Luk

Luk
Luk

Luk

L 161 Forslag til lov om Danmarks forvaltningshøjskole.

Af: Arbejdsminister Lauge Dahlgaard ()
Samling: 1969-70
Status: Bortfaldet
Lovforslagets væsentligste nydannelse er dets omtale af videregående efteruddannelseskurser. Om disse, samt om baggrunden for lovforslaget iøvrigt, oplyste arbejdsministeren bl. a. følgende i den skriftlige fremsættelse.

„Lovgivningen om Danmarks forvaltningshøjskole blev sidst behandlet her i det høje ting i efteråret 1969, hvor det efter regeringens forslag blev vedtaget at udskyde en mere principiel revision til folketingsåret 1970-71, jfr. lov nr. 523 af 28. november 1969.

Begrundelsen for udskydelsen var, at man overvejede at etablere en ny særlig uddannelsesordning i form af en administrativ mellemuddannelse for personale i den offentlige forvaltning.

Forvaltningshøjskolens formål er først og fremmest efteruddannelse af personalet i den offentlige forvaltning. Man sigter navnlig på at dække behovet for ajourføring af den viden og færdighed, som er nødvendig under arbejdet i den offentlige forvaltning. Man vil også give mulighed for, at personalet kan sættes i stand til at varetage flere og mere kvalificerede funktioner i forvaltningen end de funktioner, som de pågældendes forudgående uddannelse giver mulighed for.

Om baggrunden for specielt etableringen af en administrativ mellemuddannelse kan jeg henvise til en udvalgsbetænkning af 18. maj 1968.

Resultatet af de forhandlinger og overvejelser, som betænkningen har givet anledning til, er blevet, at en tilrettelæggelse af uddannelsen efter de retningslinjer, som er opstillet i betænkningen, ikke kan realiseres foreløbig, bl. a. fordi den foreslåede fuldtidsundervisning over 2½ år vil medføre et for stort afbræk i kursusdeltagernes beskæftigelse i den statslige og kommunale administration.

Derimod er der mulighed for at tilrettelægge uddannelsen således, at den som udgangspunkt afvikles med skiftende 1 og 2 ugentlige undervisningsdage og med mulighed for forskellige kombinationer med opholdskurser af kortere varighed. Endvidere er det muligt, at man tillige skal tilbyde aftenundervisning.

Det foreslås herefter, at uddannelsen — foreløbig som en overgangsordning — etableres som en uddannelse for allerede ansat personale, og at den henlægges til Danmarks forvaltningshøjskole.

Det har været overvejet at fremsætte et særskilt lovforslag om denne administrative mellemuddannelse, men det er fundet mere hensigtsmæssigt at indføje en bestemmelse om uddannelsen i den almindelige lov om Danmarks forvaltningshøjskole.

Der er bortset fra denne bestemmelse om den nye uddannelse kun tale om få ændringer af den gældende lov...."

Lovforslaget, der ved 1. beh. fik en velvillig modtagelse af alle ordførere, blev henvist til et udvalg, som ikke nåede at tilendebringe sit arbejde inden folketingsårets slutning.
Partiernes ordførere
Jørgen Peder Hansen (S), Knud Bro (KF), Knud Enggaard (V), Niels Henrik Gydemark (RV) og Sigurd Ømann (SF)