Luk

Luk
Luk

Luk

L 167 Forslag til lov om kongelig udnævnelse af tjenestemænd i staten og folkekirken.

Af: Minister for statens lønnings- og pensionsvæsen Aage Hastrup (KF)
Samling: 1969-70
Status: Bortfaldet
Lovforslaget havde følgende affattelse:

„§ 1. Tjenestemænd i staten og folkekirken, der ansættes i nedennævnte stillinger, udnævnes af kongen:

1) Stillinger, der i lov nr. 13 af 18. juni 1969 (lovtid. B) om tjenestemandslønninger m. m. og klassificering af tjenestemandsstillinger i staten, folkeskolen og folkekirken er klassificeret i lønramme 36 og højere lønrammer.

2) Lokale chefstillinger, der i ovennævnte lov er klassificeret i lønramme 29-35.

§ 2. Kongelig udnævnelse i de i § 1 nævnte stillinger sker kun ved varig ansættelse og ved åremålsansættelse.

§ 3. Ministeren for statens lønnings- og pensionsvæsen bestemmer efter indhentet udtalelse fra lønningsrådet, hvorvidt ansættelse i nyoprettede tjenestemandsstillinger skal ske ved kongelig udnævnelse.

§ 4. Loven træder i kraft den 1. januar 1971."

Om baggrunden for lovforslaget oplyste ministeren for statens lønnings- og pensionsvæsen (Hastrup) bl. a. følgende ved fremsættelsen:

„... Forslaget er en udløber af tjenestemandsreformen i 1969. I lov nr. 291 af 18. juni 1969 om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken bestemtes nemlig i § 3, at det skulle fastsættes ved lov, hvilke tjenestemænd der udnævnes af kongen.

For statstjenestemænds vedkommende var bestemmelser om kgl. udnævnelse tidligere optaget i lønnings- og pensionsloven af 1958. Ifølge denne lovs § 6, stk. 1, udnævntes tjenestemænd i 18. og 20.-30. lønningsklasse af kongen, bortset fra militære tjenestemænd, der i henhold til kongelig anordning som hovedregel blev kongeligt udnævnt fra 14. lønningsklasse og opefter.

I sin betænkning over lovforslaget om statens tjenestemænd udtalte folketingets lønningsudvalg, at det under udvalgets overvejelser om den fremtidige afgrænsning af området for kongelig udnævnelse af tjenestemænd er blevet fremhævet, at den stedfundne udvikling taler for en væsentlig begrænsning af den kreds af tjenestemænd, som udnævnes af kongen. Dette skulle gælde såvel civile som militære tjenestemænd, og udvalget fandt, at der ved ordningen af disse forhold måtte sigtes imod, at kun slutstillinger, hvis arbejdsopgaver og placering gjorde det rimeligt, blev forbundet med kongelig udnævnelse. Disse principielle betragtninger har været lagt til grund ved lovforslagets udarbejdelse.

Efter lovforslaget vil bestemmelserne kun komme til anvendelse for tjenestemænd i staten og folkekirken, idet regler om kongelig udnævnelse af tjenestemænd i folkeskolen er fastsat i lov nr. 44 af 9. februar 1970 om styrelsen af kommunernes skolevæsen og af virksomhed efter lov om fritidsundervisning m. v.

For folkekirkens vedkommende har bestemmelser om kongelig udnævnelse hidtil været indeholdt i menighedsrådsloven. Dette vil efter nærværende forslag ikke længere være tilfældet, og i overensstemmelse med retningslinjerne inden for statens område vil fremtidig kun stillinger i folkekirken som provst og højere stillinger blive forbundet med kongelig udnævnelse.

Efter hidtidig lovgivning har ca. 16.500 tjenestemandsstillinger været forbundet med kongelig udnævnelse, medens der — såfremt lovforslaget gennemføres — fremtidig vil være ca. 4.000 sådanne stillinger. Dette antal er fremkommet ved, at der i overensstemmelse med de forskellige ministeriers hovedsynspunkter er lagt en skillelinje ved lønramme 36, således at stillinger herunder kun er medtaget, såfremt indehaveren udøver lokale cheffunktioner og leder et ikke ubetydeligt personale. Fra Danske Statsembedsmænds Samråd, som repræsenterer hovedparten af tjenestemændene i disse stillinger, er det gjort gældende, at anvendelsen af denne skillelinje har til følge, at tjenestemænd, som tidligere var placeret i samme lønningsklasse, men nu er fordelt i lønramme 35 og 36, i en række tilfælde stilles forskelligt. Denne følge er uundgåelig efter de kriterier, som er lagt til grund ved lovforslagets udarbejdelse, men den ville kunne overvindes ved at lægge skillelinjen ved lønramme 37. Herved ville antallet af kongelige udnævnelser blive reduceret med ca. 900 til i alt godt 3.000. Såfremt det måtte ønskes, vil overvejelser om dette spørgsmål kunne foregå under udvalgsbehandlingen

Lovforslaget nåede ikke frem til 1. behandling i folketinget.