Luk

Luk
Luk

Luk

L 103 Lov om indkøbsforeninger for mindre jordbrugere.

Af: Landbrugsminister Peter Larsen (V)
Samling: 1969-70
Status: Stadfæstet
Lov nr. 103 af 20-03-1970
Den senest ved lov nr. 209 af 8. juni 1966 givne bemyndigelse til at yde lån til indkøbsforeninger for mindre jordbrugere udløb med udgangen af finansåret 1969-70.

Ved nærværende lov bemyndiges finansministeren til af statskassens midler for de kommende 5 år, d. v. s. til udgangen af finansåret 1974-75, at anvende indtil 25 mill. kr. til udlån til foreningerne.

I forhold til den hidtil gældende ordning indeholder loven enkelte ændringer.

Under hensyn til den betydelige stigning af grundværdierne og den forøgelse af landbrugsejendommenes gennemsnitsstørrelse, der har fundet sted, er grænsen for medlemskab nu fastsat til 75.000 kr. grundværdi ved 14. alm. vurdering og arealgrænsen til 20 ha.

Såvel maksimumsbeløbet på 10.000 kr. for indkøb af traktorer og større samlede maskinindkøb til et enkelt medlem som det maksimumsbeløb på 5.000 kr., der hidtil har været gældende for indkøb af husdyr, er forhøjet til 15.000 kr. Begrundelsen herfor er foruden prisstigninger, at indkøb af kreaturer i modsætning til tidligere ofte er større samlede indkøb.

Når 2, 3 eller 4 medlemmer foretager indkøb i fællesskab, er beløbene tilsvarende forhøjet til 20.000 kr. og 30.000 kr.

Endvidere er afdragstiden fastsat til maksimalt 6 år imod hidtil 5 og 10 år.

Endelig skal nævnes, at den hidtidige lånegrænse på 4 gange garantikapitalen er forhøjet til 5 gange garantikapitalen, og at renten af foreningernes lån er forhøjet fra 4½ pct. til 6½ pct. p. a.

De før lov nr. 73 af 24. februar 1960 tegnede garantiforpligtelser er uanset disses indhold bortfaldet ved nærværende lovs ikrafttræden.

I bemærkningerne til lovforslaget anføres bl. a. følgende:

„Fra De samvirkende danske Indkøbsforeninger og De samvirkende danske Husmandsforeninger har landbrugsministeren modtaget den som bilag vedhæftede henvendelse om, at den heromhandlede lovgivning fortsættes med visse ændringer for en ny 10-årig periode.

Regeringen finder, at nævnte lovgivning har haft en væsentlig betydning ved at støtte den mekanisering af det mindre landbrug, som under nutidens forhold er nødvendig. På den anden side finder regeringen, at lovens løbetid foreløbig kun bør forlænges i 5 år, således at der for disse år stilles yderligere 25 mill. kr. til rådighed.

I henhold til den hidtidige lovgivning er der i alt oprettet 32 indkøbsforeninger, der har ca. 46.000 medlemmer....

Der er i årene 1939-40 til 1959-60 stillet indtil 25 mill. kr. til rådighed, hvoraf der i 1960 resterede ca. 3 mill. kr. Der blev da ved lov nr. 73 af 24. februar 1960 udover de 3 mill. kr. stillet yderligere 25 mill. kr. til rådighed for finansårene 1960-61 til 1969-70. Disse midler viste sig snart utilstrækkelige til at dække behovet for den stigende mekanisering i landbruget, og ved lov nr. 133 af 13. april 1962 stilledes yderligere 25 mill. kr. til rådighed, og samtidig åbnedes adgang for oprettelse af fællesmekaniseringsforeninger, der administreres under indkøbsforeningernes samvirksomhed. I 1966 var disse midler opbrugt, og ved lov nr. 209 af 8. juni 1966 stilledes yderligere 25 mill. kr. til rådighed. Som følge af de senere års sparebestræbelser vil der af de i alt 100 mill. kr. pr. 1. april 1970 restere ca. 3,5 mill. kr.

Udlånet i det sidste tiår har fordelt sig således:

1960-61 ............................... 13.035.000 kr.
1961-62 ............................... 12.328.000 -
1962-63 ................................. 5.000.000 -
1963-64 ............................... 11.770.000 -
1964-65 ................................. 6.230.000 -
1965-66 ................................. 3.675.000 -
1966-67 ................................. 5.262.000 -
1967-68 ................................. 6.000.000 -
1968-69 ................................. 5.440.000 -
FL 1969-70 ............................. 6.000.000 -

Lånene ydes til de enkelte foreninger på basis af reservefond og garantikapital og er siden 1960 bevilget til en rente på 4½ pct. p. a. Lånene er afdragsfri i 5 år, hvorefter de afdrages med 1/25 årlig. Da medlemmernes gæld til foreningerne afvikles over gennemsnitlig 5-6 år, repræsenterer statens udlånsmidler væsentlig større finansieringsmuligheder for foreningerne. Disses udestående hos medlemmerne har således i nævnte år udgjort følgende beløb:

1960-61 ................................ 27,0 mill. kr.
1961-62 ................................ 38,7 —
1962-63 ................................ 43,5 —
1963-64 ................................ 53,1 —
1964-65 ................................ 59,0 —
1965-66 ................................ 60,8 —
1966-67 ................................ 65,0 mill. kr.
1967-68 ................................ 67,5 —

Foreningernes gæld til statskassen udgjorde pr. 1. april 1969: 74.452.573 kr."

Ved 1. behandling blev lovforslaget modtaget med velvilje af de forskellige partiers ordførere. Det henvistes til behandling i et udvalg, i hvis betænkning det bl. a. anføres:

„Med baggrund i den almindelige udvikling inden for landbruget har udvalget drøftet spørgsmålet, om lovforslagets titel evt. burde ændres til forslag til lov om indkøbsforeninger for jordbrugere. Efter at landbrugsministeren over for udvalget har redegjort for den revision og koordinering, der forestår inden for landbrugslovgivningen, er der imidlertid i udvalget enighed om at bibeholde lovforslagets titel.

Udvalget har endvidere drøftet spørgsmålet om lovens administration og den opfattelse, der i visse landbokredse er givet udtryk for med hensyn til, at der undertiden stilles krav om medlemskab af en bestemt landboorganisation som betingelse for at opnå lån gennem en indkøbsforening. Under samrådet har landbrugsministeren imidlertid præciseret, at der ikke kræves medlemskab af nogen organisation for at opnå lån.

Efter de stedfundne drøftelser i udvalget har landbrugsministeren stillet det nedenstående ændringsforslag, som er tiltrådt af udvalget, og hvorved der skabes lovhjemmel for sammenlægning af indkøbsforeninger uden omtegning af medlemmernes garantiforpligtelse.

Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse med den af landbrugsministeren foreslåede ændring."

Efter 2. behandlingen henvistes lovforslaget til fornyet udvalgsbehandling. I tillægsbetænkningen stillede landbrugsministeren et ændringsforslag, der blev tiltrådt af udvalget, og hvorved bestemmelsen om, at en repræsentant for samvirksomheden „har adgang til at overvære" tilsynsudvalgets møder, blev ændret til, at en repræsentant for virksomheden „kan tilkaldes" til udvalgets møder.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 120 stemmer.
Partiernes ordførere
Chr. Rasmussen (S), Niels Ravn (KF), Søren Jensen (V), Jens Peter Jensen (RV) og Morten Lange (SF)