Loven har følgende ordlyd:
„§ 1. Landbrugsministeren kan i finansårene 1969-70—1978-79 inden for et samlet beløb af 1 mill. kr. yde erstatning af statskassen for tab, som kartoffelavlere lider som følge af, at der konstateres ringbakteriose i kartoffelkulturer eller deraf avlede kartofler. Efter en af ministeren fastsat overgangsperiode kan erstatning kun ydes, såfremt avleren har benyttet statskontrollerede læggekartofler i overensstemmelse med ministerens forskrifter. Inden for samme beløbsramme kan ministeren endvidere yde erstatning for tab, som købere af kartoffelpartier, hidrørende fra de nævnte kulturer, lider som følge af, at der i de købte kartofler konstateres ringbakteriose.
Stk. 2. Tab, der er omfattet af § 6 i lov nr. 121 af 12. april 1957 om bekæmpelse af farlige plantesygdomme og skadedyr, erstattes ikke efter nærværende lov.
§ 2. Landbrugsministeren fastsætter regler om erstatningsansøgninger og frist for indgivelse af disse samt om beregning og udbetaling af erstatning. Han kan herved bestemme, at størrelsen af de enkelte erstatningsbeløb fastsættes af et særligt vurderingsnævn.
§ 3. Den, der i sager om erstatning efter denne lov giver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for sagens afgørelse, straffes med bøde, medmindre strengere straf er forskyldt efter borgerlig straffelov.
Stk. 2. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
§ 4. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland."
Om baggrunden for loven anførte landbrugsministeren følgende ved lovforslagets fremsættelse:
„Denne alvorlige kartoffelsygdom har allerede forvoldt en del vanskeligheder, og det er derfor ønskeligt at gå i gang med en mere systematisk udryddelseskampagne mod sygdommen.
Sygdommen overføres kun med smittede læggekartofler. Smitten af disse kan være sket fra moderplanten eller ved berøring med andre inficerede knolde eller inficerede redskaber og maskiner eller sække eller kasser. Svage angreb kan ikke ses, hvorfor sygdommen ikke kan luges bort. Den eneste mulighed for en sikker udryddelse er at benytte læggekartofler, som efter indgående undersøgelser er fundet sunde, og derefter sørge for, at de nye kartoffelpartier ikke udsættes for smitte. Arbejdet med at fremskaffe de nye partier er i gang.
En forudsætning for, at udryddelsen kan lykkes, er, at angreb anmeldes til statens plantetilsyn, men da der i de vigtigste tilfælde ikke er hjemmel til at udbetale erstatning, og da tabene kan være meget følelige for den enkelte, kan det ikke udelukkes, at den pågældende føler sig fristet til at fortie angrebet, der således vil udgøre en latent fare for ny smitte.
Det foreslås derfor, at der tilvejebringes mulighed for at udbetale en billighedserstatning.
Derved bliver der grundlag for at forlange, at alle avlere skal anskaffe nyt læggemateriale eller — som det siges i daglig tale — foretage udskiftning af læggemateriale.
Om det læggemateriale, der i dag kan tilbydes avlerne, haves der ikke 100 pct. sikkerhed for sygdomsfrihed, men alligevel må sådant kontrolleret materiale anses for væsentlig sikrere end det ukontrollerede, selv om det i den første periode ikke kan udelukkes, at der sker smitte. Efterhånden som der udskiftes til bedre læggekartofler, må smittefrekvensen påregnes at falde, således at der er et rimeligt håb om, at sygdommen vil være helt udryddet i løbet af 10 år, når samtlige marker er tillagt med „afkommet" efter de sygdomsfri kartofler.
Udskiftningen må gentages ca. hvert 2. år.
Lovforslaget vil således udgøre et væsentligt bidrag til sygdommens udryddelse."
Lovforslaget blev mødt med tilslutning fra samtlige partiers ordførere. Det henvistes til behandling i et udvalg, som indstillede det til vedtagelse med et enkelt af landbrugsministeren stillet ændringsforslag, hvorved der blev tilvejebragt hjemmel for, at erstatning også kan ydes f. eks. for sygdomsangrebne spisekartofler.
Ved 3. behandling blev det således ændrede lovforslag vedtaget enstemmigt med 128 stemmer.