Ved forslaget bemyndiges finansministeren til at udstede værdifaste, indeksregulerede statsobligationer til et samlet pålydende af 10 milliarder kr. i alt i finansårene 1970-71 og 1971-72. Uden finansudvalgets samtykke måtte de udstedte obligationers samlede pålydende dog ikke overstige de samlede udlån og investeringer, der var sket fra Danske Erhvervs Investeringsfond og finansieringsfonden for boligbyggeri. SF stillede samtidig forslag om oprettelse af disse to fonds. Obligationerne skulle forrentes med 6 pct. helårligt og udtrækkes med lige store andele årligt gennem en 30-årig periode. Renter og indfrielsessummer skulle reguleres på følgende måde: reguleringspristallet for juli måned i det pågældende år skulle divideres med reguleringspristallet for januar måned 1970. Resultatet blev kaldt reguleringsfaktoren. Såvel den årlige rente som indfrielsessummen skulle udbetales med det pålydende beløb ganget med reguleringsfaktoren.
Forslaget blev fremsat sammen med to andre lovforslag, forslag til lov om ændring af lov om Danmarks Nationalbank og forslag til lov om midlertidige ændringer af lovgivningen om banker og sparekasser.
I fremsættelsestalen siges det bl. a.: „Danmarks økonomi er efter vor mening i hovedtrækkene sund ... SF er enig med dem, som mener, at det er afgørende vigtigt, at samfundets kapitaldannelse forøges ... Med den rette styring af økonomien kan fremskridtet blive en accelererende proces". Det fremgik, at SF udover de tre lovforslag om kort tid ville fremsætte 8 forslag til beslutninger. Et af disse gik ud på at oprette et finansieringsfond for erhvervslivet et andet foreslog oprettelse af et finansieringsfond for boligbyggeriet. Midlerne til disse to store fonde kunne delvis blive taget af statens almindelige indtægter, men i hovedsagen var det tanken, at midlerne skulle skaffes gennem udstedelse af værdifaste statsobligationer. Efter deres skøn ville værdifaste obligationer med en rentefod på 6 pct. kunne afsættes til parikurs på markedet. Det siges herom, at når en indeksregulering fjerner inflationstabet, vil et afkast på 6 pct. være meget attraktivt — både for pengeinstitutter og for private sparere. Da finansieringsfonden for boligbyggeriet skulle overtage en meget stor del af finansieringen af byggeriet, ville nyudstedelsen af obligationer fra realkreditinstitutterne gå meget stærkt ned, således at markedet uden videre skulle kunne opsuge den nye obligationstype, uden at kurserne for de traditionelle obligationer blev trykket. Et af de fremsatte forslag gik ud på grundlæggelsen af en pensionsfond med det formål at få etableret en indtægtsbestemt alderspension. Det blev i denne forbindelse fastslået, at pensionsfondens midler skulle anbringes i værdifaste statsobligationer. Med disse forslag ønskede SF at yde sit bidrag til debatten om ligevægten i samfundsøkonomien. Målet var at komme væk fra den rykvise stop-go-politik, sådan at der kunne skabes større tryghed og større tillid til fremtiden, ikke mindst i erhvervslivet.
Forslaget kom til 1. behandling sammen med dels de to andre lovforslag, som det var blevet fremsat sammen med, dels de 8 forslag til beslutning, der da var blevet bebudet, og som senere blev fremsat.
De 8 forslag til beslutning var:
1) forslag til folketingsbeslutning om anbringelse af midlerne i visse selskaber m. m.,
2) forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af Danske Erhvervs Investeringsfond,
3) forslag til folketingsbeslutning om statslig kvalitetskontrol af industrieksport,
4) forslag til folketingsbeslutning om en finansieringsfond for boligbyggeri,
5) forslag til folketingsbeslutning om foranstaltninger til fremme af byggeriet,
6) forslag til folketingsbeslutning om en pensionsreform,
7) forslag til folketingsbeslutning om foranstaltninger til imødegåelse af spekulationsbetonede dispositioner vedrørende fast ejendom og endelig
8) forslag til folketingsbeslutning om kommunernes adgang til lånefinansiering.
Ved 1. behandling sagde økonomiministeren om forslagene i almindelighed, at det var et gennemgående træk, at der skulle skabes nye centraliserede institutioner. Ved restriktioner skulle der gives øgede muligheder for central kontrol med udviklingen i samfundsøkonomien. Kontrol alene gjorde det dog ikke, målsætningskonflikterne i den økonomiske politik ville fortsat bestå, og løsningen af dem var lige ubehagelig, enten det skete gennem kontrol eller på anden vis. Om forslagene om et finansieringsfond for boligbyggeri og om udstedelse af værdifaste statsobligationer sagde ministeren, at der kunne være behov for at drøfte en eller anden automatisk regulering af huslejen, sådan at man modvirkede en stadig tendens til, at der opstod et misforhold mellem et nyt og et gammelt huslejeniveau, men at han var meget skeptisk over for anvendelsen af værdifaste obligationer til dette formål og meget skeptisk over for udstedelsen af dem i et så gigantisk format, som det her var foreslået. Det var svært at bedømme den fremtidige pris- og renteudvikling og dermed også vanskeligt at vurdere, om man gennem indeksregulerede obligationer kunne opnå den lave pålydende rente, som forslaget forudsatte. Ivar Nørgaard (S) udtalte, at spørgsmålet om værdifaste statsobligationer havde været overvejet i realkreditkommissionen, men at det var svært at nå frem til en afklaring af, om det var en rigtig løsning. Om det var en fordel for dem, der finansierede over sådanne regulerede obligationer, afhang af, om det manglende kurstab kom til at blive inodsvaret af de efterfølgende reguleringer. Forslaget burde nærmere undersøges.
Haunstrup Clemmensen (KF) sagde om forslagene i almindelighed, at de byggede på en tyrkertro på statens effektivitet på alle områder. Om de værdifaste statsobligationer sagde han, at adskilligt kunne tale for at gøre nogle forsøg i denne retning, men ikke i den størrelsesorden, der her var skitseret. Der var ikke tvivl om, at det ville være til fordel for kreditorerne. Til gengæld var det usikkert, om det var en fordel for debitorerne.
Ib Thyregod (V) sagde om forslagene i almindelighed, at de i høj grad bar præg af socialistiske teoretiske synspunkter, som gjorde, at de ikke var særlig velegnede til at danne grundlag for en forhandling i det udvalg, som nu skulle behandle disse spørgsmål. Om lovforslaget om værdifaste statsobligationer sagde han, at det forekom ham helt urealistisk at fremsætte et sådant forslag. Det, der kunne være tale om, var, at man fra realkreditinstitutternes side inden for et begrænset område forsøgsvis gik ind for indeksregulerede obligationer. Der var mange problemer, der skulle afklares, bl. a. forholdet til efterfølgende panthavere og forholdet til det internationale lånemarked. Forslaget kunne ikke forstås på anden måde, end at det simpelt hen var en socialisering, en overtagelse af samtlige realkreditinstitutter.
Niels Helveg Petersen (RV) sagde om forslagene i almindelighed, at det var en blanding af skidt og kanel, noget var egnet til videre behandling, andet måtte man på forhånd afvise. Om de værdifaste statsobligationer udtaltes det, at der umiddelbart var noget tiltalende ved tanken. Der var intet kurstab, og man fik derfor en lavere begyndelsesleje. Til gengæld fik man senere højere udgifter stigende med udviklingen af indkomsten. I hele forslaget var der dog meget, der trængte til nærmere uddybning.
Sigsgaard (VS) sagde om forslagene i almindelighed, at de var præget af en borgerlig holdning, og at de derfor ikke udgjorde noget alternativ til regeringens politik. Forslagene byggede på en tro på, at kapitalen kunne kontrolleres, at man kunne sige til den, at den nok måtte producere, men ikke tjene maksimal profit. Midlerne til erhvervsinvesteringsfonden skulle ikke skaffes ved højere aktieselskabsskat, en højere formueskat eller en højere dækningsafgift for erhvervsejendomme, men ved skatter og salg af statsobligationer.
Hanne Reintoft (DK) sagde om forslagene i almindelighed, at det i meget høj grad var kvantiteten og ikke kvaliteten, der prægede dem. Hun kunne ikke støtte forslaget om oprettelse af Danske Erhvervs Investeringsfond og i tilslutning hertil udstedelse af for 10 milliarder kr. værdifaste statsobligationer. Man behøvede ikke at oprette specielle fonds for at afbøde de effektivt arbejdende virksomheders vanskeligheder med at skaffe kapital til udvidelsen.
Kai Moltke (u.p.) mente ikke, at der var nogen garanti for parikurs, så længe renten på adskillige andre områder lå på den højde, som den havde i øjeblikket. Han ville for sit eget vedkommende foretrække en udvidelse af rentesikringsordningen, som socialdemokratiet havde forslået, fremfor et eksperiment, som til syvende og sidst ikke var synderlig gennemtænkt.
Forslaget blev sammen med de ti andre forslag henvist til udvalget angående forslag til lov om ændring af ligningsloven. (Ændringer vedrørende bolig i egen ejendom) m. fl. lovforslag. Udvalget afgav ikke betænkning eller beretning over forslaget.