Luk

Luk
Luk

Luk

L 100 Lov om udlån til arbejderboliger på landet.

Af: Landbrugsminister Peter Larsen (V)
Samling: 1969-70
Status: Stadfæstet
Lov nr. 128 af 25-03-1970
Ved loven stilles i overensstemmelse med reglerne i lov om opførelse af arbejderboliger på landet, jfr. lovbekendtgørelse nr. 118 af 10. april 1967, de fornødne midler til rådighed for finansåret 1970-71 til gennemførelse af den i den nævnte lov omhandlede udlånsvirksomhed m. v.

Det i lovens § 1 omhandlede rådighedsbeløb af jordfondens midler til erhvervelse af byggegrunde er fastsat uændret til 50.000 kr. i forhold til den for finansåret 1969-70 gældende udlånslov, jfr. lov nr. 41 af 20. februar 1969 (årbog 1968-69, side 413).

Af statskassens midler kan der efter lovens § 2 disponeres over i alt 25 mill. kr., hvilket beløb ligeledes er af samme størrelse som i den tidligere udlånslov. Fordelingen af rådighedsbeløbene inden for § 2 er imidlertid ændret fra henholdsvis 22 mill. kr. til 23 mill. kr. til tilsagn om lån, der ydes efter reglerne i hovedlovens kap. IV til opførelse af boliger for arbejderens regning, og fra 3 mill. kr. til 2 mill. kr. til tilsagn om lån, der ydes efter reglerne i kap. VI til opførelse af arbejderboliger for landmandens regning. Den ændrede fordeling skyldes det faldende antal ansøgninger om lån til kap. VI-boliger samtidig med, at de indkomne ansøgninger for finansåret 1970-71 viser, at der fremdeles er stor interesse for lån i henhold til kap. IV, således at det med bevillingernes hidtidige størrelse ikke vil være muligt at bevilge lån til samtlige kvalificerede ansøgere.

På grund af stigningen i byggeomkostningerne er lånesatserne til opførelse af bygninger forhøjet med 4.000 kr. til henholdsvis 54.000 kr., 56.000 kr. og 54.000 kr. Af samme grund er beløbet til dækning af udgifter til supplerende tekniske installationer forhøjet med 500 kr. til 5.000 kr.

De øvrige bestemmelser i loven er identiske med bestemmelserne i den tidligere udlånslov, idet der dog under udvalgsbehandlingen i folketinget blev indføjet en bestemmelse om, at der ud over renten på henholdsvis 5 pct. p. a. og 7 pct. p. a. erlægges et administrationsbidrag på 0.2 pct. p. a. af hovedstolen. Endvidere blev lånenes løbetid nedsat fra henholdsvis ca. 60 år til ca. 40 år og fra ca. 40 år til ca. 30 år.

I forbindelse med lovforslagets fremsættelse oplyste landbrugsministeren, at lovgivningen om opførelse af arbejderboliger på landet er under behandling i landbokommissionen, der har nedsat et udvalg med den opgave at overveje hensigtsmæssigheden af en særlig lovgivning om opførelse af arbejderboliger på landet. Arbejdet i udvalget var nylig afsluttet, og udvalgets beretning ville herefter blive forelagt landbokommissionen til behandling. Så længe forholdet endnu ikke var nærmere afklaret, havde ministeren imidlertid ment at måtte fremsætte det sædvanlige forslag til den årlige udlånslov.

Lovforslaget fik i folketinget en velvillig modtagelse af de forskellige partiers ordførere. Det henvistes til behandling i et udvalg, i hvis betænkning landbrugsministeren med udvalgets tilslutning stillede to ændringsforslag, som er nævnt foran under omtalen af lovens indhold. I bemærkningerne til forslaget om nedsættelse af lånenes løbetid, hvorved afviklingstiden bringes på linje med vilkårene for anden realkredit, henvises nærmere til bemærkningerne til de af boligministeren fremsatte forslag til lov om ændring af lov om kreditforeninger og lov om ændring af lov om hypotekforeninger. Videre anføres det, at lånene efter arbejderboliglovens kap. IV til opførelse af arbejderboliger for arbejderens regning under hensyn til deres sociale sigte bør have samme løbetid som foreslået for 1. prioritetslån til opførelse af almennyttigt boligbyggeri, medens lån efter lovens kap. VI til opførelse af arbejderboliger for landmandens regning bør have samme løbetid som foreslået for 1. prioritetslån til opførelse af parcelhuse.

Afkortningen af løbetiderne vil medføre, at den faste halvårsydelse af kap. IV-lånene til renter og afdrag forhøjes fra 2,64 pct. til 2,92 pct. af den oprindelige hovedstol, og at den faste halvårsydelse af kap. VI-lånene til renter og afdrag forhøjes fra 3,8 pct. til 4 pct. af den oprindelige hovedstol.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget enstemmigt med 130 stemmer.
Partiernes ordførere
A. W. Larsen (S), Johannes Burgdorf (KF), Søren Jensen (V) og Erik Hansen (RV)