Loven har til formål

at sikre en planmæssig udvikling af bebyggelsen med henblik på en økonomisk hensigtsmæssig investering i bygge- og bymodning,

at bidrage til, at der til enhver tid forefindes et passende udbud af bygge- og bymodnet jord, og

at medvirke til, at bebyggelsen ikke sker i strid med hensynet til befolkningens rekreative interesser og bevarelsen af landskabelige værdier.

Hovedlinjerne i loven er:

1) Landet opdeles ved lovens gennemførelse i byzoner og landzoner. Landzonerne bliver ikke tidsbegrænsede. Ved byzoner forstås ifølge lovens § 2:

a. områder, som i en byudviklingsplan i henhold til lov om regulering af bymæssige bebyggelser, jfr. lovbekendtgørelse nr. 279 af 1. juli 1965, er henført til inder- eller mellemzone,

b. områder, som i en byudviklingsplan i henhold til § 21 er udlagt til bymæssig bebyggelse (byzone),

c. områder, som i en bygningsvedtægt er udlagt som byggeområder til bymæssig bebyggelse, og

d. områder, som i en byplanvedtægt er udlagt til bymæssig bebyggelse eller offentlige formål.

De hidtidige inder- og mellemzoner anses som byzoner med den allerede fastlagte afgrænsning.

2) Byzonerne skal afgrænses med fornøden rummelighed, idet lovens § 4 foreskriver, at der under byzoner til enhver tid skal være inddraget så store arealer, at der er tilstrækkelig jord til dækning af de kommende års behov for opførelse af bolig- og erhvervsbebyggelse samt til offentlige, herunder rekreative, formål. Ved skønnet herover skal henses til forholdene i vedkommende egn som helhed. Ved afgrænsningen af byzonerne skal det tilstræbes, at de enkelte byer og bysamfund får en hensigtsmæssig udformning.

Inddragelsen af arealer i byudviklingsområder som byzone skal ske på grundlag af det anslåede behov for en 12 års periode.

3) Den gældende forpligtelse for kommunerne til i byudviklingsområder at foretage byggemodning opretholdes i princippet, idet det er pålagt kommunalbestyrelserne at medvirke til, at der i byzonerne til enhver tid er udført hovedkloakker, opsamlende veje og andre tekniske hovedanlæg til dækning af det forventede behov for jord til bymæssig bebyggelse i de følgende 5 år.

4) Byzonernes afgrænsning skal løbende revideres, således at der derved tages hensyn til byernes ekspansion og til, at et tilstrækkeligt udbud af byggegrunde er til stede.

5) For at sikre lovens formål indføres for landzonerne den generelle ordning, at der skal indhentes en forudgående tilladelse fra amtsrådet, i byudviklingsområder dog fra byudviklingsudvalget, til udstykning, ny bebyggelse og ændret benyttelse af eksisterende bebyggelse og ubebyggede arealer, medmindre det drejer sig om en bebyggelse eller benyttelse, der er erhvervsmæssig nødvendig for en landbrugs-, skovbrugs- eller fiskerivirksomhed.

6) Der ydes erstatning af statskassen, hvis ejeren af en ejendom i landzonerne som følge af lovens bestemmelser afskæres fra en økonomisk rimelig og forsvarlig udnyttelse af ejendommen, der svarer til den faktiske udnyttelse af de omliggende ejendomme, såfremt han efter de hidtil gældende regler har haft rimelig grund til at påregne en sådan udnyttelse.

Erstatningsfastsættelsen skal ske under hensyn til forholdene på det tidspunkt, da lovforslaget fremsattes (den 13. november 1968), hvormed tilsigtes at hindre spekulationshandler. Afgørelse om fremsatte erstatningskrav træffes af en taksationskommission, der nedsættes for hvert amt, og kommissionens afgørelse kan af såvel den erstatningssøgende som af boligministeren indbringes for en overtaksationskommission, der omfatter hele landet. Overtaksationskommissionens afgørelser kan indbringes for domstolene og behandles i første instans ved landsretten.

7) Som en overgangsordning er fastsat, at de eksisterende byudviklingsudvalg opretholdes, og at der indtil 1. april 1970 skal kunne oprettes byudviklingsudvalg for nye byudviklingsområder og ske udvidelse af de eksisterende byudviklingsområder.

8) Loven træder i kraft den 1. januar 1970, og samtidig ophæves lov om regulering af bymæssige bebyggelser.

Loven fremsattes og behandledes i folketinget sammen med de nedenfor omtalte love om ændring i lov om byplaner og om ændring i byggelov for købstæderne og landet. (Byggeri i det åbne land).

Disse tre love, der udgør en helhed, var det første led i en række lovforslag, som regeringen i folketingsårets løb fremsatte til en jordlovsreform.

Ved fremsættelsen af lovforslagene udtalte boligministeren, at regeringen havde opstillet den målsætning for en lovreform, at der derved skulle tilvejebringes et øget udbud af byggemodne og bymodne grunde for herved at bidrage til en standsning af stigningen i grundpriserne, at den bymæssige udvikling burde foregå under størst mulig udnyttelse af de offentlige investeringer i bygge- og bymodning, at jordspekulationen modvirkedes, at lands- og egnsplanlægningen måtte styrkes samtidig med, at der som led i kommunalreformen indledtes en decentralisering af den daglige administration og en forenkling og rationalisering af både lovgivningen og administrationen, at saneringsaktiviteten og byfornyelsen måtte fremmes, og at de landskabelige værdier i vort land sikredes.

En del af denne målsætning kunne efter ministerens mening realiseres ved gennemførelse af lovforslaget om by- og landzoner. Andre led i reformen ville være genfremsættelse af naturfredningslovforslaget, forslag til ændringer i vurderings- og beskatningsreglerne vedrørende fast ejendom og forslag til indførelse af en pligt for ejere af ejendomme over en vis størrelse til at tilbyde ejendommen til kommunen, førend den måtte afhændes til anden side. Endvidere ville regeringen senere fremkomme med et forslag til forenkling af byplan- og bygningslovgivningen baseret på den kommende nye kommunestruktur.

Ministeren betonede, at samfundets investeringer i bygge- og bymodning var meget betydelige. Det var derfor strengt nødvendigt at økonomisere mest muligt med disse udgifter i videste forstand. For at opnå den bedst mulige udnyttelse af disse meget kostbare investeringer måtte byudviklingen nødvendigvis planlægges på længere sigt.

Ministeren understregede vigtigheden af, at de arealer, der ved en byudviklingsplanlægning udses til at optage den kommende bymæssige bebyggelse, har tilstrækkelig rummelighed. Han henviste til lovforslagets regler herom.

Ved 1. behandlingen udtalte Kaj Andresen (S), at der kun var tale om et bidrag og ikke som i 1963 om en samlet jordreform. Jordlovgivningen var en helhed og måtte ses i sammenhæng, og den stykvise fremsættelse gav ingen mulighed for en sammenhængende vurdering. Han var i øvrigt enig i en række af lovforslagets principper, som også havde været indeholdt i den tidligere regerings planlægningsarbejde.

Han fremhævede i øvrigt, at effektiviteten af lovgivningen måtte afhænge af, hvor store midler det offentlige ville stille til rådighed for byggemodningsopgaver og bebrejdede i denne sammenhæng regeringen dens nedskæring af boligfonden.

Hans partis principielle standpunkt var, at der ikke burde gives ejerne erstatning for generelle rådighedsindskrænkninger af den karakter, lovforslaget omhandlede. Efter landsbyggelovens § 5, der indeholdt en meget lignende ordning, var der da heller ikke tale om erstatning.

Juul-Madsen (KF) hilste fremsættelsen af lovforslaget med tilfredshed. Det var et forslag af afgørende betydning for den fysiske planlægning. Det fremsatte lovforslag var udtryk for en tiltrængt forenkling samt en fornuftig og fremsynet videreudvikling af den allerede skete planlægning.

På venstres vegne udtrykte Kristen Østergaard tilfredshed med lovforslaget. Det var en fordel, at lovforslagene fremsattes efterhånden. Venstre var tilfreds med, at de mange spredte bestemmelser om bebyggelsesregulering afløstes af en lov med ensartede hovedretningslinjer, inden for hvilke de lokale myndigheder selv kunne bestemme udviklingen. Under den kommende udvalgsbehandling ville venstre dog gerne have undersøgt, om der ikke skulle være mulighed for en yderligere decentralisering.

Landbrugets strukturændring mod større og færre enheder var en udvikling i den rigtige retning og måtte ikke hindres, ved at man begrænsede anvendelsesmulighederne for ledige landbrugsbygninger — heller ikke ved en utilsigtet administration af loven.

For så vidt angik erstatningsbestemmelserne var der i venstre visse betænkeligheder. Venstre ville være interesseret i, at de nye byzoner, første gang de afgrænsedes, gjordes så rummelige som muligt, også for derigennem at reducere erstatningsproblemet for det offentlige.

Svend Haugaard (RV) udtrykte glæde over, at der nu var betydelig udsigt til enighed, så man kunne komme meget vidt i bekæmpelsen af urimelig jordspekulation og få en hensigtsmæssig byplanlægning, sikring af naturskønne landskaber og ordnede forhold for byggeri i landzoner. Hvad erstatningsspørgsmålet angik, kunne der være skabt forhold, som gjorde en éngangserstatning berettiget. Han var dog ikke indstillet på store tal, hverken i kroner eller med hensyn til antallet af tilfælde.

Socialistisk folkeparti havde to ordførere. Arne Larsen kunne tilslutte sig lovforslagets almindelige sigte, men fandt, at det var yderst beskedne beløb, der gennem bolig- og byggefonden ville være til rådighed for kommunernes byggemodning i de kommende 5 år. Med hensyn til erstatningsspørgsmålet udtalte Gert Petersen, at der var tale om et begrænset fremskridt i forhold til de regler, der hidtil havde været anvendt i henhold til byregulerings- og byplanlovene, for slet ikke at tale om den uhyrlige erstatningsregel i naturfredningslovens § 22. Socialistisk folkeparti havde imidlertid hellere set de regler, som landsbyggeloven indeholdt. Det var i øvrigt ikke rimeligt at yde erstatning, når der var tale om en generel rådighedsindskrænkning. Man burde have nøjedes med nogle dispensationsregler, hvorefter man kunne give erstatning i de tilfælde, hvor der forelå en klart ubillig forskelsbehandling.

For venstresocialisterne udtalte Sigsgaard, at en endelig vurdering af zonelovens muligheder måtte forudsætte et nærmere kendskab til den jordpolitik, loven skulle virke som led i, og at forslaget derfor ikke kunne endeligt vurderes. Der var en del positivt i zonelovforslaget, men det måtte ikke glemmes, at det ikke skabte bedre vilkår for en aktiv kommunal jordpolitik. Det ville heller ikke forhindre, at samfundsudviklingen ved ejendommes inddragelse i byzone berigede de enkelte på samfundets bekostning.

Efter 1. behandlingen henvistes lovforslaget til et udvalg, som afgav en temmelig fyldig betænkning, der var ledsaget af en række bilag. Betænkningens tekst indeholder en del fortolkningsbidrag, hvoraf især fremhæves følgende:

„Der har over for udvalget været udtrykt bekymring for, at bestemmelserne i lovforslagets §§ 6-8 vil medføre, at der vil blive udvist stor tilbageholdenhed med at meddele industrien de fornødne tilladelser til bebyggelse i landzone, uanset at det for en række industrier er af væsentlig betydning, at de placeres i landzone af hensyn til vandindvinding, spildevandsafledning, råstofindvinding m. v., og uanset at det må være i samfundets interesse, at virksomheder, der udvikler røg, støj og lugt, ikke anbringes i umiddelbar nærhed af bymæssig bebyggelse.

Boligministeren har i denne forbindelse oplyst, at det, som det også fremgår såvel af forelæggelsestalen som bemærkningerne til lovforslaget, ikke er formålet med de nævnte bestemmelser, at der kun må opføres landbrugs- og skovbyggeri i landzonerne. Hensigten er alene at give amtsrådet/byudviklingsudvalget mulighed for i hvert enkelt tilfælde at vurdere, om en ønsket bebyggelse kan forenes med lovens formål, når også bebyggelsens følgevirkninger i relation til forholdene og udviklingstendenserne i det pågældende område tages i betragtning. Udvalget er enig med ministeren i, at forholdet ikke egner sig til behandling i lovteksten, og henviser i stedet til, at retningslinjer i så henseende vil blive givet i et cirkulære i forbindelse med vejledning om lovens gennemførelse. Det fremhæves i forbindelse hermed, at det er udvalgets opfattelse, at der ved administrationen af såvel denne lov som loven om byplaner bør tages hensyn til, at de råstofforekomster, som findes i Danmarks undergrund, kan udnyttes.

Det er over for udvalget foreslået, at lovforslagets § 9 ændres, så at landzone i købstæder (uden for byudviklingsområder) administreres af vedkommende byråd i stedet for af amtsrådet, idet det er gjort gældende, at lovforslagets ordning på dette punkt er uforenelig med byrådenes kompetence som bygningsmyndighed inden for kommunens område. Efter indhentede oplysninger fra ministeren fremhæver udvalget, at det, jfr. nedenstående ændringsforslag nr. 5 om ikrafttrædelsestidspunktet, er hensigten, at loven skal træde i kraft nogen tid før ikrafttrædelsen af loven af 31. maj 1968 om kommunernes styrelse. Når sidstnævnte lov træder i kraft, vil sondringen mellem købstadkommuner og sognekommuner ophøre, og amtskommunen vil geografisk omfatte også de hidtidige købstadkommuner. Det vil derfor ikke være rimeligt i det korte tidsrum inden styrelseslovens ikrafttræden at unddrage amtsrådene administrationen af de omhandlede områder. Udvalget kan heller ikke tiltræde, at den foreslåede byreguleringskompetence for amtsrådene skulle være uforenelig med byrådenes kompetence som bygningsmyndighed. Det er med lovforslaget alene tilsigtet at lade amtsrådet/byudviklingsudvalget afgøre, om der det pågældende sted i landzonen uanset §§ 6-8 må placeres en bebyggelse, hvorimod det fortsat vil være primærkommunen, der som bygningsmyndighed tager stilling til, hvorledes byggeriet udføres.

Endvidere fremhæver udvalget, at det har været drøftet, hvorledes man — efter at naturfredningslovens § 22 er foreslået ophævet — kan tilgodese naturfredningsinteresserne ved fastlæggelse af de fremtidige by- og landzoner. I forbindelse hermed har ministeren meddelt, at der med hjemmel i lovforslagets § 9, stk. 2, og efter nærmere aftale med ministeren for kulturelle anliggender agtes fastlagt en forretningsgang, som kan sikre det nødvendige samarbejde med fredningsnævnene, fredningsplanudvalgene og statens naturfrednings- og landskabskonsulent.

Under samråd med ministeren har det været drøftet, om der i lovforslaget bør indsættes en tidsfrist for boligministerens behandling af sådanne afgørelser, der i henhold til § 11 kan påklages til boligministeren, samt om der eventuelt bør indsættes en regel om, at det påhviler ministeren med grunde at meddele klageren, hvorpå sagen beror, såfremt den ikke er færdigbehandlet inden en vis frist. Ministeren har hertil oplyst, at det rejste spørgsmål eventuelt bør give anledning til, at hele spørgsmålet om fastsættelse af frister i lovgivningen for offentlige myndigheders sagsbehandling eventuelt bør optages til generel behandling i justitsministeriets lovkontor. Udvalget er i forbindelse hermed blevet opmærksom på, at der af justitsministeren er nedsat et udvalg, der arbejder med spørgsmålet om begrundelse af forvaltningsafgørelser og visse problemer vedrørende administrativ rekurs. Udvalget henstiller til boligministeren, at det overvejes at optage forhandling med justitsministeren om at pålægge det omtalte justitsministerielle udvalg også at tage det her omhandlede spørgsmål om frister op til behandling."

Der opnåedes dog ikke under udvalgsarbejdet enighed om lovforslaget, idet et mindretal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) stillede ændringsforslag. Om sin stilling til lovforslaget udtalte mindretallet, at man fandt, at forslaget ikke tilstrækkelig effektivt løste den foreliggende opgave. Med den nye zonedragning og med kravene til kommunerne om at sikre tilstrækkelige byggemodne arealer til de kommende års byudvikling var det nødvendigt, at der stilledes lånemidler til rådighed i et større omfang end hidtil, og der burde derfor føres øgede midler til den stærkt reducerede bolig- og byggefond. Det burde efter mindretallets opfattelse også fremgå af selve loven, at vanskeligt stillede kommuner ville få lån til de byggemodningsopgaver, der pålagdes dem.

Det var mindretallets opfattelse, at det, når sikringen af det åbne land overførtes fra naturfredningsloven til lov om by- og landzoner, af lovteksten klarere burde fremgå, at naturfredningsmyndighederne altid og så tidligt som muligt skulle drages ind i arbejdet med sagernes afgørelse, ikke mindst ved sommerhusområdernes placering.

Mindretallet var af den opfattelse, at den foreslåede erstatningsbestemmelse var urimelig og uretfærdig i sine virkninger. Mindretallet fandt det ikke rimeligt, at der fra samfundets side ydedes erstatninger ved så generelle reguleringer af ejendomsretten, som her fandt sted. Erstatning burde alene ydes for omkostninger, der var afholdt ved foranstaltninger, som en ejer havde truffet under de hidtil gældende bestemmelser.

De stillede mindretalsændringsforslag gav ved 2. behandlingen anledning til en længere debat, navnlig om ekspropriationssynspunkter. Som ventet forkastedes ændringsforslagene, og lovforslaget kom derefter til 3. behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Det vedtoges her enstemmigt med 85 stemmer, medens 67 medlemmer (S, SF, VS, socialistisk arbejdsgruppe og Dagmar Andreasen (RV)) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.