Beslutningen afløser rigsdagsbeslutningen af 4. april 1928 med senere ændringer om valget af statsrevisorerne. Der er således tale om en helt ny beslutning til afløsning af de hidtil gældende bestemmelser. Dette skyldes, at disses sproglige udformning efterhånden virkede noget forældet, og at bestemmelserne var upræcise i forhold til den praksis, der havde dannet sig.

Da imidlertid de nu gennemførte bestemmelser om statsrevisorernes valg og om deres arbejdsform ikke indeholder væsentlige nyskabelser i forhold til den hidtidige praksis, vil den følgende omtale af beslutningen fortrinsvis beskæftige sig med de bestemmelser, der er underkastet ændringer, navnlig lønnings- og pensionsbestemmelser.

§ 1 har følgende ordlyd:

"§ 1. Statsrevisorerne vælges for fire år ad gangen, regnet fra en første oktober. Afgår en statsrevisor ved døden, eller bringes hans hverv som statsrevisor i øvrigt til ophør inden for den periode, for hvilken han er valgt, foretager folketinget valg til det ledige hverv for den resterende del af valgperioden.

Stk. 2. For hver statsrevisor vælges en stedfortræder. Ved beslutning i et møde kan statsrevisorerne tilkalde stedfortræderen i anledning af en statsrevisors langvarige sygdom eller andet længerevarende forfald samt i tilfælde, hvor folketingets valg af ny statsrevisor ved ledighed i valgperioden ikke straks kan foretages. Den tilkaldte stedfortræder indtræder for sin funktionstid tillige i statsregnskabsrådet."

Bestemmelsen giver en mere nøjagtig og utvetydig afgrænsning af valgperioden (stk. 1, 1. pkt.) og fastlægger den hidtil fulgte praksis ved nedlæggelse af hvervet, medens reglerne ved en statsrevisors død ændres (stk. 1, 2. pkt.). Ved stk. 2 afskaffes kravet om enstemmighed eller samtykke fra den fraværende statsrevisor ved indlealdelse af stedfortræder.

I § 2, stk. 1, angives nu udtrykkeligt de hæderlighedsbetingelser, der også tidligere måtte anses forudsatte. Bestemmelsen har følgende indhold:

„Ingen kan være statsrevisor eller stedfortræder uden at opfylde betingelserne for at kunne vælges til medlem af folketinget. Spørgsmål herom afgøres endeligt af folketinget."

§§ 3-9 indeholder nærmere bestemmelser om valg af formand og næstformand, indkaldelser af møder, arbeidsfordeling, arbejdets indhold og herunder statsrevisorernes beføjelser med hensyn til den nødvendige fremskaffelse af oplysninger m. v.

Bestemmelserne er uændrede bortset fra sproglige og tydeliggørende ændringer.

Ved § 10 fastsættes statsrevisorernes løn i et fast forhold til grundvederlaget for folketingets medlemmer, medens den tidligere har været udtrykkeligt fastsat med et grundbeløb, som var undergivet regulering efter de for statens tjenestemænd gældende regler.

Lønnen udgør herefter to tredjedele af det til enhver tid gældende grundvederlag for folketingets medlemmer.

Ifølge paragraffens stk. 2 får en statsrevisor løn fra den dag, valgperioden begynder at løbe, til udgangen af den måned, hvori han ophører at være statsrevisor. Ved valg i henhold til § 1, 2. pkt., regnes valgperioden fra den dag, valget foretages, medmindre folketinget i det enkelte tilfælde træffer anden bestemmelse.

En stedfortræder, der tilkaldes, får ifølge stk. 3 løn som statsrevisor fra den dag, statsrevisorerne beslutter at tilkalde ham, til udgangen af den måned, hvori tilkaldelsen bringes til ophør ved statsrevisorernes beslutning eller ved foretagelse af valg i henhold til § 1, 2. pkt.

Ved §§ 11-15 er statsrevisorernes pension tilsvarende knyttet til de for folketingets medlemmer gældende regler.

En statsrevisor er således efter § 11, stk. 1, berettiget til egenpension, når han — i én eller flere perioder — har været statsrevisor eller tilkaldt stedfortræder i mindst 8 år. Pensionen ydes fra udløbet af det tidsrum, for hvilket der er udbetalt ham løn, såfremt han på dette tidspunkt er fyldt 67 år, og ellers fra den dag, da han opnår denne alder.

En direkte overførelse af det nye pensionssystem for folketingets medlemmer, der ligesom den nye tjenestemandsordning forudsætter erhvervelse af pensionsret over en meget lang fortløbende periode, ville give urimelige resultater for statsrevisorerne, der efter traditionen først vælges til deres hverv efter mange års medlemskab af folketinget. Det har derfor været nødvendigt at fastsætte en særlig skala. Den er optaget i § 11, stk. 2, der har følgende ordlyd:

"Stk. 2. Egenpensionen udgør af den i henhold til lov om valg til folketinget til enhver tid gældende højeste egenpension, der kan opnås af folketingets medlemmer:

Ved en funktionstid

fra 8- 9 år ........................................46 2/3 pct.

- 9-10 - ............................................48 1/3 -

- 10-11 - ..........................................50

- 11-12 - ..........................................51 2/3 -

- 12-13 -...........................................53 1/3 -

- 13-14 - ..........................................55

- 14-15 - ..........................................56 2/3 -

- 15-16 - ..........................................58 1/3 -

- 16-17 - ..........................................60

- 17-18 - ..........................................61 2/3 -

- 18-19 - ..........................................63 1/3 -

- 19-20 - ..........................................65

på 20 år og derover ........................................ 66 2/3 - "

§ 12 indeholder bestemmelser om ægtefællepension, hvorved bemærkes, at der ikke ydes ægtefællepension til efterlevende efter statsrevisorer, der ikke selv har erhvervet pensionsret.

Den hidtidige adgang til at oppebære børnepensionsydelser er ikke opretholdt, da den forekommer uden praktisk betydning.

Beslutningen indeholder endelig bestemmelser om personalet ved sekretariatet (§ 16), om budget og regnskab (§ 17) og om ikrafttrædelse m. v. (§ 18).

Beslutningen træder ifølge § 18 i kraft samtidig med det fremsatte forslag til lov om ændringer i lov om valg til folketinget (se herom side 458), som den i øvrigt må ses i sammenhæng med.

Forslaget fik en let gang igennem folketinget.

Ingen bad om ordet ved 1. behandling. Det henvistes til udvalget for forretningsordenen, som efter at have gennemgået forslaget indstillede det til vedtagelse uændret.

Ved 2. (sidste) behandling vedtoges forslaget enstemmigt med 131 stemmer; 2 medlemmer (VS) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.