Luk

Luk
Luk

Luk

L 144 Lov om udsendelse af frivillige til udviklingslandene.

Af: Minister for teknisk samarbejde med udviklingslandene samt nedrustningsspørgsmål K. Helveg Petersen (RV)
Samling: 1969-70
Status: Stadfæstet
Lov nr. 219 af 27-05-1970
Loven har følgende indhold:

„§ 1. Ministeren for teknisk samarbejde med udviklingslandene bemyndiges til i tiden fra 1. januar 1971 til 31. december 1973 at anvende indtil 23,2 mill. kr. til udsendelse af frivillige til tjeneste i udviklingslandene gennem projektet „Dansk Ungdoms U-landsarbejde".

§ 2. Lov nr. 142 af 14. april 1966 om udsendelse af frivillige til udviklingslandene ophæves med virkning fra 1. januar 1971.

Stk. 2. Forslag om revision af loven fremsættes for folketinget senest i folketingsåret 1970-71."

Ministeren for teknisk samarbejde med udviklingslandene anførte i sin fremsættelse bl. a. følgende:

„Ved lov nr. 142 af 14. april 1966 om udsendelse af frivillige til udviklingslandene blev der givet bemyndigelse til inden for en beløbsramme på 45,8 mill. kr. at dække udgifterne til udsendelse af u-landsfrivillige indtil udgangen af 1970 og disses tjeneste ude indtil udgangen af 1972. Ifølge § 2 i denne lov skal forslag om revision af loven fremsættes for folketinget senest i indeværende folketingsår.

Spørgsmålet om udsendelse af frivillige til udviklingslandene har været behandlet af det den 2. april 1969 nedsatte udvalg, hvis opgave var at undersøge Danmarks forhold til udviklingslandene med henblik på ændringer i den nugældende lov nr. 94 af 19. marts 1962 med senere ændringer om teknisk samarbejde med udviklingslandene. I sin betænkning, som nu foreligger, anbefaler udvalget, at loven om udsendelse af frivillige til udviklingslandene forlænges for en periode på 5 år.

Jeg finder det hensigtsmæssigt, at loven om udsendelse af frivillige indarbejdes i en eventuelt revideret lov om teknisk samarbejde med udviklingslandene. Forslag om denne sidstnævnte kan imidlertid først fremsættes i folketingsåret 1970-71, og inden da må der skabes lovmæssig hjemmel for udsendelse af frivillige efter udgangen af 1970.

Nærværende lovforslag tilsigter derfor alene, at udsendelsen af ulandsfrivillige gennem projektet „Dansk Ungdoms U-landsarbejde", der administreres af Mellemfolkeligt Samvirke, kan finde sted i kalenderåret 1971."

Lovforslaget fik en velvillig behandling i folketinget, idet alle partiers ordførere kunne give tilslutning til dets gennemførelse.

Adskillige ordførere fremhævede stærkt det værdifulde i denne form for hjælp til udviklingslandene. Man beskæftigede sig under forhandlingerne en del med den kritik, der fra visse sider var fremført herimod, og der var enighed om, at hele spørgsmålet om formen for hjælp til udviklingslandene burde tages op til en grundig debat ved en senere lejlighed. Nærværende lovforslag gav bl. a. på grund af sit meget begrænsede indhold ikke anledning til særlig debat.

Lovforslaget gennemførtes uden udvalgsbehandling og vedtoges ved 3. behandling enstemmigt med 141 stemmer.
Partiernes ordførere
Niels Matthiasen (S), Hans Jørgen Lembourn (KF), Per Møller (V), Svend Haugaard (RV), Morten Lange (SF) og Erik Sigsgaard (VS)