den var i forvejen.
Efter 1. behandling henvistes lovforslagene til behandling i et udvalg, hvor det imidlertid ikke lykkedes at tilvejebringe enighed om forslagene, og ved 3. behandling vedtoges det her omhandlede lovforslag med en enkelt ændring vedrørende lovens ikrafttrædelsestidspunkt med 89 (KF, V og RV) stemmer mod 65 (S, SF, VS og 8A).