I juni 1969 nedsatte økonomiministeren et embedsmandsudvalg, som skulle overveje, hvilke foranstaltninger der kunne træffes for mere varigt at opnå en bedre balance på obligationsmarkedet end hidtil.

Baggrunden for udvalgets nedsættelse var det stærkt stigende renteniveau og de hermed forbundne store kursfald for obligationerne, som atter måtte ses på baggrund af de senere års store tilgang af nye obligationer.

Det nedsatte udvalg fremkom i november 1969 med en redegørelse vedrørende obligationsmarkedets forhold (betænkning nr. 541), hvori obligationsmarkedets problemer blev gennemgået, og hvori skitseredes en ordning, som sigtede på at muliggøre en nedsættelse af obligationsrenten og at fremme opsparingen i samfundet.

Udvalgets skitse gik ud på, at lånegrænsen for de obligationsudstedende institutters lån skulle nedsættes, og at løbetiden for institutternes lån skulle afkortes.

Regeringen havde været enig i, at der var behov for en nedsættelse af løbetider og lånegrænser for institutternes lån, men havde samtidig fundet, at udvalgets forslag burde modificeres for at modvirke for voldsomme øjeblikkelige virkninger i skærpende retning på byggeriet og dermed på beskæftigelsen og forsyningen med boliger og andet byggeri. Regeringen havde herved også lagt vægt på, at den udvikling på lånemarkedet, som redegørelsens forslag tog sigte på at imødegå, kun delvis havde sin årsag i selve byggeriet og byggefinansieringen.

I overensstemmelse med redegørelsens forslag indførte forslaget en opdeling af belåningen i "almindelige realkreditlån" og "særlige realkreditlån". Efter forslaget skulle hovedreglen være, at lån ikke måtte overstige 40 pct. af vurderingssummen. Som undtagelse var bevaret lånegrænsen 60 pct. for bestemte lånekategorier.

Da den foreslåede ændring i lånegrænserne kunne medføre afgrænsningsvanskeligheder, var tvivlsspørgsmål om, hvorvidt lån kunne ydes med en lånegrænse over 40 pct., henlagt til ministerens afgørelse.

Lovforslaget indeholdt endvidere en bemyndigelse for ministeren til at fastsætte nærmere regler for vurdering og låneudmåling. Formålet hermed var at sikre, at realkreditforeningerne ikke ændrede praksis med hensyn til vurdering og låneudmåling, hvorved den med nedsættelsen af lånegrænsen tilsigtede virkning ikke ville kunne opnås.

De to bestemmelser om lånenes størrelse og løbetidernes længde havde i forslaget fået følgende affattelse:

„§ 19, stk. 1. De af en kreditforening bevilgede lån må med tillæg af foranstående behæftelser ikke overstige 40 pct. af den i overensstemmelse med stk. 3 fastsatte værdi af den som pant tilbudte ejendom. Dog er lånegrænsen 60 pct. for:

1. Lån til opførelse af privat og almennyttigt boligbyggeri — jfr. kap. III i lov om boligbyggeri — til helårsbeboelse, herunder ejerlejligheder og kollegier.

2. Lån til opførelse af daginstitutioner, plejehjem o. lign. sociale og kulturelle institutioner, som efter boligministerens afgørelse kan sidestilles hermed.

3. Lån til om- og tilbygning af ældre beboelsesejendomme med henblik på at forøge antallet af lejligheder og boligarealet samt lån til foranstaltninger, der forøger de eksisterende lejligheders brugsværdi. Værdien af forbedringerne skal udgøre mindst 25 pct. af bygningsværdien inden forbedringernes gennemførelse, og lånet kan højst udgøre 60 pct. af værdiforøgelsen som følge af forbedringen."

„§ 24, stk. 1. Amortisationstiden kan med de nedenfor anførte undtagelser højst andrage 10 år:

1. Lån inden for den i § 19, stk. 1, 1. pkt., fastsatte lånegrænse på 40 pct.:

a. Opførelse af privat og almennyttigt boligbyggeri til udleje samt kollegier, daginstitutioner, plejehjem o. lign. sociale og kulturelle institutioner, som efter boligministerens afgørelse kan sidestilles hermed........40 år.

b. Opførelse af parcelhuse til helårsbeboelse og ejerlejligheder........30 år.

c. Landbrugs- og skovbrugsejendomme........30 år.

d. Opførelse af kontor- og forretningsejendomme, hoteller, ejendomme til industri, håndværk og lager samt til gartneri og fiskeri........20 år.

2. Lån udover den i § 19, stk. 1, 1. pkt., fastsatte lånegrænse på 40 pct.:

a. Opførelse af privat og almennyttigt boligbyggeri til udleje samt kollegier, daginstitutioner, plejehjem o. lign. sociale og kulturelle institutioner, som efter boligministerens afgørelse kan sidestilles hermed........30 år.

b. Opførelse af parcelhuse til helårsbeboelse og ejerlejligheder........20 år.

c. Forbedring af ældre ejendomme, jfr. § 19, stk. 1, nr. 3)........20 år."

Lovforslaget fremsattes i folketinget sammen med de af boligministeren fremsatte forslag til lov om sammenlægning af kredit- og hypotekforeninger m. v., forslag til lov om ændring af lov om hypotekforeninger og forslag til lov om ændring af lov om boligbyggeri. I folketinget behandledes disse lovforslag sammen med de af finansministeren fremsatte forslag til lov om ændring af ligningsloven. (Ændringer vedrørende bolig i egen ejendom) og forslag til lov om boligsparekontrakter.

Om baggrunden for lovforslagene udtalte boligministeren bl. a. ved fremsættelsen:

„... Forslagene er en konsekvens af den redegørelse, økonomiministeren i dag har givet her i tinget om nødvendigheden af forholdsregler til bedring af den samfundsøkonomiske balance, herunder også om det påkrævede behov for en bedre balance på obligationsmarkedet. Forslagene er dermed at betragte som resultatet af regeringens overvejelser på grundlag af den skitse, der er indeholdt i redegørelsen fra det af regeringen nedsatte udvalg vedrørende obligationsmarkedets forhold. Denne redegørelse blev i begyndelsen af november omdelt her i tinget. I forhold til udvalgets skitse i redegørelsen er de forslag, som herved fremsættes, modificeret på en række punkter.

Regeringen har fundet det nødvendigt at foretage disse modifikationer navnlig under hensyntagen til

1) erhvervslivets investeringer og

2) den del af nybyggeriet, der har til formål at løse de sociale boligproblemer på kortere og længere sigt.

Som fremhævet i økonomiministerens redegørelse er det regeringens opfattelse, at de forholdsregler, som må gennemføres for at tilvejebringe en bedre samfundsøkonomisk balance, bør hvile på et bredere grundlag, end obligationsmarkedsudvalget har haft mulighed for at forudsætte.

Regeringen agter derfor tillige at fremsætte forslag med henblik på en forøgelse af

1) den almindelige opsparing i samfundet og

2) opsparingen inden for den eksisterende boligmasse.

For så vidt angår det første kan jeg henholde mig til økonomiministerens redegørelse.

Hvad angår de opsparingsfremmende foranstaltninger inden for den eksisterende boligmasse, kan jeg henvise til

a) det forslag, som finansministeren vil fremsætte om boligopsparing og om forhøjelse af lejeværdien ved erhvervelse af enfamilieshuse og om nye regler for lejeværdien af ejerlejligheder, samt til mine senere bemærkninger om

b) de påtænkte foranstaltninger med henblik på forøgelse af opsparingen til boligformål i forbindelse med genudlejning af lejligheder i de ældre private og almennyttige boligejendomme.

På dette grundlag har regeringen anset det for samfundsøkonomisk forsvarligt

at forhøje de af obligationsmarkedsudvalget foreslåede lånegrænser og løbetider for erhvervs- og boliglån, bortset fra tillægslån, og at sikre den del af nybyggeriet, som har den særlige opgave at løse de sociale bolgproblemer, mod yderligere forhøjelser af indskud og husleje som følge af den påkrævede stramning af obligationsmarkedet. ..."

„... Som det fremgår af økonomiministerens redegørelse, er det hensigten, at kommunerne i højere grad, end det nu er tilfældet, fremtidig selv skal finansiere deres byggeri uden for det almindelige realkreditsystem. Spørgsmålet om realkreditlån — specielt særlige realkreditlån — til sociale og kulturelle institutioner melder sig i denne forbindelse, idet nyordningen ikke må medføre, at kommunerne lader byggeopgaver, som de rettelig selv bør påtage sig, udføre af selvejende institutioner m. v. for ad denne vej alligevel at opnå realkreditlån. I lovforslagene er der derfor indsat bestemmelser om, at boligministeren kan fastsætte nærmere retningslinjer med henblik på at adskille, hvad der kan betragtes som naturlige kommunale byggeopgaver, og hvad der må betragtes som andet socialt og kulturelt byggeri...."

Ved 1. behandlingen udtalte Helge Nielsen (S), at han måtte sige fra over for ministerens forslag på nuværende tidspunkt. Der lå ikke i forslagene nogen løsning af de problemer, der havde skabt hele miseren, nemlig jordpriserne og priserne på kapital. Løste man ikke disse problemer, ville prisen for boliger stige og stige, og så ville det være en økonomisk fordel at købe hurtigt og låne de manglende penge, selv til meget høje renter, i stedet for at vente.

Ømann (SF) fandt, at forslagene var en meget lille og spredt reform, som ikke opfyldte de ønsker til en reform og bedre ligevægt i hele samfundsøkonomien, som økonomiministeren i sin redegørelse i december måned havde bebudet. Man måtte ganske vist erkende tendensen, den gode vilje i forslagene, men der måtte strukturændringer til af en ganske anden karakter.

Sigsgaard (VS) pegede på, at årsagen til de økonomiske problemer ikke var det store obligationsudbud, det var ikke engang én af årsagerne, men en virkning bl. a. af jordspekulationen og de tilfældige, overdimensionerede investeringer, der igen var virkningen af alt for gunstige afskrivningsregler.

Efter 1. behandlingen henvistes samtlige her omtalte lovforslag til behandling i et folketingsudvalg på 21 medlemmer — det senere såkaldte realkreditudvalg. Ved boligministerens senere fremsættelse af forslag til lov om realkreditinstitutter, se foran side 171, bortfaldt det her omtalte lovforslag, som der følgelig ikke blev afgivet betænkning over. Lovforslaget blev formelt taget tilbage af boligministeren ved vedtagelsen af forslaget til lov om realkreditinstitutter.