Luk

Luk
Luk

Luk

L 110 Lov om pensioner efter tidligere tjenestemandslove m V.

Af: Minister for statens lønnings- og pensionsvæsen Aage Hastrup (KF)
Samling: 1969-70
Status: Stadfæstet
Lov nr. 81 af 12-03-1970
Ved gennemførelsen af de nye tjenestemandslove, der trådte i kraft den 1. juli 1969, var det forudsat, at spørgsmålet om en nyordning af pensionsforholdene for personer, der havde ret til pension efter bestemmelser i den tjenestemandslovgivning, som var gældende før 1969, måtte tages op til efterfølgende selvstændig behandling.

Loven bygger på en indstilling afgivet af et udvalg, der var nedsat til behandling af spørgsmålet om pensioner efter de ældre tjenestemandslove, i hvilket de politiske partier, tjenestemændenes centralorganisationer og disses pensionistgrupper, lønnings- og pensionsministeriet samt socialministeriet havde været repræsenteret.

Bestemmelserne i loven tager som det ene led sigte på at omlægge pensionsstrukturen efter de ældre pensionsordninger sådan, at pensionerne fra 1. april 1970 reguleres i forhold til priser og lønninger på samme måde som pensioner, der ydes i medfør af tjenestemandspensionsloven af 1969.

Det andet led i loven er, at der er tilvejebragt grundlag for at samordne de ældre tjenestemandspensioner med folkepension og andre former for pension efter den sociale pensionslovgivning gennem indeholdelse af samordningsfradrag efter samme regler, som gælder med virkning fra 1. april 1970 for pensioner i henhold til den nye tjenestemandspensionslov, idet personer, der har ret til pension efter tidligere tjenestemandslove, ved nyordningen bliver inddraget under de almindelige rettigheder efter den sociale pensionslovgivning på lige fod med tjenestemandspensionister efter tjenestemandspensionsloven. Forudsætningen for en samordningsmæssig ligestilling af pensioner efter ny og ældre lovgivning er, at der i hvert enkelt tilfælde bliver foretaget omregning af den pensionsalder, der er lagt til grund ved fastsættelse af pensioner efter de ældre love, og loven indeholder detaljerede regler om retningslinjerne for sådan omregning.

Derudover indeholder loven bestemmelser, som medfører, at den pensionsretlige stilling i henhold til den ældre tjenestemandslovgivning på enkelte andre punkter bringes i overensstemmelse med ændrede principper, der er lagt til grund for reglerne i tjenestemandspensionsloven af 1969.

Loven trådte i kraft den 1. april 1970, dog at visse af bestemmelserne har virkning fra tidspunktet for tjenestemandsreformens ikraftsættelse — den 1. juli 1969.

Gennemførelsen af reglerne om samordning med pensioner efter de sociale pensionslove var ifølge bemærkningerne til lovforslaget forbundet med en udgiftsforøgelse, der for den ældre pensionsbestand som helhed var skønnet at ville andrage 7 à 9 mill. kr. årligt.

Ved 1. behandlingen gav ordførerne udtryk for tilfredshed med den foreslåede måde at samordne hele pensionsområdet på. Morten Lange (SF) havde dog gerne set en pensionsordning for hele samfundet af en helt anden art end den, man i øjeblikket havde med tjenestemandspensioner. Han havde dog i hvert fald ikke tænkt sig, at denne reform skulle begynde med, at man lavede ændringer i det, som man kunne kalde lovgivning for tidligere pensionister.

Lovforslaget henvistes til behandling i folketingets lønningsudvalg, som indstillede det til vedtagelse uden bemærkninger.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 126 stemmer.
Partiernes ordførere
Jørgen Peder Hansen (S), Adam Møller (KF), Knud Enggaard (V), Erik Hansen (RV) og Morten Lange (SF)